IRobot var vant til at modtage breve fra kunder, der havde knyttet sig til deres robotter. Det amerikanske firma slog igennem med Roomba-støvsugeren, som blev et kæmpe hit, og mange købere udviklede overraskende stærke følelser for den. Flere skrev, at de fik ondt af det selvkørende apparat, når det satte sig fast under sofaen eller viklede sig ind i ledninger. De talte til støvsugeren og gav den kælenavne som Dustin Bieber og Meryl Sweep.
Men en dag modtog iRobot et brev, som kom bag på dem. Afsenderen var officer i den amerikanske hær, og brevet handlede om firmaets seneste produkt, PackBot, som firmaet netop var begyndt at sælge til militæret. En PackBot er en opgraderet udgave af bomberydderen Rullemarie: en robotarm på larvefødder, som selv opsnuser og afmonterer bomber. Men dens seneste mission i Irak var gået grueligt galt, forklarede officeren. Hans enhed havde sendt robotten ind i et fjendtligt område for at uskadeliggøre en vejsidebombe, som pludselig detonerede og sprængte maskinen i stumper og stykker.
Brevet var højstemt, på officielt papir. Officeren skrev til robotproducenten på samme måde, som han ville skrive til en falden soldats forældre. Han lovpriste robotten for dens tapperhed og selvopofrelse og tilbød sine dybeste kondolencer. Til slut forklarede han, at enhedens soldater havde samlet de jordiske efterladenskaber og bragt dem sikkert hjem til lejren. Tabet havde taget hårdt på dem alle sammen.
Snart begyndte iRobot at modtage lignende breve om andre PackBots. Et af dem beskrev en militærbegravelse med geværsalut og overrækkelse af æresmedalje. Andre var hyldester til de rullende kammerater, der var »faldet i tjenesten«. Soldaterne gennemgik hele følelsesregistret, når de mistede deres robotter, kunne man forstå: fra frustration og vrede til dyb sorg. De bekymrede sig for dem, før de drog i felten. I et tilfælde løb en soldat 50 meter gennem kugleregn for at redde en »såret« robot.
Det var ikke kun iRobot, der var begyndt at modtage den slags breve. Da et japansk robotfirma gik konkurs, modtog de breve fra børn og voksne, som tiggede dem om at holde liv i en bamselignende robot, som man kunne kæle og tale med. En otteårig pige tilbød firmaet alle pengene i sin sparebøsse, hvis de kunne redde hendes ven.
I de seneste ti år er robotter for alvor begyndt at bevæge sig ud blandt mennesker, og modtagelsen har været overvældende. I dag slår robotter vores græsplæner, støvsuger vores gulve, foretager kirurgiske indgreb, fylder supermarkedernes hylder, malker køer, blander cocktails og patruljerer gaderne. Biler, fly, både og undervandsbåde er ved at blive forvandlet til robotter. Deres indtog skyldes kraftigere computere og fremskridt inden for kunstig intelligens, men især bedre sensorer, kameraer, hjul og mekaniske ben, der giver dem fart og smidighed og bringer dem ud, hvor de ikke før har været.
Og robotter gør noget ved os. Når maskiner bevæger sig, kommunikerer og træffer beslutninger, rører det noget dybt inde i os, og vi knytter os til dem på måder, som vi stadig er ved at forstå.
Det er alle tiders gyserhistorie: den fuldautomatiske fremtid, hvor der ikke er brug for mennesker længere. Hvor robotter lærer flere og flere menneskelige egenskaber. Haler ind på os, overhaler os, bliver vores chefer, fortrolige, elskere, partnere – måske endda vores herskere.
Men det er også en stor misforståelse. Maskinerne er ikke vores konkurrenter, mener den amerikanske robotforsker Kate Darling, som netop er udkommet med en opsigtsvækkende bog om emnet. Og i stedet for konstant at sammenligne robotter med mennesker foreslår hun en ny analogi: dyr. Vi skal lære at finde os til rette med de mekaniske væsener og få hjælp af dem på samme måde, som vi i tusinder af år har gjort det med dyr.
Det er et forfriskende perspektiv, faktisk et vaskeægte paradigmeskifte, som Kate Darling foreslår i The New Breed – What Our History with Animals Reveals about Our Future with Robots. Bogen er et judogreb, der vender op og ned på vores syn på robotter, og hvad vi stiller op med dem. Vil vi forstå det, skriver Darling, bør vi straks stille science fiction-litteraturen på hylden og i stedet se tilbage i tiden: på vores lange, særprægede fællesskab med dyr.
