Leder. Konflikten mellem Israel og palæstinensere bliver diskuteret, som var det en fodboldkamp. Man holder med det ene eller det andet hold. Det er ulideligt.

Israel får ikke fred uden et svidende jødisk og palæstinensisk selvopgør

ISRAEL møder aldrig sine arabiske naboer på fodboldbanen, og da slet ikke palæstinenserne. Israel bliver boykottet af dem allesammen, hvorfor israelerne spiller med i de europæiske slutrunder. Men konflikten mellem Israel og palæstinensere bliver alligevel diskuteret, som var det en fodboldkamp. Man holder med det ene eller det andet hold. Hepper på den ene og sviner den anden til. I Østrig flager de med det israelske flag på offentlige bygninger. I FN fordømmer de sædvanlige kræfter Israel ensidigt. På den danske højrefløj udtrykker man ukritisk støtte til Israel, fordi de arabiske stater er værre. På venstrefløjen opfordres til boykot af den racistiske, israelske slyngelstat. Det er ulideligt.

FÅR man indtryk af en konflikt, der ikke rykker sig ud af stedet, skyldes det ikke mindst, at de stridende parter er Hamas og en regering under ledelse af Benjamin Netanyahu. De har været hinandens gensidige forudsætning lige siden Netanyahus første valgsejr i 1996. Det kaster et klargørende lys over de aktuelle begivenheder at minde om, hvad der skete ved dette skæbnevalg. Efteråret forinden havde en jødisk fanatiker myrdet Yitzhak Rabin, Arbejderpartiets premierminister, i raseri over fredsforhandlingerne med Arafat og udsigten til en palæstinensisk stat på Vestbredden med hovedstad i Østjerusalem.

IKKE så snart var Rabin begravet, før hans afløser, Shimon Peres, fortsatte forhandlingerne. Attentatet svækkede højrefløjen og styrkede fredsbevægelsen. Det var hér, Hamas kom ind i billedet. På kort tid udførte bevægelsen det ene terrorangreb efter det andet: Fire målrettede angreb dræbte over 60 israelere i busser, ved stoppesteder og på gaden. Få uger efter sendte Hizbollah byger af raketter ind i Israel, hvilket igangsatte et blodigt og mislykket israelsk modangreb.

FRED mellem parterne, ja, blot forhandlinger om et kompromis blev mødt af massiv terror. De israelske vælgere reagerede i vrede og panik ved at fravælge Peres og give magten til Netanyahu, der vandt med få tusinde stemmer. Således opstod et forfærdeligt politisk partnerskab: Modstandere af kompromis på begge sider har holdt hinanden i skak og ved magten. Da Arbejderpartiet kortvarigt genvandt regeringen og forsøgte med nye forhandlinger, skete det igen: En bølge af palæstinensisk terror druknede fredsbevægelsen i blod, blot i 2001 blev der udført 40 terrorangreb på Israel.

UDEN at forklejne Israels ansvar eller besættelsens årelange undertrykkelse af palæstinenserne, bør det være muligt at påpege dette: Fredsbevægelsens endeligt og særligt de unge generationers svundne vilje til kompromis skyldes i høj grad denne terror. Israelerne, der siden landets grundlæggelse har været omgivet af fjender, turde ikke længere vove pelsen. Derfor stemte de igen og igen på Netanyahu. Det hjalp ikke, at Hamas tog magten i Gaza og indførte et islamistisk regime, som har afvist enhver form for aftale, der forudsætter en jødisk stat. Der er naturligvis åbenlyse forskelle på Netanyahu og Hamas, det burde være indlysende, men de har til stadighed bekræftet hinandens positioner. Når de har været svækket som i den aktuelle situation, har de fundet den velafprøvede drejebog frem: en anledning til optrapning, raketter, invasion, beskyldninger om disproportional vold, massakrer, brug af civile skjold og så videre. Og verden følger troligt med.

ET forfærdeligt resultat af Netanyahus greb om magten har været hans alliance med Israels nationalreligiøse grupper, herunder bosætterne. Netanyahus far var en af hovedkræfterne i den revisionistiske bevægelse, der før Anden Verdenskrig insisterede på, at zionismens mål var en jødisk stat i hele det bibelske land baseret på religion. Netanyahu har ladet nationalreligiøse kræfter tage stadig mere magt, udbygge bosættelser, kolonisere Østjerusalem, herunder den omstridte bydel Sheikh Jarrah, undermineret forholdene for statsborgere med palæstinensisk baggrund og indført en basislov, der udelukkende nævner jødiske værdier og rettigheder, herunder jødisk bosættelse som en kerneværdi, og ikke det store arabiske mindretal eller besættelsen med et ord.

