Klima. Vi kan ikke nå at reducere CO₂-udslippet nok, men der findes en nødløsning, siger videnskabsfolk. Det er en kontroversiel idé om at skyde kalk op i atmosfæren. Selv det at tale om det kan være skadeligt, mener manden bag.

Det farlige forslag

Det farlige forslag Af Kåre Holm Thomsen

Klimadebattører taler så tit om »hockeystaven«, at man kan få den tanke, at debatten om global opvarmning i virkeligheden er en esoterisk analyse af en ishockeykamp. Men i klimadebatten er hockeystaven blevet billedet på, hvordan den grønne omstilling skal foregå: det første lange stykke tid langsomt, for så at stikke af i fremtiden.

Den voldsomme acceleration et uvist sted ude i fremtiden muliggøres af ny og grøn teknologi, der virkelig kan tage livtag med den globale opvarmning. Sådan lyder i hvert fald den positive udlægning af teorien, som flere politikere til højre og venstre for midten fæster lid til. Ting som power-to-x, CO₂-støvsugere og andre sci-fi-klingende opfindelser. Men for enden af hockeystaven findes også endnu vildere opfindelser. Ting, der slet og ret lyder usandsynlige.

En af dem er et hold forskere i USA i gang med at skabe: De vil blokere solens stråler for at modgå den globale opvarmning. Selv med sin tænkehat ville Georg Gearløs ikke kunne have udtænkt samme plan: Forskerne vil lave en slags solparasol af bittesmå partikler af kalk, der skal køle Jorden ned.

»Man kan skyde partikler og fint støv ud i stratosfæren. Hvis du lægger dem ti til tyve kilometer over Jordens overflade, så bliver de der i to-tre år. Mens de er deroppe, kan de små partikler reflektere solens stråler. Og det betyder, at mindre sol rammer Jordens overflade, og det køler Jorden ned,« siger Frank Keutsch, der er professor i både kemi, ingeniørvidenskab og atmosfærisk videnskab på Harvard University og leder af den amerikanske forskningsgruppe med de store ambitioner.

Der skal satses stort på den vilde idé, mener det største naturvidenskabelige selskab i USA, U.S. National Academies of Sciences, Engineering and Medicine. 100 til 200 millioner dollar, altså omkring en halv til en hel milliard danske kroner, skal kastes efter teknologi, der kan dæmme op for solens energi, anbefaler forsamlingen af USAs ypperste videnskabsfolk. De regner med, at teknologien bliver afgørende for at nå målet om, at temperaturstigningerne på globalt plan skal holdes under 1,5 grader.

Det smarte ved kalk

»Når folk først hører om, hvad jeg laver, så tror de, at jeg er gal,« siger Frank Keutsch grinende til Weekendavisen.

Ideen om at køle jordkloden ned er imidlertid ikke helt ny. Enkelte forskere har længe agiteret for det, blandt andre kemikeren og klimaforskeren Paul Crutzen, der fik Nobelprisen for sit arbejde med at finde menneskeskabte huller i ozonlaget. Inspirationen kommer fra naturen. Gigantiske vulkanudbrud har flere gange i historien spyttet så mange støvpartikler op i luften, at Jorden længe efter udbruddet var målbart koldere. Det skete blandt andet i 1991, da den filippinske vulkan Mount Pinatubo eksploderede. I de efterfølgende 15 måneder var temperaturen på Jorden i gennemsnit 0,6 grader lavere end før udbruddet på grund af de støvpartikler, udbruddet havde hvirvlet op i luften.

Tanken er, at mennesket på samme måde kan tilføre støv til den del af Jordens atmosfære, der hedder stratosfæren. Stratosfæren starter i cirka ti kilometers højde og slutter omkring 50 kilometer over Jordens overflade. I det luftrum har flere forskere overvejet at skabe en form for støvsky, der kunne blokere solens energi. Det nye ved Keutschs idé er det materiale, han vil bruge.

Jeg bliver ofte portrætteret som den onde videnskabsmand, der vil ødelægge naturen. Men jeg vil det modsatte. Jeg vil redde den.

Frank Keutsch, Professor

»Kalk er rigtigt smart,« udbryder han.

»Det ser nemlig ud til at have egenskaber, der gør, at det ikke vil varme stratosfæren op og ikke smadre ozonlaget.«

Kalk reflekterer solens lys effektivt på grund af sin hvide farve. Men kalk har også nyttige kemiske egenskaber, der gør det egnet til at blive sprøjtet ud i stratosfæren ifølge Keutsch. Stratosfæren er i forvejen ret syreholdig, og hvis den bliver mere sur, risikerer det at skade ozonlaget. Kalk er basisk, og det modvirker syren. Før Keutsch har forskere mest overvejet at bruge sulfat, en kemisk forbindelse af grundstofferne svovl og oxygen, til at blokere solens energi med. Men sulfat har uheldige bivirkninger.

