Teknologi fylder til stadighed mere i undervisningen i den danske folkeskole. Mange tiljubler dette, fordi de teknologiske hjælpemidler klargør eleverne til en fremtid i den teknologiske tidsalder, men virkeligheden set fra mit perspektiv er imidlertid en anden.
Arbejdsmarkedet i dag fungerer i en digital verden, hvilket selvsagt forudsætter undervisning i digitale værktøjer. Computere er således ikke i sig selv et ubetinget onde, men måden de i undervisningen bliver brugt på, har jeg svært ved at se det gavnlige i. For det første bliver der brugt uforholdsmæssig megen tid på at få al denne fine teknologi til at fungere. En fjerdedel af en dansktime i de små klasser kan let brændes af på at tilgå de rigtige websites, logge ind på den portal, der skal bruges, og få høretelefonerne til at fungere. I skarp kontrast til dette står det enkle håndværk: at åbne en bog.
I de større klasser, for hvem teknologien er nem og naturlig at tilgå, forefindes der imidlertid lige så store problemer. Der bliver undervist i pseudo-kodeprogrammer i stedet for matematik, som er, hvad programmører benytter sig af. Der bliver undervist i opslagsmetoder frem for at give eleverne en reel viden om de ting, de således kun lærer at finde frem til på nettet. Det står endda så grelt til, at man nu til afgangseksamen i 9. klasse til den skriftlige fremstilling i dansk må bruge det selvrettende program Txtanalyser, der for eleven går ind og retter komma og punktum. Ikke engang i dansk skal man længere kunne sin grammatik – det hele overlades i en art ressentiment over for al faglig kunnen til teknologien.
Der er altså bare noget, der går tabt ved ikke at modtage indlæring ved fordybelse i en egentlig bog (eller egentlig tekst, der for vidt godt kan læses på computer, bevares). En anden ting er, at teknologien i den daglige undervisning ikke kun fungerer som læringsværktøj. Men i lige så høj grad – og her tænker jeg især på de små klasser, for hvem denne tendens i sandhed kan være farlig – som et middel til leg og spil.
Legetime i de små klasser er i visse tilfælde erstattet af »spiltid«, som det så poetisk hedder, og frokost, der i tidligere tider var rum for historieoplæsning eller hyggesnak ved bordene, foregår nu med blikket klistret fast til et af disse smartboards visende tv-programmer som Svampebob Firkant eller Peter Pedal. Som den franske neurobiolog Michel Desmurget ominøst mener at kunne spore i sin forskning af børns overforbrug af teknologiske redskaber, fører overdreven brug af iPads, tv og computere til alt fra koncentrationsbesvær, lavere intelligens og mindre empati. Vi risikerer altså at få en generation af børn, for hvem såvel sociale som faglige kompetencer har været en negligeret del af den almene dannelse.
De menneskelige og intellektuelle konsekvenser ved en sådan lemfældighed kan være uoverskuelige. Svært er det at sige, om lærernes begejstring for teknologien er foranlediget af manglende overskud i en folkeskole, hvor tid til forberedelse og egentligt nærvær i klasselokalet ikke er en selvfølge, eller om det i højere grad skal ses som en art åndelig dovenskab, når nu det nemme alternativ alligevel forefindes. Hvorom alting er, er det så ingenlunde en tendens, vi som samfund skal acceptere.
Hele denne opsang lyder muligvis en kende nostalgisk. Det er imidlertid kun en delvis tilbagevenden til en gammel model. Teknologiske kompetencer skal der med den største selvfølgelighed også undervises i for som også ovenfor udfoldet at klargøre eleverne til et arbejdsmarked i den teknologiske tidsalder.
Det må dog aldrig blive på bekostning af den egentlige, faglige undervisning. Vore børn skal stadig kunne regne og skrive, selvom dette nu i vid udstrækning foregår på en computer. De skal stadig have en form for intellektuel ballast og grundfaglig dannelse, så vi ikke får et helt samfund af lavfunktionærer, der kun formår at forholde sig til problemer, hvis først de har slået baggrundsviden op på Wikipedia.
Det er ikke et nostalgisk forslag; det er et ønske om at uddanne mennesker til andet og mere end middelmådighed. Som litteraturkritikeren Bjørn Poulsen smukt formulerer det i sin bog Ideernes Krise i Åndsliv og Politik fra 1960: Vi skal tænke gammeldags og handle moderne.
Dette er et debatindlæg og udtrykker derfor alene skribentens holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk
