DEN aktuelle debat om de syriske flygtninge i Danmark viser, hvor lammet udlændingepolitikken er blevet. Urokkeligt fastfrosset og helt uden evne til at forholde sig til spørgsmålet med fornuft. Sagen drejer sig om gruppen af syriske flygtninge, der har fået midlertidigt ophold i Danmark. Myndighederne har besluttet at inddrage opholdstilladelsen, fordi det nu er blevet sikkert for dem at vende tilbage til Damaskus. Det opsigtsvækkende er ikke beslutningen som sådan. Flygtninge har ikke krav på at blive i Danmark og skal heller ikke have det. Men Danmark står alene med beslutningen. Som eneste europæiske land trodser regeringen internationale anbefalinger og insisterer på, at syrerne kan vende hjem.
DANSKE myndigheder har ikke truffet beslutningen, fordi de tror, det kan lade sig gøre at sende flygtningene retur. Det kan det ikke, og det har ikke noget at gøre med eventuelt fredeligere forhold i Damaskus’ forstæder. Danmark kan ikke sende flygtningene til Syrien, fordi vi naturligvis ikke anerkender det syriske regime og derfor ikke kan lave en aftale om hjemsendelse. Og selv hvis der forelå en sådan aftale, ville de fleste nægte at rejse hjem. Resultatet: Syrernes opholdstilladelse inddrages, de overflyttes til et udrejsecenter på ubestemt tid og må forlade deres uddannelser og arbejdspladser.
STRAMME tiltag i udlændingepolitikken følger i disse år præcis dette mønster: Regeringen og et stort politisk flertal ønsker så få flygtninge til Danmark som muligt. Det er der gode grunde til: Flygtninge og indvandrere fra Mellemøsten og Afrika integreres alt for langsomt, der er store udfordringer med radikalisering, social kontrol, kulturel modstand mod integration og et stort efterslæb efter årtier med udbredt naivitet og berøringsangst. Det skabte en eksplosiv afstand mellem vælgerne og politikerne, som har været strengt nødvendig at afkorte.
UDLÆNDINGEPOLITIK har, når det gælder om at nedbringe antallet af flygtninge, imidlertid en stor begrænsning: Danske politikere kan ikke gøre særlig meget. Vi er afhængige af globale flygtningestrømme, internationale traktater, der ikke kan laves om, og besværlige, ustabile aftaler med tredjelande. Det eneste, politikerne faktisk kan, er at gøre livet anstrengende og håbløst for de flygtninge, der kommer til Danmark. Formålet er at skræmme nye flygtninge og immigranter væk, strategien er klar, og regeringen står ved den. Det er sagen i en nøddeskal. Beslutningen om de syriske flygtninge skal sende et klart signal til alle andre: Tag ikke til Danmark!
KAN man objektivt vise, at denne strategi virker? De store udsving i flygtningetallene skyldes alle mulige andre forhold, men ja, afskrækkelsen virker, selvom det er marginalt. Der kommer relativt set lidt færre mennesker til de europæiske lande, som gør det samme. Men prisen er høj. Og udlændingepolitikken er blevet slave af et regnestykke, der ikke længere giver mening.
GØRES det op, kan man konstatere følgende: Danmark inddrager opholdstilladelsen for flygtninge, afbryder deres uddannelse og arbejde for at vise, at man aldrig nogensinde kan regne med at blive her. Det bidrager til at befæste Danmarks status som et hardcore strammerland med relativt dårlige forhold for asylansøgere og en udbredt politisk uvilje mod at sige noget som helst positivt om muslimer nogensinde. Men det løser ikke det fundamentale problem: De syriske flygtninge opfører sig præcis som hovedparten af afviste asylansøgere overalt i verden – de bliver her. Og hvad gør man så?
FORNUFTIG vil en politik være, der besvarer dette spørgsmål. I dag domineres debatten af enkeltsager om de få, der tilfældigvis kan mobilisere forargelse på sociale medier, for eksempel en gymnasieelev med en aktiv rektor. Regeringen står fast. Og intet flytter sig. En klog reform vil være at give flygtninge reelle muligheder for at forlænge deres opholdstilladelse i kortere tid ad gangen: med en uddannelse eller et arbejde, også lavtlønnet. Det, der integrerer flygtninge – uddannelse, arbejde, sprog og netværk – er også det, der vil give dem overskud til at pakke kufferten og vende hjem. I stedet gør man det modsatte: fastholder folk i et ingenmandsland med permanent flygtningestatus, hvor de mister evnen til at se sig som andet end klienter og ofre. Det er spild af penge og spild af liv. Intet tyder på, at flygtninge, der kan klare sig selv, er mindre tilbøjelige til at rejse tilbage til deres hjemland, tværtimod. Danmark er allerede europamester i at føre stram udlændingepolitik. Måske skulle vi prøve at vinde med en politik, der også er klog.
Lyt også til Weekendavisens specialpodcast om de danske børn i Syrien.
Find frem, læs eller genlæs Weekendavisens tidligere ledere i oversigten her.