»Vi ved, at hvis man bruger sulfat, så blokeres solenergien. Men på samme tid ødelægger det den stratosfæriske ozon,« forklarer Keutsch og henviser til, at det særligt er, fordi sulfatet gør stratosfæren endnu mere syrlig.

»Og derudover varmer sulfatet stratosfæren op, fordi det absorberer solenergien. Energien bliver ligesom fanget.«

Begge dele er skidt for kloden. Ozonlaget beskytter Jorden mod solens UV-stråling, der er stærkt kræftfremkaldende for både mennesker og dyr. Og den ultraviolette stråling kan også skade plantevæksten. Hvis stratosfæren bliver varmet for meget op, så begynder vejrsystemerne at opføre sig anderledes. Og det fører til store ændringer i vejret på jordkloden.

Kalk skader ikke på samme måde stratosfæren ifølge Keutsch. Men egentlig ved han det ikke, for kalk findes ikke naturligt deroppe. Det er også derfor, at han har startet SCoPEx-projektet. Projektets formål er at undersøge, om hans idé udtænkt i et universitært elfenbenstårn ved hjælp af store regneark og matematiske modeller rent faktisk kan lade sig gøre i praksis. SCoPEx er en forkortelse af »stratosfærisk kontrolleret pertubationseksperiment«.

Eksperimentet består i, at Keutsch og hans kolleger vil sende en lille luftballon med måleudstyr og en lille pose kalkstøv op i stratosfæren. Med den vil de måle, hvordan støvet opfører sig i ti til tyve kilometers højde. Reflekterer det solens stråler på den måde, teorien foreskriver? Og sker der noget utilsigtet, når man forsøger at manipulere med naturen?

Ingen ond videnskabsmand

Det med naturen er ret vigtigt for Keutsch. Hans vilde tanker bunder i en reel bekymring for naturen, fremhæver professoren. For ti år siden begyndte han at overveje, hvordan hans ingeniørmæssige evner kunne hjælpe med at redde den natur, han år for år kunne se blive negativt påvirket af klimaforandringerne.

»Jeg bliver ofte portrætteret som den onde videnskabsmand, der vil ødelægge naturen. Men jeg vil det modsatte. Jeg vil redde den,« siger han og uddyber:

»Vi er allerede forbi det punkt, hvor vi kan reducere vores udledninger så meget, at vi kan leve op til Parisaftalen. Selvom folk påstår, at vi godt kan nå målet med rene reduktioner, så tror jeg ikke, at det er muligt. Det betyder ikke, at vi ikke skal reducere CO₂. Det største mål er er reducere emissionerne så hurtigt som muligt. Men det vil ikke være nok.«

Keutsch mener, at der er behov for en mere radikal tilgang, hvis de nuværende klimaproblemer skal løses. På engelsk kalder man tilgangen geoengineering. Det er ideen om, at man ved hjælp af tekniske løsninger kan rette op på nogle af de fejl, mennesket de sidste mange årtier har skabt for klimaet og naturen.

Foto: Johan Rosenmunthe
Foto: Johan Rosenmunthe

»Jeg foretrækker at kalde det klimaintervention. Når du taler om geoengineering, så tror folk, at du har alting under kontrol og forstår alting. Men Jordens systemer er så komplekse, at tanken om, at vi kan kontrollere det, er hybris,« konstaterer Keutsch.

Professoren er meget bevidst om sin tilgangs begrænsninger.

»Jeg sammenligner det her med smertestillende. Det løser ikke problemet på nogen måde, fordi det ikke dulmer årsagen, kun symptomet. Det reducerer ikke klimagasser,« forklarer han. »Når man har en smertestillende, så er faren, at det kan få folk til at tænke, at vi ikke rigtigt behøver at gøre noget ved problemet.«

Trods den kritiske selvrefleksion føler Keutsch tit, at hans projekt bliver misforstået.

»Folk tror, at jeg mener, at det her kunne være en erstatning for alle de klimatiltag, vi har i dag. Det gør jeg ikke, bestemt ikke. I den bedste verden kan det være et supplement. Og måske skal vi slet ikke bruge det,« påpeger han.

Naturfolk slår igen

Samerne i Lapland har ikke misforstået projektet, men derimod gennemskuet det. Det mener Åsa Larsson Blind, der er næstformand for Samerrådet, en organisation, der arbejder for det lille nordiske naturfolks rettigheder i det nordlige Sverige, Norge, Finland og Rusland.

»Vi vil ikke have, at den her teknologi bliver udviklet, normaliseret eller legitimeret nogen steder i verden og slet ikke på samisk territorium.

