Indrømmet, overskriften til dette interview er på kanten af falsk markedsføring. Henrik Gade Jensen udtaler sig ganske vist nogenlunde som anført, da jeg besøger ham i Gloslunde Præstegård ved Dannemare.
Men hans udsagn er ledsaget af så triste og rent ud nedslående forudsigelser om det borgerlige Danmarks mulige veje tilbage til magten, at ordene snarere tjener som trøst end som manende kampråb for magtsultne borgerlige samlet under den blå frihedsfane.
Men døm selv. Langt inde i interviewet presser jeg den 61-årige præst for et svar på, om drømmen om en magthavende borgerlig blok må forkastes for stedse. Til det svarer han, mildt og venligt som hele samtalen igennem:
»Mon ikke regeringen efter næste folketingsvalg bliver socialdemokratisk igen? Al sandsynlighed taler for, at de blå partier vil få en ny periode i opposition, men det er positivt, for så får de god tid til at markere sig i værdikampen. Dét er deres egentlige mission.« Og så kommer tilføjelsen, som har fundet vej til interviewets overskrift:
»De bedste hjerner er jo i blå blok. Marcus Knuth, Mads Fuglede, Henrik Dahl, Morten Dahlin.«
Vi spiser frokost i præstegården uden skyggen af urbanitet i syne. Masser af huse og gårde står tomme og uvirksomme her i det sydligste Ødanmark præget af den fede lollandske muld, men præstegården er stateligt firlænget, for længst alt for stor til den svindende menighed.
Gade Jensen bærer senneps- og kryddersild, laks og rejer frem og byder sin gæst det ikke alt for svære valg mellem en solid kvalitetsøl og en kaloriefri cola. Selv nøjes han med colaen.
Det er blevet en lille tradition, at Weekendavisen benytter Folketingets sommerpause til at interviewe borgerlige røster om, hvordan man dog skal revanchere sig for nederlaget ved valget i 2019. Den allerede fjerne sommer interviewede vi John Wagner, tidligere konservativ generalsekretær, som fra sin sidelinje kom med en ganske præcis analyse af vejen ud af de blå elendigheder, endnu før Lars Løkke blev jaget af pladsen som Venstres formand:
Det blå Danmark må finde ud af, hvem der leder foretagendet, Løkke, Kristian Jensen eller en helt tredje, mente John Wagner den sommer. At det ikke blev de to førstnævnte, ved vi i dag, men ingen kan vist med fast røst udpege den helt tredje.
Meningsløse blokke
Henrik Gade Jensen har begået mindst to kapitalsynder i den verdslige kirke, som dansk politik er. For en halv snes år siden interviewede jeg ham om hans syn på socialpolitik. Han havde skrevet en bog om civilsamfundets oversete hjælpeindsats, slog til lyd for privat velgørenhed og fastslog som sit synspunkt, at vi bliver nødt til igen at skelne mellem værdigt og uværdigt trængende.
Den enkelte må yde noget selv eller vise vilje til forandring. Den dovneste slubbert må gerne behandles anderledes end det menneske, der uden skyld rammes af ulykke, sygdom eller arbejdsløshed. Også selvom det opfattes som blasfemisk i socialstaten ikke at ville redde alle fra al dårligdom. Det kan man ikke sige i Danmark, synspunktet er umuligt, men det sagde altså den filosofiuddannede mand.
Den anden dødssynd: Her i foråret fastslog Henrik Gade Jensen i et interview i Kristeligt Dagblad, at han er glad for, at Mette Frederiksen er statsminister, fordi hun er den bedre garant for Danmark som nationalstat med fokus på lov og orden og ret og rimelighed. Det kan man godt sige i Danmark, men jo helst, hvis man er placeret på den røde halvkugle og ikke har en fortid som ansat i CEPOS og som særlig rådgiver for Venstres daværende kirkeminister Tove Fergo tilbage i Anders Fogh Rasmussens første regeringsperiode.
»Medierne går alt for meget op i blokkene i dansk politik og forholdet mellem regering og opposition. De indbyrdes forskelle mellem blokkene er jo meget små, og at tale om en blå blok i dag er meningsløst. Det er så heterogent. Der er meget langt fra Pernille Vermund til Venstres Jan E. Jørgensen. Eller fra Marcus Knuth og Inger Støjberg til Lars Løkke,« siger Henrik Gade Jensen.
Men er han overhovedet stadig borgerlig selv? Et er at svinge svøben over egne fæller, noget andet jo at udtale direkte glæde over fjendens indtog i Statsministeriet.
»Årh, jeg vil ikke præsentere mig selv på den måde. Jeg er præst på Lolland. Hvis du er så opsat på at placere mig politisk, vil jeg sige, at jeg ser intet som helst alternativ til markedsøkonomien. Jeg glæder mig over industrialiseringen og kapitalismens positive virkninger og også over velfærdsstaten, selv om den er gået over gevind.«
Henrik Gade Jensen går til og fra bordet med supplement til frokosten, radiser og løg og tomater og den slags, mens han taler begejstret om sit kald og sin menighed, så meget på retur dens antal end er. Gade Jensen passer otte sognekirker, så hver får en gudstjeneste hver fjerde uge. Flest kirkegængere kommer ved begravelser, og i konfirmandstuen hænger de rituelle fotografier af årets konfirmander, som fortæller historien om befolkningstilbagegang i sognene. Et år en halv snes, senere færre, på det seneste en eller to om året.
Efter interviewet beser vi kirkegården, den lille kirke og det fritstående klokketårn i træ. Han klapper på det ormædte egetømmer: »Tænk, det træ er groet under valdemarerne.«
Høj som en garder er præsten og klædt i lange shorts, gamle, udtrådte sko og en grånistret bluse. I brystlommen et mundbind og en kuglepen. Man kunne have taget ham for hvad som helst, bare ikke en menigheds hyrde.
»Normalt har jeg mørke bukser og mørk skjorte på, hvis ikke præstekjolen, du så ude i entreen,« siger han.
Genlæs Thomas Hobbes
For Henrik Gade Jensen er blokkene altså tæt på ligegyldige, i den forstand kunne han minde om Lars Løkke, men vist også kun i den forstand. De politiske blokkes almindelige forfatning er et problem af anden, meget lavere orden, magtens tilfældige fordeling i Folketinget.
Det vigtigste i politik er i dag noget andet og dybere. Dagen før mit besøg har Henrik Gade Jensen sendt et par tætskrevne ark med sine overvejelser:
Her skriver han bekymret om identitetspolitikkens nedbrydning af personlighed og ansvar, om akademiske miljøers normative tilgang til sandheden og om kontroltabet: Vestlige regeringer risikerer at miste kontrollen med indvandring og kriminalitet, så der opstår »konkurrerende jurisdiktioner«. Aldrig må det glemmes, at »statens vigtigste opgave er at undgå at forfalde, opløses, fejle«, skriver han og opfordrer til at genlæse Thomas Hobbes: Den idémæssige opgave er at gentænke det politiske rationale og fastslå, at politik handler om at udøve suverænitet.
Hvad mener han?
»Alternativet til suverænitet er anarki, og al junglelov er altid værre end en dårlig suveræn. Når politiet forsvinder, hærger banderne. Du kan se det meget mere udtalt i Tyskland end i Danmark. Der har du konkurrerende jurisdiktion, hvor narkomarkedet og bandekriminaliteten reguleres af en alternativ retspleje. Du kan sikkert også se det i Sverige, men nu læser jeg mest tyske aviser,« smiler Henrik Gade Jensen og understreger, at også herhjemme skal forfaldet bekæmpes. »I skolerne er situationen en helt anden efter mordet på den franske lærer Samuel Paty, der blev slået ihjel for at vise muhammedtegninger. Pludselig er lærernes sikkerhed blevet en faktor i skoledebatten. Den debat har ellers altid handlet om pædagogik og om lærernes løn- og arbejdsforhold. Der er virkelig sket en ændring.«
Når forsvaret for statens suverænitet er hovedopgaven, bliver det blå Danmarks insisteren på frihed politisk fattig, mener Henrik Gade Jensen.
