Duft. Slaget ved Waterloo var en dunst af våd jord, krudtrøg og heste – tilsat et skvæt af Napoleons parfume. Stort forskningsprojekt vil genskabe lugtene fra Europa de sidste 500 år.

Næsen som tidsmaskine

Næsen som tidsmaskine

Vi ved en hulens masse om vor nære fortid. Fra malerier og fotos ved vi, hvordan den så ud, madopskrifter har afdækket datidens spisevaner, og vi kan tilmed lytte til den musik, der fyldte lydlandskabet i verden af i går.

Den eneste sans, vi ikke inviterer med på rejsen tilbage i tiden, er lugtesansen. Lugte er forgængelige og lader sig ikke sådan opbevare til senere brug. Men hvad nu, hvis det var muligt at genskabe dem og gøre dem tilgængelige for nutidens næser?

Står det til folkene bag det EU-støttede forskningsprojekt Odeuropa, kan dette snart blive til virkelighed. Bevæbnet med kunstig intelligens og et halvt årtusindes kildemateriale vil forskerne over de næste tre år arbejde på at identificere, beskrive og genskabe de aromaer, som blev indåndet af befolkningen i Europa i det 16. århundrede til det 20. århundrede. Målet er at samle hele herligheden i en omfattende, fælleseuropæisk lugt-encyklopædi, så man på museer og andre udstillingsrum fremover kan opleve Europas historie »gennem næsen«.

Med på holdet er både historikere, kemikere, antropologer og computereksperter fra en række europæiske universiteter. En af dem er kunsthistoriker og duftforsker Lizzie Marx. Hun ser projektet som et vigtigt rygstød for en sans, der alt for ofte har været negligeret.

»Alle vore sanser kan bruges til at forstærke vores oplevelse af fortiden, men fordelen ved lugte er, at de er så tæt forbundet med vore minder og følelser. Når lugtesansen aktiveres, kan oplevelsen få en intensitet og dybde, som bringer historien til live på en helt anden måde,« siger Marx til Weekendavisen.

Citrusduft på slagmarken

De fleste kender følelsen. Man registrerer en duft i forbifarten, og i samme nu vælter minderne og følelserne frem med en kraft, som ingen tankeproces kan matche. Ifølge kulturforsker Caro Verbeek fra Vrije Universiteit Amsterdam er denne intuitive forbindelse mellem sansning og erfaring den underliggende motor i Odeuropa-projektet.

»Lugtesansen kan noget, de andre sanser ikke kan. Dufte er som tidsmaskiner. De nøjes ikke bare med at minde os om tidligere oplevelser. De lader os genopleve præcis de følelser, vi mærkede første gang, vi oplevede denne duft,« siger hun.

Første skridt i Odeuropa-projektet består i at gennemgå kildemateriale på syv forskellige sprog og lede efter beskrivelser af lugt og de kontekster, de indgår i. Til formålet udvikles en kunstig intelligens, en »digital næse«, der også skal afsøge malerier og andre visuelle kilder for aromatiske elementer.

»Vi vil lære computeren at ’lugte’ ved at lade den scanne tusinder af digitale dokumenter fra vores kulturarvssamlinger, herunder tekst og billeder, for at identificere visuelle scener og beskrivelser af dufte og lugtrelaterede situationer,« fortæller Sara Tonelli, som til daglig forsker i computerlingvistik ved Fondazione Bruno Kessler.

Projektet skal udmunde i en lugt-encyklopædi, der beskriver de mange dufte, hvor de optrådte, og hvad de bestod af. Rådata vil samtidig blive givet videre til holdets kemikere, som vil arbejde videre med at skabe moderne versioner af de historiske dufte. En opgave, der er alt andet end ligetil. Modsat eksempelvis farver eller musik lader dufte sig ikke på samme måde reducere til universelt accepterede komponenter.

»Rent teknisk er duft en blanding af kemiske komponenter, der kan analyseres kvantitativt og – i hvert fald i teorien – genskabes. I praksis er dette meget vanskeligt, da mange aromaer, eksempelvis lugten af efterårsskov og fugtig kælder, består af de samme komponenter i marginalt forskellige blandingsforhold, men opleves vidt forskelligt afhængigt af konteksten. Vi er derfor også nødt til at inddrage den sammenhæng, lugten optræder i, for at kunne forstå dens betydning,« siger Matija Strlic, professor i heritage science ved University College London.