Åsa Larsson Blind, Næstformand, Samerrådet

»Vi er imod SCoPEx, fordi vi ikke tror på ideen om geoengineering. Ideen går imod vores holdning om, at mennesket skal tilpasse sig naturen, ikke kontrollere den,« siger Blind til Weekend­avisen på en telefon fra Kiruna, den største by i den svenske del af Lapland.

»Geoengineering, særligt geoengineering med solen, handler om, at mennesket skal bestemme over hele kloden, ja selv atomosfæren,« fnyser hun i røret.

Og hvad så? Hvad rager egentlig holdningen blandt et par tusinde rensdyrnomader en forskningsgruppe fra verdens mest anerkendte universitet på den amerikanske østkyst med flere hundrede millioner støttekroner i ryggen?

Alt, faktisk. Sidst i marts betød samernes modstand nemlig, at luften indtil videre er taget ud af SCoPEx. Sammen med svenske Greenpeace og miljøorganisationen Jordens Vänner forhindrede samerne Keutschs kalkballon i at stige til vejrs.

Indtil for nylig samarbejdede professoren med det svenske rumfartscenter, SSC. Eksperterne på SSC er nogle af de bedste i verden til at få forskningsballoner højt til vejrs.

Den ekspertise ville Keutsch udnytte. Planen var, at ballonfærden skulle udgå fra SSCs base i Kiruna. Men hverken de amerikanske eller svenske forskere havde tænkt over, at flyveturen dermed ville foregå over et område, samerne betragter som deres.

Med et brev gjorde samerne den svenske regering opmærksom på, at de slet ikke var blevet hørt i processen. Og så fremhævede de ellers, hvor kontroversiel Keutschs idé var ifølge dem. Og det virkede: Kort tid efter afbrød det statsejede SSC samarbejdet med professoren.

»Testen i sig selv ville ikke have indflydelse på naturen. Men det er ikke derfor, vi protesterede. Testen er lavet og planlagt med det formål at undersøge en teknik, der er et skridt på vejen til at kontrollere solens stråler,« forklarer Blind fra Samerrådet.

»Vi vil ikke have, at den her teknologi bliver udviklet, normaliseret eller legitimeret nogen steder i verden og slet ikke på samisk territorium,« tilføjer hun.

– Forskerne bag teknologien siger ellers, at de udvikler den for at hjælpe klimaet.

»Hah, den har jeg hørt før. I virkeligheden tager det fokus væk fra, hvad der er behov for lige nu, nemlig reduktioner. Det er dem, vi skal fokusere på. Alt andet er kontraproduktivt.

– Det er ikke nok, siger forskerne. Man er også nødt til at tænke over, hvordan man kan køle Jorden.

»Jeg tror, at det er en farlig vej at gå. Jeg ved, at de siger, at det er en mulig plan B. Men lige præcis det vil forhindre os i at gøre det nødvendige. Bare det, at ordet spredes, gør, at Parisaftalen bliver svær at nå.

Farligt i de forkerte hænder

Professor Keutsch mener ikke, at forskningen i sig selv skader naturen. Men han er faktisk enig i dele af samernes kritik. Den blotte vished om hans forskning kan ende med at gøre skade på klimaet, hvis den uprøvede idé kommer i de forkerte hænder.

»Jeg ville ønske, at projektet ikke fik så meget opmærksomhed. Hvis nogen for eksempel ser den her artikel, så kan det være, at de får dårlige ideer,« siger han.

Med »nogen« mener Keutsch politikere og regeringschefer.

»Faren er, at du faktisk ret nemt kan udføre min idé i stor skala. Hvis nu et rigt land pludselig sætter sig for at lave kalkparasollen, så kan de gøre det. De kan bare sende 100 fly op i luften og få det til at ske. Det vil kun tage fem-ti år at få op at stå.«

»Min bekymring er, at hvis klimaet når til et punkt, hvor folk virkelig kræver hurtig handling, så er der i virkeligheden ikke andre hurtige løsninger udover de her ideer om støvparasoller,« hævder professoren.

Men det betyder ikke, at man helt skal opgive at forske i feltet, mener Keutsch.

»Forskningen i, hvad der kan gå galt, tager længere tid, end det tager at bruge den teknologi, man kender nu og her.«

Hvis han ikke laver sin forskning, risikerer det med andre ord at gå galt. Men hvis han udvikler sin idé, så bliver det vel mere sandsynligt, at teknologien tages i brug?

»Ja, det er rigtigt. Men jeg laver altså bare forskning.«

– Er det ikke en ret naiv indstilling?

»Jeg har ikke mulighed for at kontrollere, hvad der sker med mine videnskabelige resultater.«

Side 56