»Jeg så Venstres Jakob Ellemann udtale, at den blå blok skal samles om friheden. Det er en kæmpe fejl at se sådan på det, friheden er stærkt overvurderet. Det er ikke frihed, men meget mere kontrol, der er brug for, så vi kan få styr på kriminalitet og bander og den slags.«
Opportunisten Fogh
Og synspunktet rækker videre. Henrik Gade Jensen mener, der også er brug for staten til at beskytte individerne mod deres egne svagheder, for eksempel når de optager kviklån, de ikke kan administrere.
»Vi lærer i skolen at regne med renter, og hvad en månedsrente betyder i rente om året, og alligevel går folk ud og tager store kviklån. Mange er i velfærdsstaten blevet ... uansvarlige. Uden selvkontrol. Frihed og liberalisme er for folk med stærk selvkontrol, ikke for alle. Men alle grundlovstalerne handlede om frihed, frihed, frihed. Selv Bertel Haarder, han opfordrede præsterne til civil ulydighed mod coronanedlukningen af kirkerne. Det havde været det mest ugudelige at holde gudstjeneste, der kunne blive et hot-spot for smitte. Frihed skal tøjles af ansvar.«
Er der et element af en svigtet værdikriger i den venligt smilende mands kritik af gamle kampfæller? Henrik Gade Jensen mindes i hvert fald eksalterede ungdomspolitikere fra Venstres Ungdom, som efter valgsejren i 2001 forsikrede, at den ægte Anders Fogh skam stadig var liberalist, så bare vent og se ...
»Jeg tror ikke, der findes en ægte Anders. Han var fuldstændig som andre politikere, opportunist fra start til slut. Eller tag Lars Løkke, hans strukturreformer har ødelagt det borgerlige Danmark. Hvis han havde været kirkeminister, havde han nok jævnet alle landsbykirkerne med jorden, så vi kunne nøjes med domkirkerne.«
Nogen rettroende socialdemokrat har Henrik Gade Jensen alligevel ikke udviklet sig til. Hans efterlysning af en stærk statslig hånd, der kan beskytte borgerne mod deres egen svageligheder, rimer jo forholdsvis godt på Mette Frederiksen. Men han afviser samtidig, som han gjorde det i CEPOS-tiden, den universelle velfærdsstat, som er en af de ypperste trosartikler hos Socialdemokratiet.
»Staten har sluppet grebet om socialpolitikken ved at opgive at skelne mellem værdigt og uværdigt trængende. Det skulle man ikke have gjort, man skulle have holdt administrationen af hjælpen tættere på borgeren, anvendt skøn og konduite mere. Hvis vi ikke skelner mellem værdige og uværdige, får vi offergørelsen som livsstil. Rettighedstænkning er noget, Fanden har skabt, når bortses fra de grundlæggende frihedsrettigheder.«
Endnu et kætteri: Henrik Gade Jensens foretrukne suveræn i skikkelse af Mette Frederiksen har fejlet og svigtet i håndteringen af minkerhvervet. Han stempler sagen som »en skandale«, ironiserer over det milliardbeløb, som nu tilflyder de långivende banker i erstatning, og tilføjer en halvsætning, som hyppigst høres blandt de blå: »Hvis Inger Støjberg skal for en rigsret ...«
Sætningen fuldfører han ikke, måske fordi han kommer i tanke om, at han alligevel har mere brug for Mette Frederiksen som suveræn end som tiltalt i Rigsretten. I hvert fald siger han:
»Hvis blå blok skulle styre os igennem en fremtidig pandemi med stærkt fokus på frihed, ville det jo ende som en massakre. Se, hvordan det er gået i Tyskland, Sverige, Spanien, USA. Det er gået godt i Danmark, nok fordi vi er et homogent folk, og det skal vi være glade for. Vi kan jo se, hvor det kikser – i ghettoerne.«
Afsked med det liberale menneske
Men som anført indledningsvis: Henrik Gade Jensen sætter sin lid til de dygtige borgerlige værdikæmpere. Han er også glad for socialdemokraterne Mattias Tesfaye, Kaare Dybvad og Rasmus Stoklund og for den konservative Naser Khader, men fremhæver blandt de blå især Henrik Dahl fra Liberal Alliance.
