Kommentar. I Danmark klynker man sig til anerkendelse.

Syge plejersker

Offentligt ansatte kommer til at nedgøre sig selv, når de skal gøre opmærksom på, hvor uundværlige de er. Tag for eksempel Danmarks 80.000 sygeplejersker. De er med til at få hjulene til at dreje rundt, og under coronakrisen blev de udråbt til helte. Men så snart heltene skal kæmpe for bedre arbejdsvilkår, vælger de en strategi, der fremstiller dem selv som inkompetente. I Danmark går den faglige kamp ikke igennem den faglige stolthed eller vigtighed for samfundet. I stedet reklamerer man for sin egen skrøbelighed.

Sygeplejerskerne vil have mere i løn, og hver en krone skal være dem vel undt. Derfor stemte de i foråret nej til et overenskomstforslag, og en varslet strejke i dag er nu udsat, mens sygeplejerskerne vurderer et nyt mæglingsforslag. Som faggruppe har de længe fulgt en strategi om at synliggøre deres arbejdsvilkår. I december ville sygeplejerskerne for eksempel protestere over, at de med 72 timers varsel blev flyttet fra deres faste afdelinger til midlertidigt oprettede covid-afdelinger i Region Hovedstaden. Tillidsrepræsentanten på Rigshospitalet var ikke tilfreds:

»Vi oplever rigtig meget, at sygeplejersker er udpeget til at stå i beredskab, som de ikke har meldt sig frivilligt til. Det presser et hospitalsvæsen, når sygeplejersker bliver presset ud i noget, som de ikke føler sig kvalificeret til, ikke føler sig parate til eller ikke føler, at de kan få til at hænge sammen med deres privatliv.«

Man skulle ellers tro, at det i en pandemi gav god mening at flytte sundhedspersonalet hen, hvor der er mest brug for dem. Så meget for at påtage sig en samfundskritisk funktion. I samme artikel hos Danmarks Radio fortalte en nyuddannet sygeplejerske:

»Jeg vil rigtig gerne hjælpe, men jeg har ikke kompetencerne. Jeg kan ikke behandle folk med ilt, hvis jeg ikke ved, hvordan iltapparatet virker. Jeg ved ikke, hvor medicinskabet er, og jeg er ikke sikker på, jeg kan dosere medicinen korrekt. Jeg ved faktisk ikke engang, hvordan jeg tager de her værnemidler på, som beskytter mig mod at blive syg.«

Også pædagoger og skolelærere har forsøgt sig med samme disciplin. I et velfærdssamfund med det erklærede mål at holde hånden under de svageste er der større lydhørhed over for argumenter om svaghed, ikke om styrke. Hvis du vil have mere i løn, skal du ikke fortælle, hvor god du er til det, du laver.

Fortæl, at du er udbrændt, stresset, sygemeldt, nyuddannet, men allerede på sammenbruddets rand. BUPL – hvis medlemmer blev hjemsendt med løn – førte efterfølgende kampagne for at få forældre til at holde børnene hjemme, selv om institutionerne ifølge myndighederne skulle holdes åbne. Pædagogerne var bange og utrygge, lød det. Er der nogen, der gider ringe til en voksen?

At appellere til barmhjertighed ved at krænge sine inderste, sårede følelser ud i offentligheden er uværdigt. Sygeplejersker og pædagoger er lavtlønnede, ikke indiske gadebørn.

Sammen med mange andre faggrupper har de opretholdt afgørende samfundsfunktioner under nedlukningerne. Når nu arbejdet er så vigtigt, hvorfor så ikke slå et slag for den faglige styrke og værdighed?

Læs også Jørgen Grønnegårds analyse, om hvordan dansk Sygeplejeråd igen kæmper en svær kamp for at bryde det offentlige lønhierarki.