Skån den for smerte
The New Breed er herligt ufærdig. Kate Darling har ingen færdigbagt teori, men leverer en frontrapport fra et vanvittigt spændende forskningsfelt: human-robot interaction, eller HRI, som undersøger, hvad der sker, når robotter bevæger sig fra laboratorierne og ud i den virkelige verden. Hun plukker morsomme, rørende og urovækkende studier af alt fra mikroskopiske insektrobotter til storbarmede sexdukker – og spejler forskningen i en grundig gennemgang af menneskers forhold til deres nytte- og kæledyr, som om muligt er en endnu mere kulørt historie.
Darling lader til at være den helt rigtige til jobbet. Med en baggrund i jura og samfundsvidenskab er hun en slags outsider, som dog har tilbragt mere end ti år på Massachusetts Institute of Technology (MIT) i selskab med robotforskere. Her har hun især forsøgt at forstå, hvilken status robotter bør have i vores samfund.
Sammenligningen med dyr er ny, men indlysende rigtig. Ligesom dyr kan robotter sanse, handle og lære af deres erfaringer. Og ligesom robotter har dyr nogle helt andre egenskaber end mennesker. Det er jo derfor, at vi i tusindvis af år har fået hjælp af dyr til at gøre en masse ting, som vi ikke selv er i stand til: fra den oksetrukne plov til krigselefanter, brevduer og førerhunde. Nogle forskere mener, at vores forfædre har samarbejdet med honinggøgen om at plyndre bikuber i en million år. Robotter er bare det næste kapitel i den samme historie, mener Darling.
I bogen beskriver hun en tidlig oplevelse med dinosaurrobotten Pleo, en nuttet langhals på størrelse med en lille kat, som blev centrum for et større forskningsprojekt. Det hele begyndte, da en ven løftede Pleo op i halen, hvorefter den begyndte at stønne og klage, mens den vred sit robothoved i smerte. Darling reagerede straks:
»Okay,« sagde hun, med et nervøst grin. »Det er nok nu.«
Bagefter var de begge overraskede. Darling vidste nøjagtig, hvordan Pleo fungerer, og at den selvfølgelig ikke kan lide overlast. Alligevel blev hun dybt påvirket af den simulerede smerte.
Oplevelsen giver hende ideen til et eksperiment: Med en kollega deler hun 15 Pleo-dinosaurer ud til sine studerende og beder dem lære robotten at kende, give den et navn og kæle med den. De studerende giver sig til at klæde dinosaurerne ud, der opføres et modeshow og åh’es og ah’es, mens de nuttede skabninger slentrer op ad catwalken.
Men efter kaffepausen har Darling en dårlig nyhed til de studerende: Robotterne har forsøgt at flygte, så nu skal de straffes. De studerende bliver bedt om at slå deres dinosaurer, men ingen kan få sig selv til det. Én hæver hånden, men fører den langsomt ned og aer dinoen i stedet for. En anden fjerner batterierne for at »skåne den for smerten«, men kan heller ikke få sig selv til at slå.
Darling forhøjer indsatsen. En bakke med kniv, hammer og hakke bæres frem. De studerende protesterer højlydt. Nogle vender sig i afsky eller holder sig for øjnene. Deltagerne får nu at vide, at de kan redde deres egen dinosaur, hvis de dræber en af de andre. En kvinde griber en hammer, men kan stadig ikke gennemføre det. Først da Darling tilbyder at skåne resten af dyrene, hvis en enkelt lader livet, griber en mandlig studerende hakken. Det kræver flere slag at gøre en ende på Pleo, der vrider sig og klager undervejs. Bagefter er der helt stille i lokalet.
Livsdetektor
Hvorfor har vi så stærke følelser for robotter? Det er ikke de nuttede øjne, der gør det, selvom mange tror det. Som Kate Darling forklarer, så behøver noget bare bevæge sig og træffe tilsyneladende selvstændige beslutninger for at tænde for vores »livsdetektor«. Det er et overlevelsesinstinkt, der gør os på vagt over for rovdyr i bevægelse. Vi er programmerede til at reagere på dem, og robotter trykker på en masse menneskelige knapper, som skærme og anden stillestående teknologi aldrig udløser. Vi betragter dem som noget levende. Vores fysiologiske reaktion på robotter er den samme som den, vi har på dyr, og den kan ikke aflæres. På MIT fortæller Kate Darlings kolleger, at det stadig giver et sug i maven, når deres robotter søger øjenkontakt. De har selv programmeret maskinerne, men bliver lige påvirket alligevel.