Hans opgør med køns- og racismeforskere er noget af det mest påkrævede, siger Henrik Gade Jensen med tilføjelsen, at han virkelig håber, at Liberal Alliance overlever. Jeg påpeger, at Dahl måske svinger en vel stor hammer og generaliserer, hvor man ikke generalisere kan. Jeg anfører, at han har fået trekvart forskerverden på nakken for det, og jeg nævner endda et eksempel på queerforskning, jeg har læst og fået udbytte af.
»Så Dahl har ikke ret i 100 procent, men kun i 90 procent? Ja, ja, men han har det rigtige fokus, og det vil have sin effekt. Selvfølgelig skal man kunne forske i køn, men man skal også kunne forske uden at inddrage køn. Dét er forskningsfrihed.«
Jeg beder Henrik Gade Jensen rangordne de blå partier, så inferiøre de end er i hans tænkning, men spørgsmålet forekommer ham meningsløst.
»Skal Jens Rohde lave udlændingepolitik sammen med Pernille Vermund, det kan man jo slet ikke forestille sig. Hvis Nye Borgerlige bliver næststørste parti blandt de borgerlige, så Ellemann får rollen som tredje hjul ... Nogle gange er det bare bedst, at der er én sejrherre, så man kender retningen, men det er der slet ikke udsigt til.«
Vi får kaffe serveret i krus med aftrykte fotos af min vært i fuldt ornat på den ene side og hvilende i civil i hængekøjen på den anden. Jeg takker for værtskabet, men afleverer også et sidste spørgsmål, som ikke er venligt ment.
Har hans holdninger over årene ikke beskrevet en spektakulær cirkel, hvor han pludselig møder sit gamle jeg og ser det belærende over skulderen? For en halv snes år siden kritiserede han den stat, som vil omfavne hver borger med velfærd. Nu hylder han en statsminister, som under coronakrisen har styret hele landet efter, at velfærdsstaten skulle være intakt fra start til slut.
»Som jeg sagde tidligere, mener jeg, at velfærdsstaten må skelne mellem værdigt og uværdigt trængende. Men jeg indrømmer gerne, at jeg har skiftet holdning. Jeg har overvurderet individets formåen. Der er en liberalistisk illusion om det protestantiske menneske. Mennesket er autonomt og kan kontrollere sig selv og behovsudsætte og være indrestyret. Men det passer ikke. Vi har ladet det være risikofrit at ødelægge sit eget og andres liv.«
– Du har kasseret dit liberalistiske menneskesyn?
»Ja, som universelt og ahistorisk menneskesyn.«
– Som velfærdsstaten har ødelagt?
»Ja.«
– Så er opgaven at demontere noget af velfærdstaten?
»Det er svært at rulle noget tilbage, som så mange er blevet afhængige af, det er en supertanker, der skal vendes. Jeg må indrømme, at jeg er lidt usikker på, om Socialdemokratiet kan nå dertil, at de ser behovet.«
Blå time
Mandaterne mangler, politikken flimrer, og ledelsen er usikker. Hvordan skal de borgerlige komme tilbage til magten? Weekendavisen interviewer blå stemmer om den blå krise.
