DEN danske dækning af opgøret mellem Facebook og Donald Trump er forudsigeligt provinsiel. »Thorning-Schmidt spillede afgørende rolle, da Trumps Facebook-karantæne blev forlænget,« lød det på TV 2. »Først blev Helle kaldt Bordello-mor, så fjernede hun Trump fra Facebook,« lød det på Twitter, hvor man permanent slipper for synet af den tidligere præsident. Den navlebeskuende tilgang er dog det mindste problem. Man opfattede det sådan, at Facebooks tilsynsråd, hvor Thorning-Schmidt er medlem, havde bekræftet Facebooks forvisning af Trump efter stormen på Kongressen i januar. Men det er ikke beslutningens kerne: Nej, rådet, der skal fungere som uafhængig overdommer, traf en ikkebeslutning og reducerede sig til syltekrukke.
RIGTIGE overvejelser har de nok haft i det tyve mand store tilsynsråd. I hvor høj grad skal sociale medier tage ansvaret for indholdet på deres platforme? Hvor meget og hvad skal fjernes? Hvor meget skal de indskrænke friheden til at udtrykke sig? Tilsynsrådet nøjedes med at afgøre, at Facebook ikke må udelukke Trump på ubestemt tid, og at koncernen inden for et halvt år skal udstikke en præcis straf med klare kriterier for dens udløb. Rådets beslutning blev ledsaget af en mindretalsindsigelse om Facebooks ansvar for menneskerettighederne. Teksten ville fungere dårligt som et fængende Facebook-opslag. Tilsynsrådet lyder som et FN-organ, der hverken kan eller vil udtrykke sig klart eller træffe beslutninger overhovedet. Skal vi blive i det provinsielle hjørne, burde Helle Thorning-Schmidt forlade dette bureaukratiske misfoster.
SAMTALE mellem mennesker, en hidtil uset adgang til at ytre sig, en platform for fri kommunikation. Sådan ser Facebook, Twitter og de øvrige sociale medier sig selv. De har grundlæggende ikke ansvaret for det, folk lægger op, mener de. At de alligevel redigerer på livet løs ved hjælp af uigennemskuelige algoritmer, hvis primære formål er at tjene penge, og udelukker profiler, som forbryder sig mod et abstrakt kodeks, er et faktum. Og Facebook forsøgte at kvæle den berettigede kritik med dette fjollede tilsynsråd, som skulle holde dem i ørerne.
DØDE håbet om et opgør med Facebooks problemer med denne bureaukratiske øvelse, står det fundamentale tilbage: Rådet burde have konstateret det indlysende, at Facebook – ligesom Twitter – udvikler sig til det modsatte af det oprindelige ideal: Idet man ikke åbent og klart vedkender sig, hvordan man redigerer adgangen, degenererer man til en global udgave af de amerikanske medier, der forskanser sig bag stadig højere mure. Platformene er ikke længere moderne telegraflinjer, der skal bringe frie tanker og holdninger ud i verden. I stedet bliver de som medier, hvor der renses ud i holdninger og personer, som ikke behager publikum.
FOR sagen er, at det naturligvis er bedre, hvis Donald Trump befinder sig på samme sociale platform som alle dem, der er uenige med ham eller ligefrem hader ham. At udholde uenighed er essensen af den demokratiske samtale, som sjældent er beleven og høflig. At det også kræver en redigering af opfordringer til vold eller en præsidents uhæmmede løgne, er indlysende. Men det var en utopi at forestille sig, at kommunikationskanaler i den skala kan være frie og uafhængige af magt og penge. Nu lukker de sociale medier sig om sig selv. Og der vil ske det åbenlyse, at der udvikles nye platforme, hvor Donald Trump og hans ligesindede har fri adgang. Her vil parterne kommunikere til deres egne og mobilisere deres meningsfæller. Den virkelige samtale forstummer.