Forbindelsen kan bruges til en masse godt. Nye studier viser, at mens testpersoner ofte har svært ved at løse matematikopgaver eller spille computerspil, når et andet menneske opholder sig i rummet, så bliver de bedre i selskab med en robot. Ligesom dyr kan robotter motivere og støtte i krævende situationer. Her fremhæver forskeren robothovedet Ellie, som er et stort hit hos børn med autisme. Ellie er programmeret til at afbryde eller kigge den anden vej, mens man taler til det, og børnene får at vide, at de skal irettesætte hovedet, når det gør noget forkert. Det virker over al forventing, skriver Darling. Når Ellie dummer sig, vender de autistiske børn øjne og får en tættere kontakt til de andre voksne i rummet. Det giver dem selvtillid at kende de sociale regler bedre end robotten.
Den slags oplevelser er der mange af, og de stiller vores fremtid med robotterne i et positivt lys, mener Kate Darling. Med tiden vil det gå samværet med robotter, som det gik vores forhold til dyr, håber hun. Da kæledyr blev udbredt efter Anden Verdenskrig, var mange ligesom i dag bekymrede for, at de ville erstatte menneskelige forhold. Kæledyr blev endda sammenlignet med pornografi, og deres ejere udskammet. Men i dag kan man sagtens have en hund, uden at det nødvendigvis gør menneskelig kontakt overflødig. På samme måde vil vi i fremtiden se tilbage på tidens debat om robotter som hysterisk.
I debatten hører Kate Darling også et ekko af de retssager mod heste, hunde og rotter, som stod på fra den tidlige middelalder og helt op til 1926, hvor en schæferhund blev henrettet i den elektriske stol i Kentucky, USA.
I dag lyder det skørt at dømme dyr efter menneskers love, men faktisk ser man noget lignende med robotter i dag, mener hun. Da en kvinde i 2015 blev mast ihjel af en robot på en amerikansk fabrik, havde medier travlt med at give maskinen ansvaret: »Vildfaren robot får skylden for menneskelig kollegas grusomme død,« lød en overskrift. På samme måde er det teknologien, den er gal med, når Teslas selvkørende biler kører galt, og »algoritmens skyld«, hvis Facebook spreder racistisk propaganda. I den forstand befinder vi os lige nu i en robotmiddelalder, mener Kate Darling. Ligesom vi med tiden holdt op med at stille dyr for retten og i stedet tog ansvar for deres opførsel, burde vi gøre det samme med robotter. I dag skelner de fleste landes lovgivning mellem farlige og ufarlige dyr, og i nogle lande kræver bestemte hunderacer træning og særlige tilladelser. Noget lignende burde være tilfældet med robotter, mener hun.
Det er ikke robottens skyld
Meget står klarere efter Kate Darlings judogreb. Den fuldautomatiske fremtid er lysere. Måske vil udbredelsen af robotter ligefrem gøre nogle af problemerne fra den digitale verden mere håndgribelige og tvinge os til at tage hånd om dem, håber hun. De færreste bekymrer sig om abstrakt satellitovervågning eller cookies på mobiltelefonen, men sæt et kamera på en drone, og folk ryger op af sofaen.
Det er ikke lyserødt det hele, indrømmer Darling. Slemt er det, at robotassistenter næsten altid har kvindenavne og nogle endda langt hår, trutmund og kavalergang. Værre er den manipulation, som apparaterne kan udøve i de forkerte hænder.
Husker De den otteårige pige, der tilbød at tømme sin sparegris for at få sin robot tilbage? Det er skrækscenariet, mener Kate Darling. At robotterne får lov til at misbruge den særlige forbindelse, vi har til dem. Hvis robotstøvsugeren ser på sin ejer med store, sørgmodige øjne, når den beder os købe en opgradering. Hvis sexrobotten tilbyder fristende tilkøb under akten – så er noget gået galt. Men i så fald er det ikke apparaterne, vi skal give skylden, understreger hun, men de mennesker, der holder deres tøjler.
Kate Darling: The New Breed – What Our History with Animals Reveals about Our Future with Robots. 336 sider. Henry Holt and Co.
