»Hvis din far var her nu, ville I så snakke politik eller om, hvordan du har det?« spøger vært, Hassan Preisler.
»De to ting er uløseligt forbundet,« forklarer Inger Støjberg, der har kastet sig ud i det indre arbejde, det er at undgå bitterhed.
»Damer i 40erne, der er bitre, det er bare ikke rart for nogen,« forklarer hun.
Men ligger kimen til den potentielle bitterhed i, at hun betragter det som sit store offer, at hun aldrig fik mand og børn? Og at hun i stedet må leve med hadefulde tilråb, trusler på livet, indskrænket frihed og udvidet sikkerhed? På et miniaturemaleri på væggen på kontoret på »de udstødtes gang« er Inger Støjberg afbilledet som en moderne Jeanne d’Arc med hest, ild og flammende rødt hår.
»Ja, hende gik det jo ikke så godt,« siger hun og henviser den kvindelige franske nationalhelt, det blev brændt på bålet at sine egne.
I denne tid gør den tidligere minister og mangeårige venstre- og folketingsmedlem sig klar til rigsretssagen.
»Det er historisk, men alle, jeg kunne spørge om, hvordan man gør, er døde,« siger hun, der i øvrigt beskriver det forløb, hun skal ind i, som bjergetapen Alpe d’Huez: »Der sidder en hel del kilometer i benene, men hvis jeg bare når op på toppen, så er jeg fuldstændig sikker på, at udsigten så god, at jeg kan se, hvad jeg skal,« siger hun stille.
