Kønsrolle. Kriger, søfarer, kraftkarl: Vikingen blev skabt som et idealbillede for mandlig identitet. I ny bog vil svenske forskere befri den fjerne fortid fra 1800-tallets ideologi og kønsopfattelse.

Viking i et vadested

Viking i et vadested

Vikingetidens egne personer er vældigt interessante, men 1800-tallet hindrer os i at se dem,« siger arkæolog Anna Lihammer. »Der er stadig meget tilbage at opdage i fortiden, men billedet af vikingen står i vejen for os.«

Sammen med Ted Hesselbom, museumschef ved Sigtuna Museer, har hun netop udgivet bogen Vikingen – En historia om 1800-talets manlighet, som undersøger, hvordan det billede, vi i dag har af vikingen, blev skabt og formet i løbet af 1800-tallet. De nøjes ikke med at konstatere, at vikingerne blev opfundet for at støtte de skandinaviske landes vaklende nationale selvfølelse efter striber af nederlag, men går et skridt videre: Det var ikke kun den nationale identitet, der skulle opdyrkes, det var også den mandlige identitet.

»I starten af 1800-tallet var Sverige så sølle som nogensinde,« siger Anna Lihammer, »og man manglede nye forbilleder. Dem hentede man i historien.«

I den ydmyge situation gik landenes intellektuelle på jagt i fortiden efter noget, som kunne give dem håb for fremtiden. I Danmark havde vi blandt andre Grundtvig, mens der i Sverige var en gruppe af højtplacerede personer med gode kontakter til hoffet, der slog sig sammen under navnet Götiska Förbundet. Ligesom Grundtvig og mange andre var de inspireret af den tyske filosof Herder, der antog, at der fandtes en form for national ånd i hvert folkeslag, og de ønskede at genopvække folkeånden i deres respektive lande.

De vidste ikke selv, at de konstruerede en ny identitet, men troede, at de greb fat i noget, der lå latent i befolkningerne. Den nye mandlige identitet blev samlet i begrebet »vikingen«. Ordet viking stammer fra Middelalderen og findes blandt andet på runesten og i sagaer. Her har det betydningen »sørøver« eller lignende og er uden etniske konnotationer. Ordet uddøde omkring 1400-tallet, og da Skandinaviens intellektuelle hev det frem af glemslen i 1800-tallet, gav de det en ny mening: De gjorde det til en etnisk betegnelse for skandinaver – især for skandinaviske mænd.

Fornemme kvindegrave

Anna Lihammers og Ted Hesselboms undersøgelse følger udviklingen af vikingefiguren i 1800-tallet gennem kunst, forskning og politik. De viser, hvordan »vikingen« blev skabt af Nordens kulturpersonligheder, forskere og magthavere, ikke kun som politisk propaganda i nationalismens tjeneste, men også som et idealbillede for mandlig identitet.

I Sverige ønskede Götiska Förbundet at fremelske en mandetype, der var stærk nok til at erobre Finland tilbage fra Rusland og genskabe den magtposition, Sverige havde haft i fortiden. I kunsten var de nordiske lande fælles om at fremstille statuer og malerier af hårdtslående guder og helte. Thor knuser jætterne med sin hammer både på et maleri af Mårten Eskil Winge fra 1872 og som en skulptur af Carl Bonnesen på bryggeriet Carlsberg fra 1901.

