}
Ufomani. I seks årtier har Bo Bjørnvig haft blikket rettet mod himlen. Nu er resten af verden også begyndt at kigge op. Hvorfor har vi pludselig fået ufoer på hjernen – og hvad er det, de gør ved os?

Et liv med UFOer

Et liv med UFOer Af Bo Bjørnvig

Ufoer gør noget ved folk. Som den amerikanske astronom J. Allen Hynek skrev tilbage i 1980erne, så har udsigten til at møde ikkejordiske intelligente væsener det med at »overophede menneskets mentale kredsløb og sprænge sikringerne i sindets beskyttelsesmekanismer.« Jeg har selv oplevet om ikke sprængte sikringer, så overophedede, for tanken om, at vi ikke er alene, er fascinerende og rystende. Ja, man kunne med god ret sige, at jeg er inhabil, når det gælder ufoer, for jeg har været optaget af dem hele mit liv. Men det betyder også, at jeg kender mine lus på travet.

Min egen ufovækkelse indtraf, da jeg var 16 og i sommerferien faldt over en engelsk paperback med titlen The Report on Unidentified Flying Objects, skrevet af den amerikanske officer Edward Ruppelt, der i mange år ledede det amerikanske militærs første ufoindberetningskontor, Project Blue Book – og i øvrigt fandt på udtrykket »ufo«. Jeg lærte engelsk i løbet af de uger, det tog mig at kæmpe mig gennem bogen, som i dag regnes for en klassiker.

I gymnasiet mødte jeg en lidelsesfælle, og vi gik op i en højere åndelig spiral og nåede også at blive nervøse for, hvordan vi mennesker ville klare mødet med en overlegen intelligens. Jeg blev bange, mens min ven fastholdt, at fik han chancen, tog han gerne med en ufo ud i rummet. Som partner in crime var han uvurderlig, uden sådanne er man fortabt i en verden fuld af normale mennesker. Jens Adser Sørensen hed han, æres den som æres bør.

Jeg studerede historie og litteratur og tog mine eksamener, men svigtede ikke ufoerne og sendte en lang artikel om emnet til Information. Efter nogen tid kom et nærmest undskyldende brev fra kulturredaktøren, som skrev, at deres videnskabelige medarbejder Tor Nørretranders netop arbejdede på en artikel om emnet, og derfor kunne de ikke trykke min ellers interessante artikel. Tor skrev aldrig sin lovede artikel.

Senere kunne jeg bruge dele af den i en større artikel i dette blad, selvom det tog hårdt på den daværende chefredaktør, Peter Wivel, at det skulle overgå ham at se den slags trykt i sin avis. Når han introducerede mig for nye folk, yndede han at tilføje, at jeg troede på ufoer. Så stod vi mere lige. Ligesom jeg lærte at holde mund med min mening om mine omgivelsers marxistiske bragesnak – undtagen når jeg havde fået lidt at drikke – undgik jeg også at bringe ufoemnet på bane.

Ufomani

Senere fik jeg et større publikum og ovenikøbet penge for det, nemlig som lærer på Krogerup Højskole. Jeg underviste blandt andet i Europas okkulte kulturhistorie og havde ikke lærerkollegiets uforbeholdne opbakning, og slet ikke digteren og kommunisten Erik Knudsens, han mente, det var en skændsel, at skolen underviste i den slags. Og skrev et langt brev til forstander Søren Bald om, at når han ikke deltog i skolens 40-års jubilæum, skyldtes det blandt andet det forfald, min undervisning var udtryk for.

Forstanderen viste mig brevet, og Knudsen og jeg udvekslede herefter flere pamfletter, som gik over det lokale postkontor, selvom vi boede kun to huse fra hinanden.

Men eleverne var med, og jeg fik påbud om, at jeg frit kunne vælge mine emner, men det mystiske var fast pensum. Og senere betroede flere lærere mig deres egne okkulte oplevelser.

Ligesom med marxismen vandt fornuften til sidst.

