Kommentar. Det er udtryk for politisk magtesløshed, når man retter sin vrede mod medierne.

Irrelevans

Irrelevans Af Søren K. Villemoes

Hvis man var i tvivl om, at det borgerlige Danmark befinder sig i en dyb idémæssig krise og ikke aner et levende råd om, hvordan man skal komme videre, burde reaktionerne på Nettos seneste udgave af deres gratismagasin Lime have cementeret den kendsgerning én gang for alle.

Magasinet har jævnligt lavet flatterende, ukritiske portrætter af kvindelige politikere, uden at det har vakt nogen særlig opsigt, men da statsminister Mette Frederiksen blev præsenteret på forsiden af udgaven for maj måned med titlen »Hele Danmarks Mette«, knækkede filmen på de sociale medier. »Kvalmende«, kaldte folketingsmedlem for Dansk Folkeparti Hans Kristian Skibby det på Twittter. »Skamløs propaganda«, lød det fra BTs Henrik Qvortrup.

Det er langtfra første gang, at der har lydt et større udbrud fra borgerlig kant, når omgivelserne ikke har udvist tilstrækkelig kritisk distance til den socialdemokratiske statsminister. Sidste år på samme tid var der en lignende tsunami af forargelse på de sociale medier, da DR viste et klip, hvor statsministeren besøgte en børnehaveklasse, der tog imod hende med ordene »Danmarks bedste statsminister«. Dengang reagerede borgerlige stemmer lige så skingert. »DR Nordkorea – synd for børnene!« skrev De Konservatives Naser Khader eksempelvis.

Man kan vælge at fortolke reaktionerne med en pludselig opstået bekymring for journalistisk integritet blandt borgerlige politikere og meningsdannere. Men det er næppe en fyldestgørende forklaring.

Siden coronakrisens begyndelse er desperationen i det borgerlige Danmark blevet gradvist mere tydelig. Man har sammenlignet regeringen med alt fra regimet i Teheran til Pyongyang og har lavet ivrige referencer til George Orwells dystopiske totalitære regime i 1984. Der er ingen saglig kerne i denne kritik. Ud over Sverige har Danmark været det land i Europa, der har oplevet færrest restriktioner under coronakrisen.

Danskerne har haft en bevægelsesfrihed, borgere i lande som Frankrig, Storbritannien og Tyskland kun har kunnet drømme om. Selvom Mette Frederiksen har solgt sin coronapolitik som en naturlig videreførelse af sit eget socialdemokratiske projekt, har man set lignende tilgange i lande med borgerlige regeringer som Norge og Tyskland.

Trods disse åbenlyse kendsgerninger er man fra borgerligt hold hoppet med på spinnet og har set alt fra reglerne om besøg på restauranter til håndteringen af minksagen som udtryk for hæmningsløs socialdemokratisk magtfuldkommenhed. Men det omvendte er tilfældet. Det er reaktionerne, der er udtryk for borgerlig magtesløshed. For vælgerne har på intet tidspunkt købt fortællingen om en regering, der glubsk gik på rov i borgernes frihedsrettigheder. Tværtimod viser de seneste målinger, at rød blok har lagt yderligere distance til de borgerlige partier.

Det er et typisk tegn på, at man befinder sig midt i en politisk ørkenvandring, når man retter sin vrede og frustration mod medierne. Det samme var i den grad udbredt på venstrefløjen, da den befandt sig længst fra både vælgerne og magten i midten af nullerne. Og mon ikke vi kan se frem til lige så mange år med borgerlig irrelevans, som det var tilfældet for venstrefløjen, da Irakkrigen og muhammedtegninger fyldte alt i deres bevidsthed?

Side 2



        



Videnskabspodcast
Skribenternes avis

Morten Beiter

Marta Sørensen

Klaus Rothstein

Tine Eiby