Tanken er at gøre de genskabte dufte tilgængelige for museer og andre institutioner, som ønsker at tilbyde de besøgende en mere autentisk og sansepræget oplevelse. Værdien af dette kan Caro Verbeek tale med om. Hun har i en årrække arbejdet med at integrere lugt i udstillingsrum, og hun har observeret en tydelig forskel.

»Normalt ser man kun på et billede i nogle få sekunder. Når folk ser på udstillingen og samtidig mærker lugten, sker der noget forunderligt. Folk observerer med større opmærksomhed, de får øje på nye detaljer og føler en mere følelsesmæssig forbindelse til det, de oplever,« siger Verbeek.

I forbindelse med sin ph.d.-afhandling In Search of Lost Scents genskabte Verbeek sammen med kollegaerne Birgit Sijbrands, Bernardo Fleming og Pauline Kintz blandt andet lugten af slaget ved Waterloo. Metoden, fortæller hun, var en blanding af historisk deduktion og moderne teknologi.

»Det regnede under slaget, og vi blandede lugtene af våd jord, krudtrøg og hestekroppe med duften af Napoleons parfume. Den færdige blanding er blot molekyler i en flaske, men oplevelsen er så meget mere. Man kan mærke de tusinder af hestekroppe og lugten af frygt i luften – og midt i det hele en frisk og beroligende note: Napoleons parfume med citrusduft,« fortæller Verbeek.

Duften af mølkugle

Mens Verbeek er optaget af at genskabe fortidens lugte, er andre af Odeuropas forskere beskæftiget med at bevare nutidens lugte, mens tid er. For samfundets baggrundsdufte ændrer sig hele tiden, og mange dufte er allerede ved at forsvinde. Hvor mange husker i dag lugten af farvebånd til skrivemaskiner, mølkugler, gammeldags sololie og tobaksrøg på restauranterne? Lugte, der i tidligere generationer var en fast del af lugtlandskabet, men som i dag er reduceret til fjerne minder.

Cecilia Bembibre fra University College London har specialiseret sig i udrydningstruede lugte. Hun har udviklet en særlig teknik til at fastholde og arkivere dufte, som hun blandt andet har benyttet på de gamle bøger på Londons St Paul’s Cathedral Library. Det foregår rent teknisk ved, at den enkelte bog over adskillige dage forsegles, så lugten koncentreres. Ved hjælp af gaskromatografi og massespektrometri adskilles og identificeres de enkelte kemiske komponenter, så man til sidst kan lave en »opskrift« på duften.

»At bevare dufte er en måde at bevare vores historie på. Lugt er kulturarv, der skal beskyttes og bevares for eftertiden,« siger Bembibre.

Argumentet bakkes op af William Tullett, historiker ved Anglia Ruskin University. Han peger endvidere på, at en central del af projektet består i at afdække, hvordan forskellige lugtes betydning har ændret sig over tid. Et godt eksempel er tobak, som kom til Europa i 1600-tallet og med tiden skiftede status fra eksotisk og tilmed helbredsgavnligt til at blive betragtet som en pestilens og nu er på vej ud af vores kollektive lugtlandskab.

For Tullett er der mange gode grunde til at bruge ressourcer på et forskningsprojekt som Odeuropa. Lugtesansen, siger han, er af central betydning, ikke bare for forståelsen af fortiden, men også for vores evne til at navigere i samtiden.

»Lugte er afgørende for vores velbefindende i det daglige. Covid-19-pandemien har vist, hvor nedbrydende det kan være for folk at miste lugtesansen. Når man tænker på, hvor afgørende lugtesansen er for vores liv, er det opsigtsvækkende, hvor fraværende den har været i vores forsøg på at forstå fortiden,« siger Tullett.

Side 50



Skribenternes avis

Morten Beiter

Marta Sørensen

Klaus Rothstein

Tine Eiby

Videnskabspodcast
Læsernes besyv

Blå kunst

I øvrigt mener jeg

Selvfed bearnaise

70 procent varm luft