Organiseret. »Nu skal det østeuropæiske rottefirma forstå, hvem der bestemmer i København.« Sms’er fra en beslaglagt telefon viser, at stilladsarbejdere havde planlagt aktioner mod en litauisk arbejdsgiver, længe inden de væltede hans stillads.

Morgengymnastik i arbejdstøj

Det kom ikke ud af det blå, da op mod 500 vrede stilladsarbejdere stormede en byggeplads og væltede et stillads på Nørrebro om morgenen den 2. december 2019.

En stribe kæde-sms’er, der blev fremlagt i retten på Frederiksberg mandag, viser, at stilladsarbejdere allerede havde planlagt fem aktioner på tre uger mod byggepladsen, før det eskalerede til en af de mest voldelige konflikter på det danske arbejdsmarked de seneste år. Væltningen af stilladset blev dengang fordømt af især borgerlige politikere som mafiametoder, men mere end et år senere er der stadig ingen anholdte.

Den eneste stilladsarbejder, det er lykkedes politiet at få fingre i, stod tiltalt mandag for at trænge ind på den samme byggeplads tre dage forinden. Med mundbindet hængende ned over hagen og en medbragt Coca-Cola havde han svært ved at svare præcist på anklagerens spørgsmål om, hvad han havde fået at vide, inden han sammen med cirka 100 kolleger gik ind på byggepladsen på Nørrebro fredag den 29. november 2019.

»Jeg kan sguda ikke huske, hvad jeg lavede for halvandet år siden. Kan du huske, hvad du lavede for halvandet år siden?« spurgte stilladsarbejderen.

Til sidst brød den kvindelige dommer ind:

»Det er ikke dig, der stiller spørgsmålene.«

På hans telefon fandt politiet flere sms’er, som han har modtaget, med indkaldelse til aktioner. Anklageren Peter Andersen, iført jakkesæt og med sit lange hår samlet i en knold, læste op af sms’en med juridisk præcision:

»Det blev vedtaget, at fredag klokken 9 går vi amok ... Alle mødes på OK-tanken på hjørnet af Hillerødgade og Lundtoftegade. Alle skal have fat i deres borgerstue. Alle kører derind, så kom ind i kampen og få jeres stuer med ud. Flere af de københavnske stilladsfirmaer har allerede holdt morgenmøde og samlet tropperne. Nu skal det østeuropæiske rottefirma forstå, hvem der bestemmer i København. Sammenhold.«

Sms’en kom fra et nummer, der var kodet ind på stilladsarbejderens telefon som »Spasser Kim«.

I retten blev der også vist overvågningsbilleder af de cirka 100 stilladsarbejdere i arbejdstøj, neongule jakker og hættetrøjer, herunder den tiltalte, der myldrer ind på byggepladsen og begynder at pille stilladsdele ned. Da politiet kom, stak stilladsarbejderne af. Mandag blev stilladsarbejderen dømt for hærværk, men frikendt for ulovlig indtrængen. Han skal betale dagbøder for i alt 800 kroner.

Dommen viser dermed, at der fandt et langt forspil sted op til selve stilladsvæltningen. Den første kæde-sms blev modtaget af stilladsarbejderen allerede den 12. november 2019, det vil sige tre uger forinden:

»Vigtigt vigtigt vigtigt. Så er den gal igen. Idioten forstod det åbenbart ikke første gang. Der er morgengymnastik på torsdag. Vi mødes i krydset mellem Hillerødgade og Lundtoftegade ved OK-tanken over for Netto klokken seks. Der går polske drenge rundt og leger stilladsarbejdere til 100 kroner i timen alt inklusiv. Det er vigtigt, at vi er mange, så spred budskabet. Send videre til dine kollegaer.«

»Morgengymnastik« er stilladsslang for nedpilningsaktionerne. Et par dage senere kom den næste indkaldelse:

»Vigtigt vigtigt vigtigt. Platuglen har stadig ikke fattet en skid. Lad os vise ham hvem vi (er, red.) en gang for alle. Nu skal lortet bare ned. Vi mødes i morgen tirsdag den 19. ved OK-tanken på Hillerødgade (...) Svinet skal stoppes nu.«

Aktionen blev dog aflyst, da »folk er bange for nogle kameraer men vi kommer stærkt igen nok onsdag eller torsdag kunne jeg forestille mig«.

Den næste sms lød: »Vigtigt, vigtigt, vigtigt. Så er det nu, at platuglens lortestillads skal have besøg af en ordentlig omgang morgengymnastik.

Aktionen er i morgen onsdag klokken 6. Det er vigtigt, at vi bliver mange. Send denne besked videre til dine kolleger. Gentager, det er vigtigt, at vi bliver mange.«

Den næste sms omtalte det østeuropæiske »rottefirma« og var den aktion, stilladsarbejderen blev dømt for. Det fremgik ikke i retten, om de andre aktioner faktisk blev ført ud i livet. Den sidste sms, som anklageren læste op, var indkaldelsen til den morgen, stilladset blev væltet:

»Vigtigt vigtigt vigtigt. Der indkaldes til stormøde i morgen mandag den 2. december kl 9. Vi mødes på hjørnet af Tikøbgade og Lundtoftegade. Vi finder os ikke i det pis mere. Alle skal komme, så hiv fat i din borgerstue og send denne besked videre til dine kollegaer. Der er mødepligt. Alle mand deltager. Folk, der arbejder vil blive hentet.«