Efter en ufolektion så eleverne ufoer overalt, og jeg måtte hive dem ned på jorden: »Nej, det dér er ikke en ufo, det er et fly, der har landingslyset tændt. Når vi ikke kan høre det, er det, fordi vinden bærer væk.«

Jeg har aldrig selv set en ufo, desværre. Og måtte efterfølgende forklare eleverne, at der ingen fysiske beviser er. Kun radaroptagelser fra fly og fra jorden ligner en slags »bevis«. Sådan er det også i dag.

Fascinationen af ufoer gælder alt andet lige spørgsmålet: Er der tale om rumskibe eller sonder styret af fremmede intelligenser, og udgør de en trussel?

Når »ufotilhængere« uskyldigt påstår, at dét ikke er det centrale; at de blot ønsker at opklare alt det mystiske, der foregår på himlen, så er det udenomssnak, og det er der meget af.

Journalisten Gideon Lewis-Kraus beskriver i en dybdeborende ufoartikel i majudgaven af magasinet The New Yorker sin oplevelse af møder med ufointeresserede: »Jeg begyndte interviewene med kilder, som syntes klarttænkende og forsigtige og (...) insisterede på, at de kun var interesseret i kritisk at undersøge data (...) og om objekterne var rumskibe eller droner eller skyer, det vidste vi ikke. For en time senere at afsløre for mig, at aliens havde levet i hemmelige baser under havet i millioner af år, havde genetisk ændret primaterne til at blive vores forfædre og havde lært sumererne at tælle.«

Faktum er, at der ingen beviser er. Ingen metalstykker, der ikke kunne være lavet på Jorden, og heller ingen fotos eller film, som helt sikkert viser ufoer, de er alle grynede og taget langt fra. Som Elon Musk konstaterede forrige uge, så er billedkvaliteten af fotos og film steget voldsomt, uden at ufobillederne er fulgt med, de er stadig lige utydelige.

Vores egen ufoorganisation SUFOI, Skandinavisk UFO Information, har efter 50 års undersøgelser konkluderet, at ufooplevelser kan forklares ved en kombination af »psykologiske, sociale og kulturelle forhold i kombination med fejlperception«.

Dømt til at skuffe

Ufoer har delt vandene og fostret en særlig gruppe forskere, de såkaldte ufo-debunkers, som bruger megen af deres tid på at gendrive alle påstande om ufosyn: En af de første var astronomen Donald J. Menzel, der ofte vittigt pillede ufohistorier fra hinanden, og den nuværende Mick West, medlem af Committee for Sceptical Inquiry, en forskningsorganisation, der bekæmper konspirationsteorier og uvidenskabelige påstande. For dem er ufoer det rene opspind.

Men ufoskeptikerne kan også komme langt ud i deres argumentation som denne »forklaring« på et ufosyn i den store videnskabelige Condon-rapport: »Dette usædvanlige syn bør derfor tilhøre den kategori af næsten sikre naturlige fænomener, som er så sjældne, at de øjensynligt aldrig er blevet rapporteret før eller siden.«

Skeptikerne har dog ret i en afgørende indvending: Der er ingen rygende pistol. Men er radar- og filmoptagelserne ikke bevis nok?

Nej, de beviser kun, at der er noget, som afsætter et radarspor på film.

Men når objekterne på radarfilm også ses af, hvad man kalder troværdige vidner, beviser det så ikke noget?

Jo, at der er noget, som både kan ses med det blotte øje og på radar. Men heller ikke mere.

Det er dybt frustrerende, og derfor opgav jeg på et tidspunkt at undersøge emnet nøjere. Der var ikke mere at komme efter, andet end at den vedvarende strøm af piloters indberetninger om ufomøder og radaroptagelser manede en smule til eftertanke.

I løbet af juni vil de amerikanske myndigheder, efter politisk pres, offentliggøre en rapport, som skal indeholde alt det ufomateriale, som de amerikanske myndigheder ligger inde med, men der vil næppe være noget at hente, hverken i rapporten eller i den efterfølgende kongreshøring. Desuden bliver det hele nok udsat, ifølge Washington Post, for det bliver den slags rapporter for det meste. Når rapporten endelig er blevet afleveret til Senate Select Committee on Intelligence, kan der gå en rum tid før den bliver offentligt tilgængelig, og derudover kan den indeholde hemmelighedsstemplede bilag.

