Modbevist. Hver uge afliver vi forældet viden, kasserer populære antagelser og gennemgår nyheder fra forskningens verden.

Falsificeret

Falsificeret

 

Instagram-stjerne

Ideer omtalte for nylig, hvordan biologer er begyndt at opdage nye arter på sociale medier, så det er ikke nyt, at forskerne kigger med, når vi deler billeder. Nu har to psykologer fra universiteterne i Konstanz og Jena fundet på at undersøge, hvilke fugle der er mest attraktive, når amatørornitologer deler billeder på Instagram. De to forskere har samlet 20.000 fuglefotos fra ni Instagram-grupper med hundrede tusinder af følgere, og ved at tælle antallet af likes samt hvor ofte, billederne er blevet set, kunne de sortere i alt 116 fuglearter efter popularitet.

Til forskernes overraskelse viste det sig, at en klar vinder som den mest instagrammable fugl er frømunde (Podargidae), som er en familie af natravne, der er udbredt i Australien og Sydøstasien. I deres fagartikel skriver de, at der må være en slags poetisk retfærdighed i topplaceringen, for det er ikke mange år siden, at frømunden blev beskrevet som verdens mest uheldigt udseende fugl. Ikke overraskende scorer farvestrålende fugle med flotte fjerdragter mange likes, og blå er den foretrukne farve, mens gule arter har færrest tilhængere. De mindst populære fugle er ådselgribbe, storke, strandskader og sneppefugle. At vadefugle ikke er populære motiver, kan ifølge psykologerne skyldes, at de ofte bliver fotograferet, mens de æder orm.

Frømundes popularitet forklares af forfatterne med, at de er ret sjældne, for i deres database med 20.000 billeder er den kun vist 65 gange. Derfor kan det være, at ornitologsamfundet fejrer enhver observation med masser af likes. Men psykologerne påpeger også, at fuglen har næsten antropomorfe ansigtsegenskaber, og det tyder på, at vi holder af fugle, der ligner os selv. Jopp

i-Perception, 22. april BBC, 2. maj

Vennegrænsen

Selv de mest udadvendte mennesker, der lader til at kende Gud og hvermand, har en grænse for, hvor mange venner de kan have. Den er på cirka 150 personer og kaldes for Dunbar-tallet efter Robin Dunbar, den britiske antropolog fra Oxford University, som fremsatte teorien i starten af 90erne og siden har underbygget og videreudviklet den. Dunbar studerede menneskeaber og fandt en sammenhæng blandt primater mellem størrelsen på hjernens neokortex og det antal individer, man kan have meningsfulde sociale bånd til. Den gælder også for mennesker og betyder altså, at vores hjerne sætter en begrænsning på 150 venner i snit. I 10erne undersøgte Dunbar, om sociale medier rykkede ved tallet, men et studie fra 2016 viste, at teorien stadig holdt stik.

Nu angriber forskere fra universitetet i Stockholm Dunbars tese. I et nyt studie kritiserer de det teoretiske fundament og hævder, at hjernens arkitektur slet ikke spiller så stor en rolle for menneskers sociale netværk. Da de forsøgte at gentage Dunbars analyser med moderne statistiske metoder og opdaterede datasæt, fik de resultater, der svingede fra to til 520 personer. Derfor konkluderer de, at det slet ikke giver mening at sætte så præcis en grænse, som Dunbar gør. Man bør i stedet tage kulturelle faktorer i betragtning og erkende, at der kan være stor variation i antallet af relationer.

»Kultur påvirker alt fra størrelsen på sociale netværk til, hvorvidt vi kan spille skak, eller om vi kan lide at vandre. Ligesom nogle kan lære at huske et enormt antal decimaler i pi, kan vores hjerne trænes i at have flere sociale kontakter,« siger medforfatter Johan Lind fra Stockholms universitet i en pressemeddelelse. lfh

Biology Letters, 4. maj

Misforstået indavl

Indavl er noget skidt og bør for alt i verden undgås. Sådan lyder den gængse antagelse, men ifølge biologer fra Stockholms universitet er det ikke så enkelt. I et nyt studie præsenterer forskerne en omfattende metaanalyse af indavl blandt talrige arter på tværs af dyreriget. Der er tale om 139 videnskabelige studier af 88 forskellige arter fra primater til fisk og insekter. Studierne, der er udgivet i løbet af de seneste 40 år, tegner ifølge forskerne et mere nuanceret billede af indavl i naturen.

Analysen viser, at dyr er fløjtende ligeglade med, om de parrer sig med en bror, søster, fætter, kusine eller et ikkebeslægtet individ. Tendensen går igen på tværs af studier og eksperimentelle metoder, skriver økologerne. Særligt hos gnavere er indavl tilsyneladende udbredt. I visse tilfælde ser det endda ud til, at parring blandt beslægtede dyr er reglen mere end undtagelsen. De mest indavlingsparate arter tæller blandt andet rhesusaber, søørreder, springhaler og rottearten Parotomys littledalei.

Forskerne anerkender, at indavl kan have ufordelagtige konsekvenser i form af mindre levedygtigt eller sterilt afkom, ligesom flere arter har udviklet metoder til at undgå parring med familiemedlemmer. Ikke desto mindre understreger metaanalysen, at det langtfra er alle arter, der bevidst forsøger at undgå indavl, og at alverdens biologer bør genoverveje den udbredte opfattelse, lyder det. klo

Nature Ecology & Evolution, 3. maj The Academic Times, 3. maj

Side 50



        



Videnskabspodcast
Skribenternes avis

Morten Beiter

Marta Sørensen

Klaus Rothstein

Tine Eiby