Leder. Flere af de ting, regeringen drømmer om, er allerede prøvet, herunder oprettelsen af lokale læreruddannelser. Udfordringen er, at de fleste helst vil studere i de store byer.

Danmark for alle

Danmark for alle Af Martin Krasnik

MED planen om en storstilet omkalfatring af landet kan ingen være i tvivl om, at regeringen mener det alvorligt. I egen optik har den indtaget magten for at beholde den længe og føre en stærkt ideologisk politik med store konsekvenser. Tænker man, at regeringens coronahåndtering var udtryk for sammenfald af omstændigheder, bør man læse statsministerens interview i ugens avis. Hun vil gøre op med den »utrolig apatiske tilgang«, der har præget dansk politik siden 1990erne, siger hun. Lektien fra coronakrisen »bør animere os til at tage de næste store beslutninger om, hvilket samfund vi vil være«. Når hun taler om en »tiårsplan« for Danmark, har det utvivlsomt flere betydninger. Hun vil selv føre opgøret med globalisering, centralisering og uddannelsessnobberi til ende.

SOCIALDEMOKRATISME i den aktuelle form er udtryk for en længsel efter fortiden. Statsministeren og hendes ministre drømmer virkelig om det Dan­mark, du kendte, hvor socialklasserne lå nogenlunde fast, de muntre arbejdere gik ned på fabrikken om morgenen og hjem, når fløjten lød, og folk blev boende sådan nogenlunde, hvor de blev født. De ser det som deres ansvar at gennemføre langsigtede samfundsplaner med en høj grad af detailstyring. Man kan fore­stille sig en slags socialdemokratisk Matador med landets byer som felter, og alle chancekortene handler om udlændingepolitik.

SKAL vi ikke først minde om, at når unge mennesker fra landdistrikter og købstæder vil til Aarhus og København for at studere, er det udtryk for en mobilitet, som Socialdemokratiet tidligere har ønsket og opmuntret til. Fortidens livlige købstæder var jo ikke mindst et tegn på, at folk ikke flyttede sig og heller ikke kunne forestille sig et andet liv. At der i dag bor næsten to millioner mennesker i hovedstadsregionen, som samtidig driver landets økonomi, er et positivt resultat af den frisættelse, globaliseringen har medført. Unge mennesker kan udleve deres drømme. Det er godt. Og det vil skade hele landets økonomi, hvis man prøver at dreje tidens tandhjul baglæns.

LANDET ligger, hvis man spørger statsministeren, som hendes forgængere har redt, og trods hendes bastante formuleringer er der naturligvis flere rigtige ting i hendes analyse. Der var for længe en tro på, at vi alene kan leve af kreative indfald, udtænkt på nye, finurlige uddannelser. Vi har stadig en enorm udfordring, når det gælder social mobilitet og uddannelse af hele befolkningen, og problemet går hele vejen ned gennem folkeskolen. At få hele uddannelsessystemet – fra første klasse til de videregående uddannelser – til at passe med virkelig­hedens arbejdsmarked er helt afgørende og en stor politisk opgave.

EJ skal der herfra lyde kritik, hvis det er det, regeringen vil gøre. Det er godt at gøre op med tanken om otte universiteter, der alle sammen kan det hele. Det er også positivt at sikre en folkeskole, der både kan uddanne bogorme og arbejdsmænd. Og det er for alt i verden godt, hvis regeringen kan styrke den sociale mobilitet ved at uddanne bedre pædagoger og lærere. Men det er uddannelsespolitik, ikke nødvendigvis regionalpolitik. Flere af de ting, regeringen drømmer om, er allerede prøvet, herunder oprettelsen af lokale læreruddannelser. Udfordringen er, at de fleste helst vil studere i de store byer.

BYGGES et mere sammenhængende land ikke med denne centralistiske tilgang – hvordan så? Et seminarium i Slagelse flytter jo ikke noget, hvis ingen unge gider bo der. Hvordan bliver landets store købstæder fremover attraktive at bo i? Det sker bedst med initiativer fra Holbæk, Næstved og Svendborg til Sønderborg, Fredericia og Herning: Der er talrige gode eksempler på samarbejde med uddannelsesinstitutioner og virksomheder, som er forankret i byen selv. Politikere, der får frihed til at udvikle deres byer selvstændigt. Rigtig decentralisering, slet og ret.

Læs også, hvordan Kaare Dybvad Bek vil gøre provinsen stor igen

Side 14



        



Skribenternes avis

Morten Beiter

Marta Sørensen

Klaus Rothstein

Tine Eiby