Ifølge The New York Times’ kilder analyserer rapporten 120 UAP-hændelser (UAP står for »unidentified aerial phenomena«) uden at konkludere, hvad det kunne være, kun at der ikke er tale om avanceret militært udstyr fra fremmede magter.

Hvilket var et af de spørgsmål, rapporten skulle besvare: Var USAs sikkerhed truet?

Hvad havde man forventet? At rapporten ville påvise, at Jorden fik besøg of fremmede intelligenser? Det lå i luften, at noget sådant sensationelt var på vej, men hvem troede virkelig på det? Dels skulle myndighederne så indrømme, at de havde holdt offentligheden for nar i mange år, dels skulle de kunne levere et skudsikkert bevis. Ingen af tingene vil ske.

En lille trøst for de forventningsfulde kunne være, at rapporten heller ikke udelukker, at der kan være tale om fremmede intelligenser.

Hvis det er en trøst. Astrofysikeren Stephen Hawking frygtede mødet: »Hvis ikkejordiske ringer os op, tag ikke telefonen, i det mindste ikke uden dybe overvejelser.« Hans argument er enkelt, og mange deler synspunktet: »Mødet med en avanceret civilisation kunne forløbe, som da de indfødte amerikanere mødte Columbus – det gik ikke så godt.«

Andre siger, at hvis de allerede er her, må de være fredelige, ellers ville de have vist sig eller gjort det af med os for længe siden.

Har vi ramt et dødvande? En mulig vej frem er fremlagt af ekspert i kunstig intelligens Lance Eliot, der ser selvkørende bilers kameraovervågning som løsningen – der vil komme millioner af dem på vejene, og de optager konstant og vil kunne fange ethvert ukendt objekt.

En ny vækkelse

Men hvorfor denne pludselige interesse for ufoer?

Det startede, da den undersøgende journalist Leslie Kean i 1999 fik tilsendt et eksemplar af en rapport skrevet af tidligere franske generaler og videnskabsfolk, Les OVNI et la Défense, ufoerne og forsvaret. Den analyserede en række ufohændelser og konkluderede, at en lille procentdel var uforklarlige, og når man tog radaroptagelserne af objekternes »intelligente« manøvrer og deres elektromagnetiske påvirkninger i betragtning, mente skribenterne, at den »ikkejordiske hypotese« var den mest logiske forklaring.

Det vakte Kean, som de næste mange år forsøgte at skille fakta fra fantasi. Med held – hun fik som journalist og forfatter til bøger om ufoer ry for at være seriøs, men først da hun i en stort opsat artikel i The New York Times i 2017 afslørede, at det amerikanske forsvarsministerium i al hemmelighed fra 2007 til 2012 havde brugt 22,5 millioner dollar på projektet AATIP, Advanced Aerospace Threat Identification Program, som undersøgte ufoindberetninger, skete der for alvor noget.

Det var opsigtsvækkende, for officielt havde militæret nedlagt ufoefterforskningsprojektet Project Blue Book, der havde kørt siden 1952. Det skete i 1969, året efter at den over tusind sider lange videnskabelige Condon-rapport anbefalede at afslutte enhver ufoefterforskning. Under ledelse af en udbryder fra rapportens forskerteam, astronomen J. Allen Hynek, fortsatte indsamlingen af ufodata herefter i privat regi, men nu kom det altså frem, at militæret i det skjulte havde genoptaget efterforskningen.

Der var nok at tage fat på, især flådens piloter så jævnligt ufoer, for eksempel det kendte »Nimitz encounter« fra 2004: Under en flådeøvelse i lukket område ud for Californiens kyst registrerede en avanceret radar uidentificerede objekter flere gange i løbet af en uge, hvorefter to fly blev sendt afsted, og ét optog objektet på radar. Begge piloter så en »tic tac«, et pastillignende objekt, 10-15 meter stort.

Keans artikel fra december 2017 medførte et stemningsskift, og godt et år senere ændrede flåden retningslinjer for piloterne, som blev opfordret til at indberette ufosyn »uden at frygte hån eller censur«.

