Meningsmålingers resultater er i sagens natur skrevet i sand, og i Italien er de skrevet i fygesand.
Men når ét parti gennem længere tid daler konstant, og et andet stiger, og de befinder sig i samme blok, så er der lagt i kakkelovnen til et opgør.
Det gælder på den italienske højrefløj, hvor landets største parti, Lega, efter alt at dømme snart vil blive overhalet af sin største rival på højrefløjen, Fratelli d’Italia, »De Italienske Brødre«, ledet af Giorgia Meloni.
Partierne udgør sammen med Berlusconis Forza Italia som et mindre, tredje hjul på vognen en højrefløjskoalition, som står til at erobre den politiske magt, hvis der var valg i morgen.
Men hvor Lega er gået i regering under corona-samlingsregeringsleder Mario Draghi, tidligere direktør for Den Europæiske Centralbank og et godt bud på en kommende italiensk præsident, befinder Meloni og Brødrene sig i opposition, og de to partiledere har ikke talt meget sammen siden Draghi-regeringens dannelse i februar i år.
En nogenlunde fotokopi af situationen, da Lega i 2018 stik imod alle løfter til vælgerne gik i regering med Femstjernerne.
Dog med den store forskel, at dengang vandt Salvini og Lega på at gå i regering. Nu taber de, men har intet andet valg, blandt andet fordi partiets store sponsorer i det norditalienske erhvervsliv ønsker Lega med i regeringen, når de vigtige beslutninger skal tages om genopretningen efter corona. Alt det har Giorgia Meloni holdt sig fri af. Og nu begynder enegangen for alvor at betale sig. Ifølge en frisk meningsmåling har Brødrene med 19,5 procent for første gang overhalet socialdemokraterne og er en hårsbredde fra at blive større end Lega og dermed erobre ledelses- og statsminister-kandidaturretten på højrefløjen.
Smædet i en tegneserie
Endnu er alt låst fast af pandemien. Men var den politiske situation i Italien en spaghetti-western, så er vi nu nået dertil, hvor modstanderne diskret åbner for deres dustcoats. Det er i hvert fald svært at forestille sig, at »Kaptajnen« Salvini efter i årevis at have markedsført sig selv som Italiens frelser frivilligt giver titlen fra sig.
Uanset hvad er den 44-årige Giorgia Meloni blevet en politisk leder, som man gør klogt i at holde øje med. I starten synede hun ellers ikke af det store. Og hun lød heller ikke som én, der ville nå meget længere end den romerske bydel, hvor hun blev født, efter at hendes mor i sidste øjeblik havde bestemt, at hun alligevel ikke ville have foretaget en ulovlig abort. Det var i 1977.
Giorgia Melonis første, egentlige gennembrud i 2008 skyldtes da heller ikke så meget hende selv som tegneren Alessio Spataro, der brugte hende som forlæg for tegneseriefiguren La Ministronza Giorgia Mecojoni, »Bettelorten«.
Spataro havde fået øje på det purunge, nyvalgte parlamentsmedlem og nyslåede minister for Ungdom i Berlusconis regering og kunne af en eller anden grund ikke lade være med at tegne hende, mens hun blandt andet førte dybe samtaler med sin egen afføring. En så grænseoverskridende behandling var ingen italiensk politiker blevet udsat for før, i Italien. Ikke i nyere tid, i hvert fald.
»La Ministronza taler tyk romersk dialekt, hun vasker sig ikke, og hun bruger al sin tid på at tale med rotter og have sex med sine beundrere,« lød den anklagende beskrivelse fra det højreorienterede dagblad Il Secolo, som bestemt ikke var begejstret for karikaturen.
Det var venstrefløjen heller ikke. Et hidtil uhørt, blandet kor af protester rejste sig til forsvar for Meloni. For dette var jo ikke Frankrig, hvor man var vant til den slags eksplicitte udhængninger. Tre album nåede Spataro at udgive, mellem 2008 og 2009. Derefter forsvandt han tilbage i mængden af satiretegnere. Men Meloni blev hængende som hende, det var gået ud over. Snydt, som hun synes at være, ud af næsen på en gadehandler på et romersk marked. Rapkæftet og stadig hurtigere på aftrækkeren. I stand til på ingen tid at fylde sig med patos, med stolthed, såret stolthed, løftede pegefingre, vrede, og i næste nu blæse det alt sammen ud over sit publikum som tryllestøv.
»Nu taler de om at fjerne ordlyden ’far’ og ’mor’ fra de offentlige papirer. For familien er blevet en fjende, den nationale identitet er en fjende, kønsidentitet er en fjende. For dem er alt det, som definerer, en fjende. Det er enhedstankens spil, der går ud på at fjerne alt det, som vi er, for når vi har mistet vores identitet og rødder, vil vi ikke længere være i stand til at forsvare vores rettigheder. Det er deres spil. De vil have, at vi kalder os Forældre 1, Forældre 2, LGBT, Borger X, alle sammen koder. Men vi er ikke koder, vi er personer, og vi vil forsvare vores identitet. Jeg er Giorgia, jeg er en kvinde, jeg er en mor, jeg er italiener, jeg er kristen. Det kan I ikke tage fra mig! Det kan I ikke tage fra mig!«
Det var på den store San Giovanni-plads i Rom i oktober 2019, at hun under det sidste store politiske møde råbte sit credo ud over folkemasserne, inden coronapandemien nogle måneder senere pludselig kom og lagde låg på mødeaktiviteten.
