Forleden fortalte en lærer fra professionshøjskolen, hvordan drabet på den franske lærer Samuel Paty havde fået hende til at offentliggøre muhammedtegningerne på sin Facebook-side og erklære, at hun fra nu af ville vise og undervise i tegningerne. Følgen har været et væld af trusler, så hun nu er gået under jorden og pålægger sig selvcensur.
Regeringsrepræsentanter er kommet med forskellige grader af nølende opbakning. Undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theils retorik om, at »det er lærerens egen beslutning«, bliver et problem, som lærerne skal deale med, næste gang han eller hun viser muhammedtegningerne. Læreren repræsenterer ikke længere en statslig autoritet, men bliver nu italesat som en, der selv vælger at trykke muhammedtegninger. Ligesom Jyllands-Posten – og i øvrigt også Weekendavisen. Det er problematisk. Oven i det hele kommer så den politiske korrekthed. Markante stemmer har af hensyn til muslimske følelser anbefalet, at man ikke viser tegningerne i undervisningen. Lærere, der viser tegningerne, er dermed efterladt i en sårbar situation, fordi man overtager retorikken fra de religiøst overbeviste; man bør ikke provokere.
Korrektheden synes dog at glemme, at en religion som islam er en magtfuld institution, der blander sig i kønsroller og udøver social kontrol. God blasfemi er derfor vigtig magtkritik. Ydermere kan man godt undervise i muhammedtegningerne uden at provokere. Det har jeg hvert år gjort med over hundrede gymnasieelever i religionsundervisningen, siden muhammedkrisen brød ud. Herunder mange muslimske elever på højden af muhammedkrisen på Hvidovre Gymnasium fra 2006 til 2009.
Her plejede jeg at begynde mit islam-forløb med en undersøgelse. Jeg trykte tegningen med bomben i turbanen. Eleverne skulle anonymt svare på, om det var o.k., at Jyllands-Posten havde trykt tegningerne – det syntes de fleste muslimer ikke, sagde de efterfølgende – og om det var i orden, at deres lærer trykte dem. Det oplevede jeg aldrig, at eleverne var imod. Ved den efterfølgende diskussion husker jeg en muslimsk pige, der følte sig stærkt krænket over JPs trykning af tegningerne og var glad for, at hun endelig fik mulighed for at forklare sig. For hende var det et faktum, at tegningen var blevet trykt for at krænke, men netop fordi vi skulle diskutere det, var det relevant at trykke dem i undervisningen, så alle kunne se, hvad de handlede om. I praksis delte jeg klassen i to: krænkede og ikkekrænkede elever. Begge grupper fik lov til at forklare den anden gruppe deres følelse, der så straks blev analyseret i forhold til religionssociologisk teori.
Klassediskussionen er derfor præcis det modsatte af provokation, nemlig kulturmøde og forståelse. Vi har vores principper i Danmark, men vi bliver nødt til at erkende, at resten af verden kan opfatte de samme ting anderledes. Det betyder ikke, at vi skal underkaste os, men tænke os om, når vi møder verden udenfor. Og i dansk undervisning indgår tegningerne. Det er ikke til diskussion.