Der kom et øget politisk pres for, at militæret skulle offentliggøre, hvad det lå inde med af ufomateriale, især efter at Pentagon i 2020 bekræftede autenticiteten af en række lækkede ufooptagelser fra jagerfly. Samme år nedsatte man Unidentified Aerial Phenomena Task Force, som skulle »opdage, analysere og katalogisere UAPer (Unidentified Aerial Phenomena), som kunne være en potentiel trussel mod USAs nationale sikkerhed«. Den 26. december 2020 blev det ved lov, »Intelligence Authorization Act for 2021 fiscal year«, påbudt at alt ufomateriale, som militæret, FBI og efterretningstjenesten lå inde med, skulle analyseres og fremlægges i en rapport inden 180 dage – altså her i slutningen af juni 2021.

Bag den ændrede indstilling til UAPer – som man i dag officielt foretrækker at kalde ufoerne – lå en række initiativer fra ledende politikere i Kongressen og Senatet – senatorer som Marco Rubio og Ted Stevens, senatsleder Harry Reid, og John Podesta, Clintons tidligere stabschef og senere rådgiver for Obama. Podesta inviterede således i 2014 ovennævnte Leslie Kean til Det Hvide Hus til en briefing.

Obama har selv udtrykt interesse for sagen, især efter han trådte tilbage, og i maj sagde han på The Late Show With James Corden: »Når det gælder rumvæsner, er der nogle ting, jeg simpelthen ikke kan fortælle dig, mens vi optager.« Obamas efterfølger Trump viste derimod ingen større interesse.

Rumforskningen baner vej

Der kom mere ved på ufobålet, da tidligere flådepilot løjtnant Ryan Graves i det seriøse tv-program 60 Minutes i foråret berettede om, at han og andre piloter gennem flere år jævnligt observerede ufoer, efter de i 2014 fik installeret mere avancerede radarsystemer. Og igen her i foråret bekræftede Pentagon, at en lækket ufovideo var autentisk.

Sådan ligger landet i dag. Leslie Kean fortæller New Yorker-journalisten Gideon Lewis-Kraus, hvor mærkeligt det var efter 2017-artiklen ikke mere at blive gjort til grin, hvis hun i et selskab talte om ufoer.

En pilot fortæller, at han ligefrem fik en undskyldning af sin overordnede: »Jeg læste om Nimitz, og jeg vil gerne sige, jeg er ked af, at jeg kaldte dig en idiot.«

At omkring en tredjedel af amerikanerne mener, at ufoer er rumskibe, hører med til billedet. Man kan ikke udelukke, at politikerne bag kravet om en undersøgelse har følt et folkeligt pres.

Nok så afgørende er, at udforskningen af rummet har beredt vejen, som astronomen Anja Andersen forklarede i Deadline i sidste uge: De seneste årtiers opdagelse af, at næsten alle stjerner i Mælkevejen er omkredset af planeter, hvoraf nogle er jordlignende, har gjort teorien om ikkejordisk liv i universet meget sandsynlig. Det har helt sikket smittet af på ufointeressen, og det samme gælder Harvard-astrofysikeren Avi Loebs teori om, at et flere hundrede meter langt objekt, døbt »Oumuamua«, som passerede Jorden i 2017, er af fremmed oprindelse, fordi måden, det bevægede sig på, ikke kunne forklares. Det er blevet gendrevet af flere forskere, men Loeb fastholder sin teori i en artikel fra februar i år.

Når jeg ser tilbage på et liv med ufoer, er det med en vis skuffelse over, at vi ikke er kommet nærmere en afklaring. Måske får vi aldrig besøg fra rummet, men spørgsmålet om, hvordan et møde med en fremmed intelligens vil forløbe, kan alligevel vise sig at være vigtigt – for eksempel i mødet med den kunstige intelligens, som en del forskere mener snart vil overgå vores egen. På den måde kan ufoerne betragtes som øjenåbnere til fremtiden.

Side 47



        



Skribenternes avis

Morten Beiter

Marta Sørensen

Klaus Rothstein

Tine Eiby