Organiseret aktivitet

Noget tyder på, at stilladsvæltningen har virket efter hensigten. I Stilladsklubbens nyhedsbrev nogle måneder senere skrev formanden for den københavnske lokalafdeling, Dag Vilhelmsen:

»Blandt andet på grund af Tikøbgade og klubbens store fokus på rottefirmaer er en del firmaer begyndt at henvende sig til os for at tegne tiltrædelsesoverenskomster, og dette er vi meget glade for. Det store arbejde, der er lavet med rottefirmaer, er noget, vi fortsætter med for at sikre ordentlige forhold.«

Københavnerformanden var selv til stede på tilhørerpladserne i retten med et sort mundbind med Stilladsklubbens logo på. Rottefirmaer er Stilladsklubbens betegnelse for firmaer, der ikke tegner overenskomst, underbetaler deres ansatte, laver sort arbejde eller ikke lever op til et sikkert arbejdsmiljø.

Læs også Leny Malacinskis artikel om, at stilladsarbejdere er fagbevægelsens vilde hunde.

Stilladsklubbens landsformand, Thomas Strømsholt, har ellers tidligere fortalt, at det væltede stillads skyldtes, at nogle danske arbejdere, der ville filme forholdene på byggepladsen fra offentlig vej, blev overfaldet af et tæskehold på litauiske plader. Det gik blandt andet ud over en stilladsarbejder, og efter at stilladset var blevet væltet næste morgen, sagde formanden til Weekendavisen:

»Da der så kommer en melding søndag aften om, at vores kolleger har fået tæv, har vores folk fået nok. Vi kan ikke holde drengene tilbage længere.«

Den nye dom viser imidlertid, at det var stilladsarbejderne, der var de første til at bryde loven. Det er således muligt, at tæskeholdet var en reaktion på hærværket og ikke omvendt. Hvad den litauiske underentreprenør Donatas Aleksandravicius selv mener, vides ikke. Han mødte ikke op i retten.

Landsklubformand Thomas Strømsholt selv stod foran retten om morgenen sammen med en kollega med Stilladsklubbens røde fane. I et senere telefoninterview med Weekendavisen oplyser han, at han vil læse dommen, før han forholder sig til afgørelsen.

– Men hvad mener du om, at en stilladsarbejder er blevet dømt for hærværk?

»Jeg synes, det er interessant, man kan blive dømt for hærværk, når der ikke er rejst krav om erstatning (fra den litauiske underentreprenørs side, red.), og at Donatas i øvrigt ikke selv møder op i retten. Det er tankevækkende, at man ikke har fokus på de ting, men bruger de her sms’er for at skrive en god historie. Jeg vil gerne forholde mig til det, når jeg har læst dommen. Modsat dig venter jeg, til jeg har noget fakta.«

Ifølge Thomas Strømsholt stormede stilladsarbejderne byggepladsen, fordi de litauiske arbejdere kastede sten og jernrør efter dem.

»Jeg gætter på, at stilladset blev væltet som et udspring af det og af, at to kolleger fik tæsk aftenen før. Men voldelige handlinger har ikke noget med faglig kamp eller underbetaling at gøre,« understreger han.

Adspurgt hvad han mener om sms’erne, svarer formanden:

»Nu er det jo dig, der siger, det er sms’er, men jeg vil sige, at de er utroligt dårligt formuleret. Der mangler fakta, og noget af det, blandt andet datoerne, er forkert. Og har der overhovedet været handling bag? Men jeg synes, sprogbruget er upassende. Det er grimt at skrive, at svinet skal stoppes nu.«

– Der står blandt andet, at »det blev vedtaget« at gå amok. I hvilket forum kan en aktion vedtages i stilladsbranchen?

»Landsklubben har ikke vedtaget at gå amok og vælte et stillads. Ærligt talt tror jeg, det måske er folk, der ikke er så vant til at skrive. Jeg kender ikke noget fora, hvor man vedtager at gå amok i stilladsregi.«

– Hvad betyder det at blive stemplet som rottefirma?

»Et rottefirma er noget af det mest usle, du overhovedet kan finde i den her verden, så det er vel ikke særligt rart. Men Donatas var medlem af Dansk Byggeri, og derfor kan han reelt ikke være et rottefirma. Så den sms har ikke helt styr på hverken terminologi, eller hvordan tingene fungerer.«

– Har du nogensinde modtaget en sms, der indkalder til at mødes et bestemt sted i byen til morgengymnastik, mens du var stilladsarbejder?

»Om jeg har? Ja, jeg har modtaget sms’er med alle mulige ting. Også med trusler om, at jeg bliver slået ihjel.«

– Har du selv deltaget i sådan en aktion?

»Det gider jeg ikke udtale mig om.«

Thomas Strømsholt afviser, at han kender nogen ved navn Spasser Kim.

Det har ikke været muligt inden deadline at få svar fra politiet om, hvorvidt man efterforsker flere stilladsarbejdere via telefonnumrene på den beslaglagte telefon.

Weekendavisen har ringet til to af de telefonnumre, der blev læst op i retten. Ingen af de mænd, der tog telefonen, havde lyst til at komme i avisen.

Læs også Leny Malacinkis reportage, om dengang 300 stilladsarbejdere stormede byggepladsen på Nørrebro.