Nyheden var omhyggeligt forberedt til de otte arktiske udenrigsministre og repræsentanter fra de arktiske folkeslag forud for et ministermøde i Arktisk Råd torsdag i Reykjavik.
Et sådant møde afholdes kun hvert andet år. Tilmeldt på forhånd var både USAs udenrigsminister, Antony Blinken, der som bekendt kom fra København, og Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, der på sin nations vegne skulle overtage formandskabet for Arktisk Råd.
Tilmeldt var også vores egen udenrigsminister, Jeppe Kofod, og Pele Broberg, ny naalakkersuisoq eller landsstyremedlem for handel, erhverv, klima- og udenrigsanliggender i Grønland.
Forskergruppen bag det seneste nye havde klausuleret deres data, så intet var offentliggjort før torsdag. Kernen i forskernes budskab er, at temperaturen ved jordens og havets overflade i Arktis nu stiger tre gange så hurtigt som i nogen anden region på kloden.
Gennemsnitstemperaturen i Arktis er fra 1971 til 2019 steget med 3,1 grad celsius, eller langt over den smertegrænse på 1,5 eller maksimalt to grader, som resten af verden med Paris-aftalen fra 2015 ihærdigt forsøger at undgå, fordi konsekvenserne vil være uoverskuelige, hvis det mislykkes.
Effekterne af den arktiske opvarmning er massive, også længere sydpå: »Opvarmningen i Arktis påvirker vejret markant også på de lavere breddegrader. Det betyder mere ekstremt vejr: hedebølger, oversvømmelser, tørke og endda kuldeperioder,« siger en af hovedkræfterne bag rapporterne, Jason E. Box, professor i glaciologi og klima på GEUS, De geologiske undersøgelser for Danmark og Grønland, til Weekendavisen.
Han nævner hedebølgen i Paris i 2020, hvor temperaturen steg til over 40 grader, og kuldechokket i store dele af USA i februar, hvor temperaturen i Texas faldt til minus 18 grader celsius. Sneen dækkede store dele af Texas, og præsident Biden erklærede undtagelsestilstand.
Uoprettelige skader
I dele af Arktis er stigningen højere end 3,1 grad, i andre lavere, men tendensen er den samme. Skaderne på de arktiske samfund, økosystemer og arter er »omfattende og accelererende«, lyder det i et 16-siders sammendrag, som Antony Blinken, Sergej Lavrov og de øvrige udenrigsministre fik overrakt torsdag.
Ministrene kunne læse, at klimakrisen i Arktis nu medfører voksende helbredsproblemer, svigtende fødevaresikkerhed, mange mister deres levebrød. Der er forringet adgang til rent drikkevand og problemer for transport og industri.
Opvarmningen tog et ekstra spring fra 2014, forklarer Jason Box: »Der tog det særlig fart. Temperaturen stiger hurtigere nu end før,« siger han.
Forskerne skriver om »voksende intensitet, når det gælder hurtig afsmeltning af havisen, afsmeltning af Grønlands indlandsis, voldsom nedbør, oversvømmelser, kysterosion og ukontrollerede brande«. De abnorme vejr- og klimafænomener truer med at skubbe den arktiske del af verden »ud over grænsen for potentielt uoprettelige forandringer«, lyder det.
Forskerne er tilknyttet AMAP, Arctic Monitoring and Assessment Programme, en arbejdsgruppe under Arktisk Råd. Det var samme gruppe, der i 2004 med en tilsvarende rapport først satte Arktis på den globale klimadagsorden. AMAPs klimamodeller viser nu, at temperaturen i Arktis vil stige med op til ti grader frem mod 2100, hvis ikke nogen griber ind.
Grønlands dilemma
De krasse data ventes at øge det politiske fokus på klimaet i Arktis og forstærker dermed et politisk dilemma i Grønland.
Joe Biden og hans administration, som Nuuk håber at få et tæt samarbejde med, signalerede senest under Blinkens besøg i Danmark, at USA vil tale højt om klimaforandringerne – også i Arktis. Grønland fremstilles i den sammenhæng gerne som det ikoniske Arktis: isdækket, sublimt – og nu hårdt ramt af klimakrisen.
I det lys kan det virke paradoksalt, at Grønland længe har modsat sig internationale klimakrav og kun delvist har tilsluttet sig Paris-aftalen.
Læs også om magtskiftet i Grønland.
De arktiske folkeslag insisterer på retten til økonomisk udvikling og har ofte klaget over det, de opfatter som andres unuancerede hensyn til miljøet og klimaet.
Allerede da Hillary Clinton i 2011 besøgte Nuuk for at deltage i et ministermøde i Arktisk Råd, argumenterede Nuuk ihærdigt for at få behovet for økonomisk vækst i Arktis højere op på dagsordenen end rådets traditionelle fokus på miljø og biodiversitet.
Under det fejlslagne klimatopmøde i København i 2010 undslog Grønland sig de varslede fælles klimaforpligtelser, og da resten af verden klappede ad Paris-aftalen i 2015, valgte Grønland at tage forbehold for aftalens regler om udledningsreduktioner.
