Avistid. Formanden for Etisk Råd advarer mod, at danskerne frit kan vælge vaccinerne fra Johnson & Johnson og AstraZeneca. Martin Krasnik spørger hende hvorfor.

»Der er grænser for det frie valg«

Vil De tage vaccinen fra Johnson & Johnson? Eller den fra AstraZeneca? Et flertal i Folketinget vil give danskerne mulighed for frivilligt at lade sig vaccinere med de to vacciner, som Sundhedsstyrelsen nu har sendt i skammekrogen på grund af risikoen for alvorlige blodpropper.

Men står det til Anne-Marie Axø Gerdes, så skal danskerne slet ikke have den mulighed. Hun er formand for Etisk Råd og overlæge på Klinisk Genetisk Afdeling på Rigshospitalet.

»Jeg går jo selvfølgelig ind for selvbestemmelse og autonomi, og at man selv træffer sine valg her i tilværelsen. Men vi skal også være åbne omkring, at der er grænser for det frie valg,« siger Anne-Marie Axø Gerdes i et interview med Weekendavisens chefredaktør Martin Krasnik.

De kan høre hele interviewet med Anne-Marie Axø Gerdes i podcasten Avistid.

Anne-Marie Axø Gerdes mener ikke, at den enkelte dansker kan overskue konsekvenserne af at lade sig vaccinere med en af de to vacciner.

»Det er at foregøgle folk noget, når man siger, at det er ens frie valg. Man kan sammenligne det med, hvis man skal vaccineres mod livmoderhalskræft. Selvfølgelig skal man selv beslutte det, men man går jo ikke op til lægen og siger, at man vil have et bestemt produkt af en vaccine fra et bestemt firma,« siger hun.

– Det er jo en meget speciel situation, vi er i lige nu. Hvad er det etisk uforsvarlige ved at lade beslutningen være frivillig?

»Jeg synes ikke, det frivillige er problematisk. Det er det, at man giver folk en valgmulighed på et produkt, som Sundhedsstyrelsen fraråder.«

– Det er jo frivilligt. Man kan jo sige nej?

»Det kan man sige. Men hvorfor vil man så vælge en vaccine, som Sundhedsstyrelsen har frarådet i den situation, vi er i nu? Der er så mange ting, man ikke ved endnu. Så man kan jo ikke forudsige, om det lige pludselig er dig eller naboen, der reagerer med den her bivirkning.«

– Du skal lige forklare mig - ud fra et etisk perspektiv - hvorfor jeg ikke som et autonomt og individuelt menneske kan overskue beslutningen om at tage en vaccine fra Johnson & Johnson eller AstraZeneca?

»Som jeg sagde før, så går jeg selvfølgelig ind for, at vi alle selv træffer de vigtige valg. Her er jeg bare bekymret for, at man ikke har de nødvendige forudsætninger til at gennemskue kompleksiteten i det.«

Læs også, om kritikerne af beslutningen om at suspendere vaccinerne tør sige det usiglige: at nogen må dø, så andre kan komme på festival?

Formynderi og p-piller

Anne-Marie Axø Gerdes besøgte tidligere i denne uge Testrup Højskole, hvor hun spurgte eleverne, om de ville lade sig vaccinere med en af de to suspenderede vacciner. I første omgang rakte x antal elever hånden op.

»Jeg spurgte hvorfor. Og for langt de fleste var det, fordi de gerne vil på sommerferie. Så fortalte jeg om kompleksiteten i det, og så var det kun halvdelen bagefter, som ville vaccineres,« fortæller hun.

– Men halvdelen er jo også fint, efter du har fortalt, hvad risikoen for bivirkningerne er?

»Det tolker jeg helt omvendt.«

– Du vil være formynderisk...

»Nej, jeg vil ikke.«

– Jo. Du vil jo aldrig sige til de unge kvinder, at de ikke selv burde kunne træffe beslutningen om at tage en p-pille, som også har bivirkninger?

»Jeg har hele tiden sagt, at det selvfølgelig er ens eget frivillige valg, om man vælger at blive vaccineret. Men man skal vælge det, som Sundhedsstyrelsen anbefaler. Vi går jo ikke ud og siger: Jeg vil gerne have p-pille, som er taget af markedet, fordi den har for høje bivirkninger.«

– Men Sundhedsstyrelsen siger jo: Det er fint. Det kan være frivilligt.

»Sådan tolker jeg det ikke, når de har frarådet, at det indgår i vaccineprogrammet.«

De kan høre hele interviewet med Anne-Marie Axø Gerdes i podcasten Avistid.

I en tidligere udgave af denne artikel stod der, at en stor del af eleverne på Testrup Højskole rakte hånden i vejret, da Anne-Marie Axø Gerdes spurgte dem, om de ville vaccineres med en af de to suspenderede vacciner. Det var en fejl, Anne-Marie Gerdes sagde, at 'x antal elever' rakte hånden op. Weekendavisen beklager fejlen.

Side



        



Videnskabspodcast
Skribenternes avis

Morten Beiter

Marta Sørensen

Klaus Rothstein

Tine Eiby