Også højrefløjens gamle leder, Silvio Berlusconi, var blandt talerne, i selskab med sin efterfølger på tronen, mødets vært, Lega-leder Matteo Salvini. Men Berlusconi var træt og vrøvlende. Og Salvini havde man hørt sige de samme ting til hudløshed, fordi Salvini de sidste mange år har ført valgkamp, også mellem valgene. Men Meloni var der noget forfriskende over. Det var hende, som solgte flest billetter den dag, kunne man tydeligt mærke. Og det er hun tilsyneladende fortsat med lige siden. Det ovennævnte citat fra hendes tale er for eksempel tilsat danserytmer blevet et hit på de sociale medier med over 11 millioner downloads, samtidig med at vælgeropbakningen i meningsmålingerne er mere end firdoblet på tre år. Et resultat, intet andet højrefløjsparti i Italien har opnået siden Anden Verdenskrig.
Ideologiske rødder
Fremgangen bliver kun mere opsigtsvækkende af, at partiet ikke er mere end ni år gammelt og ved sit første valg i 2013 ikke kom over to procent af stemmerne. Og i særlig grad, fordi De Italienske Brødre må siges at have rødderne dybt plantet i den italienske neofascistiske kultur; de overlevende rester af den italienske fascisme, som jo også inspirerede til den tyske nationalsocialisme. I partiets rækker er der nostalgikere, som engang førte den politiske debat med svingende køller. Nogle af dem løfter stadig armen til fascistisk hilsen, når en gammel »kammerat« stedes til hvile.
Eller når Italiens nyfascister for eksempel én gang om året mindes højrefløjsaktivisten Sergio Ramelli, som blev overfaldet og myrdet af venstrefløjsaktivister i 1975 og siden er blevet gjort til et nyfascistisk ikon med martyrstatus.
»Sergio Ramelli er ikke død. Hans ideer lever videre i os, og i hans navn fører vi kampen for at give et bedre Italien videre til vores børn,« udtalte Meloni i 2017. Da Ramelli blev mindet i år i Milano, blev der løftet omkring 800 arme til »romersk« hilsen. Det var også en »stolt« Giorgia Meloni, som for et par år siden ved trapperne til det ikoniske, fascistiske bygningsværk »Det firkantede Colosseum«, også kendt som Palazzo della Civiltà Italiana, bød den fascistiske diktator Benito Mussolinis barnebarn Caio Giulio Cesare Mussolini (det hedder han, red.) velkommen som sit partis kandidat til EU-valget. Samme Mussolini, som har erklæret, at han »aldrig vil skamme sig« over sin familie. Også et andet Mussolini-barnebarn, Rachele, har en plads i Roms byråd for De Italienske Brødre.
»Det er et efternavn, som forpligter, og jeg bærer det med stolthed,« har hun udtalt.
Der er ikke så megen tvivl om ståstedet og rødderne. Men det er næsten lige så sikkert, at Giorgia Meloni aldrig selv vil blive foreviget med den ene arm strakt ud. Og måske af den simple grund, at hun ikke føler behov for det. Det er også folk blandt publikum, og ikke hende selv, som efterfølgende råber »benzin«, da Meloni på San Giovanni-pladsen fremmanede et par afrikanske migranter, der var beskyldt for at have begået frygtelige forbrydelser, og sluttede af med et:
»De kommer her og siger, at hvis de voldtager og myrder vore børn, er det, fordi vi giver dem lov til at gå ud alene. Sådan noget sker kun i Italien. Du skal tage hjem til dig selv!« Hun giver bolden op, men lader klogeligt andre svinge køllen nede i rækkerne.
I Melonis netop udkomne, storsælgende selvbiografi, som oversat har titlen Jeg er Giorgia. Mine rødder. Mine ideer, skriver hun, at »jeg er ikke bange for at sige, at jeg ikke dyrker fascismens kult«.
Hvilket jo ikke nødvendigvis betyder, at hun har et problem med, at andre forsøger at holde den i live. Og så bliver man ellers i selvbiografien og i de tilhørende interviews underholdt med, at hun førsøgte at brænde familiens hjem af, da hun var tre, at hun blev mobbet i skolen, fordi hun var tyk, at hun er vokset op uden sin far, som hun foragtede, fordi han lod sin familie i stikken, at hendes forhold til Salvini og Berlusconi er ren politik og intet personligt, og at hun ikke tror på søstersolidaritet og heller ikke på kønskvotering, fordi hun ikke vil »behandles som en panda«.
»Jeg er klar til at regere,« siger hun og lader forstå, at der ikke vil blive noget at rafle om, hvis Brødrene bliver større end Lega.
»Det har altid været sådan på højrefløjen, at det parti, der får flest stemmer, også leverer statsministeren.«
Hendes svoger Francesco Lollobrigida, der tilfældigvis også er gruppeformand for partiet, er heller ikke i tvivl: »Den aftale gjaldt, da vi kun fik 1,9 pct. af stemmerne, og hvorfor skulle den ikke gælde nu, hvor vi har fjernet kommaet og står til 19 procent?«