SVIDENDE er fredsfløjens nederlag. Ved det nylige valg fik Arbejderpartiet og venstrefløjspartiet Meretz tilsammen skaldede 13 mandater, hvilket endda var en fremgang. I de 24 år, der er gået siden Netanyahus første valg, har Israel udvidet koloniseringen, så der i dag er 280 bosættelser med 600.000 bosættere; et ideologisk projekt, der skal umuliggøre en palæstinensisk stat. Ved samme valg fik Det Nationalreligiøse Zionistparti lige så mange mandater som Arbejderpartiet, et parti, der vil indføre bibelsk lovgivning, adskille jøder og arabere og fratage arabiske statsborgere i landet rettigheder. Her er betegnelsen apartheid for venlig. I desperation efter at blive ved magten vil Netanyahu give selv disse fascistoide kræfter indrømmelser.

JØDISK overhøjhed som bærende princip er naturligvis ikke foreneligt med demokrati. Netanyahus og højrefløjens tilgang har været, at demokratiet må vige for udbyggelsen af en etnoreligiøs stat, der for evigt må besætte palæstinenserne og behandle arabiske statsborgere som andenrangs. Det er derfor, demokratiet under Netanyahu har lidt så stor skade, og derfor logisk, at han er endt som en desperado, der risikerer fængsel, hvis han ikke holder sig på magten.

OG hvad har det at gøre med den aktuelle situation? Den jødiske bosættelse i Østjerusalem er en fortsættelse af den kolonisering, der har fundet sted i flere år. Hamas har blandet sig ved at fyre raketter mod Jerusalem og Tel Aviv i et omfang, som Israel måtte reagere kraftigt på. Er reaktionen uden proportioner? Det er nemt nok at påstå, særligt på lang afstand. Men konflikten passer Netanyahu godt. For to uger siden stod han til at ryge endeligt ud af israelsk politik. Nu har volden givet ham en ny chance.

PALÆSTINENSISK modstand mod israelsk besættelse og forskelsbehandling er forståelig. En årelang og konsekvent dårlig behandling af palæstinenserne, særligt på Vestbredden, men også i selve Israel, er selvfølgelig ikke bæredygtig og vil føre til sammenbrud på sammenbrud. Men israelernes mistro til palæstinenserne burde være lige så indlysende. Landet har været under angreb siden oprettelsen; forsøg på kompromis er blevet mødt med angreb. At påstå, at jøderne, på grund af deres særlige erfaring med udryddelse og undertrykkelse, burde være mere fintfølende i deres omgang med deres modstandere eller ligefrem gør sig skyldige i at behandle palæstinenserne »lige så slemt«, er udtryk for en særlig stupid og ondartet analyse af konflikten. Det er det paradoksale: Begge parter har mere ret, end nogen af deres kritikere i omverdenen vil indrømme dem.

SELVOPGØR af fundamental karakter på begge sider er en forudsætning for at komme ud af denne dødedans. I Israel var der utroligt nok ved at ske noget: Flere kompromissøgende partier, herunder et nyt arabisk parti, diskuterede muligheden for en samlingsregering med det mål at komme af med Netanyahu. Unge israelske arabere identificerer sig i stigende grad som israelere på trods af de urimeligheder, de møder. I det seneste år har israelske medier været fulde af historier om arabiske læger og sygeplejerskers indsats under coronakrisen. På Vestbredden er palæstinenserne – stadig under israelsk besættelse – nedbøjede over det korrupte, uduelige selvstyre, ledet af præsident Abbas, der aflyste det planlagte valg af frygt for at tabe. Befolkningen i Gaza lever under et islamistisk rædselsregime, de nok helst vil være foruden. Det er sket før, at befolkningerne har støttet politiske ledere, der har erkendt, at de andre findes og bliver, hvor de er. Israelerne må erkende, at deres eget liv bliver bedre af at tilstå naboerne værdighed og lige rettigheder. Og palæstinenserne skal indse, at Israel er og bliver et land i Mellemøsten, som ikke flytter sig eller ophører med at være jødisk.

Find frem, læs eller genlæs Weekendavisens tidligere ledere i oversigten her.