1800-tallet var også det århundrede, hvor historie og arkæologi blev systematiseret og videnskabeliggjort, så tidens nationale og kønspolitiske idealer – en slags 1800-tallets identitetspolitik – fulgte med over i forskningen og trækker lange spor:

»Konsekvensen blev, at vi har set på vikingetiden gennem 1800-tallets briller, og deres familieideal var, at manden var driftig, og kvinden var hjemme,« siger Anna Lihammer. »Men det stemmer ikke med arkæologien. Flere af de fornemmeste grave i Skandinaven er til kvinder.«

Hun henviser blandt andet til Oseberg-graven, hvor en kvinde blev begravet med store rigdomme i en høj ved Oslofjorden. Blandt gravgaverne var et helt skib, der i dag står udstillet i Oslo. Som et andet eksempel nævner hun en grav fra Köpingsvik på Öland, som blev opdaget i 1950erne. Det er en af de rigeste grave fra den tidlige middelalder i Skandinavien, hvor en magtfuld kvinde blev kremeret sammen med et kostbart gravudstyr og talrige offerdyr. Blandt gravgaverne var en kort stav af jern, som var kronet med en model af datidens ypperste herskersymbol: en fyrstehal.

Hvis sådan en stav var blevet fundet i en mands grav, var den oplagt blevet tolket som et scepter og graven set som en fyrstegrav, fortæller Anna Lihammer. I stedet blev fundet lemfældigt udgravet, sjusket behandlet, og resultaterne dårligt nok publiceret. Forskerne forestillede sig ikke, at en kvinde kunne have magt, og anså ikke graven for væsentlig. Det var 1800-tallets kønsidentiteter, som blev trukket ned over resterne fra fortiden:

»En kvinde af stærk slægt kunne godt i nogle tilfælde blive hersker i 900-tallet,« siger Ted Hesselbom. »Samfundene var mindre patriarkalske dengang end i 1800-tallet, fordi klasse betød mere end køn.«

Det var stadig samfund præget af vold og undertrykkelse, men skillelinjerne var anderledes.

En passiv attribut

I 1800-tallet blev de sociale klasseskel jævnet ud, i takt med at demokratiet vandt frem, men til gengæld fik kønnet større betydning. Under de nye demokratiske grundlove fik flere mænd politisk indflydelse, mens kvinder eksplicit blev udelukket fra det politiske liv. Der havde aldrig før været så stor formel forskel på kønnenes adgang til magt.

»Vi er næsten opdraget til at tro, at tingene altid bliver bedre gennem tiden, i en lineær bevægelse,« siger Ted Hesselbom, »men i virkeligheden går det mere op og ned. I 1800-tallet gik kvinden over til at være en vigtig, men passiv attribut i mandens karriere. Hun blev sat på en piedestal sammen med hans øvrige ejendele.« Idealet om vikingemanden var til at starte med præget af ideen om flittige, selvstændige bønder, der fra deres gård og på tinge turde tale konger og stormænd midt imod. Men efterhånden blev figuren mere aggressiv, siger Ted Hesselbom:

»Som et Frankensteins monster kan vikingefiguren ikke kontrolleres. Han blev skabt for at få almindelige folk til at tro, at de havde noget historisk til fælles, men andre kræfter overtog efterhånden den stærke figur. Dalbonden trådte i baggrunden, og i stedet blev vikingen til krigeren, den udadfarende, self-made man, som erobrede sin verden og sin karriere.«

Den udvikling kulminerede, da nazisterne greb vikingefiguren og brugte den sammen med arkæologiske fund som et led i deres argumentation for retten til at erobre.

»I 1934 grundlagde SS et arkæologisk institut, der hed Ahnenerbe,« siger Anna Lihammer. »Det første, de gjorde, var at sende en ekspedition til Sverige for at se på runeindskrifter og helleristninger, og de udgravede også Hedeby. Vikingen var blevet en stereotyp figur, der kunne bruges i flere sammenhænge.«

Den fleksibilitet gjorde, at vikingefiguren kunne overleve Anden Verdenskrig. Han blev fortolket i en mere hyggelig retning og kan derfor stadig bruges i dag for eksempel til at sælge leverpostej, falbyde souvenirs til turister og lokke folk på museum.

Anna Lihammer og Ted Hesselbom: Vikingen. En historia om 1800-talets manlighet, 2021.

Lyt også til Jeanette Varberg i Avistid tale om vikingerne i Danmark »Vi var en stormagt af hedninge«.