Nuuk fandt det urimeligt, at Grønland, der knap har industri, og som med stort held har udskiftet oliefyrede kraftværker med vandkraft, nu skulle forhindres i at udvikle minedrift eller den gas- og olieudvinding, som Grønlands politiske ledere har drømt om i årtier.
Blot et enkelt stort mineprojekt kan få Grønlands CO₂-udledninger til statistisk set at eksplodere, fordi udledningerne er så lave i forvejen, og havde man ikke taget et forbehold, ville Nuuk risikere et frontalsammenstød med Paris-aftalen.
»Grønland bakker fuldt og helt op,« lød det dengang fra Nuuk, men reelt står Grønland udenfor.
Den nye formand for Naalakkersuisut, Muté B. Egede, det tætteste Grønland kommer på en statsminister, sagde i april, at han ønsker at omfavne Paris-aftalen fuldt og helt. Men det var før, han blev formand. Da landsstyrets klimaansvarlige Pele Broberg mandag mødte Blinken i København, valgte han efter eget udsagn at tale om handel; i medierne talte han også om løsrivelse fra Danmark. Klimaet var fraværende.
Ruslands klimaproblem
Rusland kan på samme vis blive presset af et forstærket klimafokus i Arktis.
Moskva er i disse dage især optaget af USAs militære opskalering i Arktis, men også af kritikken af Ruslands ageren i Ukraine. Og selvom der er forbud mod at tale om sikkerhedspolitik i Arktisk Råd, er rådet blevet en central politisk arena for Moskva.
Rusland har i kraft af sin mægtige arktiske geografi på alle måder en hovedrolle i rådet, og her er alle de arktiske regeringer samlet, mens Kina, Storbritannien, Frankrig, Japan og andre deltager som observatører.
Moskva ventes at bruge sine to år som formand for Arktisk Råd til at signalere stærk vilje til samarbejde og fred både i Arktis og i bredere forstand.
»De har et stærkt fokus på at styrke Arktisk Råd. De ser det som en vigtig kanal for dialog, netop fordi den sikkerhedspolitiske situation er så tilspidset,« siger Timo Koivurova, forskningsprofessor og tidligere leder af The Arctic Center på University of Lapland i Finland.
Problemet er, at de fleste andre nationer i Arktisk Råd ser klimaet som en hovedsag, mens klimaet ikke er Ruslands stærke side. Præsident Putin anerkender, at klimaet forandres, men han har ikke tilsluttet sig den tolkning, at forandringerne primært skyldes menneskelig aktivitet. I Arktisk Råd er Ruslands klimafokus tilsvarende diffust:
»De siger alle de rigtige ord, men deres egentlige prioritet er økonomisk udvikling i det russiske Arktis. For Rusland handler det i høj grad om udvinding af fossile brændsler – olie og gas – og udvinding af mineraler, som er en stærkt CO₂-intensiv industri,« siger Timo Koivurova til Weekendavisen.
Russiske forskere er slet ikke integreret i Arktisk Råds klimaarbejde på linje med forskere fra de øvrige medlemslande.
»Det er min primære anbefaling til det russiske formandskab: at man sikrer, at de russiske forskere og deres store indsigt i det russiske Arktis integreres mere fremover,« siger Jason Box fra GEUS.
USA er tilbage
Antony Blinkens medbragte budskaber passede bedre til de grelle nyheder om temperaturstigningen: »Præsident Biden har sat USA på en proaktiv kurs som svar på de enorme udfordringer, klimaforandringerne udgør. Vi vil arbejde sammen med andre arktiske stater, der er indstillet på at bekæmpe klimaforandringerne, så klimaarbejdet prioriteres i rådet,« lød det i de amerikanske statements, der blev offentliggjort på forhånd.
Her er tale om en regulær kovending. I 2019 endte et ministermøde i Arktisk Råd i Finland for første gang i rådets historie uden en fælles sluterklæring. Trump-administrationens udsendte forlangte, at enhver omtale af klimaforandringerne blev slettet – men det kunne man ikke enes om. Samtidig annoncerede udenrigsminister Mike Pompeo, at USAs primære fokus i Arktis fremover ville være militært: Ruslands oprustning og Kinas indtrængen i Arktis skulle mødes med langt mere kontante midler, lød det.
USAs militære opbygning i Arktis fortsætter under Joe Biden, men på klimaområdet er retorikken vendt radikalt på hovedet – også i Arktis. Selvom Rusland formelt nu har formandskabet for de arktiske nationers samarbejde, vil en del af aktørerne formentlig opfatte USA som den reelle leder i hvert fald af forsøgene på at sikre fælles klimainitiativer:
»Med Biden-administrationen er der gode chancer for at få tingene gjort rigtigt i Arktisk Råd,« som Timo Koivurova håbefuldt siger.
For Rusland handler det i høj grad om udvinding af fossile brændsler – olie og gas – og udvinding af mineraler, som er en stærkt CO₂-intensiv industri.
Timo Koivurova er forskningsprofessor og tidligere leder af The Arctic Center på University of Lapland i Finland.
Læs også om internationale staters ambitioner i den grønlandske undergrund.
