Selvom det er svært at få armene ned over fodboldlandsholdets berusende spil, mener 44 procent af danskerne, at Danmark bør boykotte VM i Qatar. Imens holder DBU og DIF stædigt fast i figenbladet om, at deres årelange kritiske dialog har forbedret forholdene for de migrantarbejdere, der endnu ikke har mistet livet i bestræbelserne på at bygge stadioner i Qatars ørkensol.
Amnesty International, der ellers påstår at kæmpe for menneskerettigheder, bliver flittigt brugt i DBU og DIFs Football for Change-kampagne, eller hvad der nu stod på den T-shirt, landsholdsspillerne havde på i få minutter, og som de færreste nåede at se. Men så lad dog DBU og DIF glæde sig til fodboldens Roskilde Festival i fred. Selvfølgelig vil de ikke gå glip af fodboldkampe fra VIP-loungen, uanset hvor mange migrantarbejdere der er døde i bestræbelserne på at sikre idrættens aristokrati gode siddepladser.
Men i Danmark har vi mulighed for at boykotte uden om DBU og DIF. Den politiske forbruger, der er aktiv i det kanoniserede danske foreningsliv, som vi er så stolte af, kan jo vælge at boykotte DBU og DIF.
Det er her, et demokratisk civilsamfund kan vise sin styrke. Den politiske forbruger trådte for alvor frem i samfundsdebatten i 1990erne som en afgørende magtfaktor i samfundet. Gennem aktive til- og fravalg i sin forbrugsadfærd søgte man at gøre sin indflydelse gældende over for markedet og de politiske beslutningsprocesser i forhold til for eksempel miljø og menneskerettigheder.
I 1995 så vi for alvor den politiske forbruger udfolde sig, da Frankrigs præsident, Jacques Chirac, nægtede at indstille landets atomprøvesprængninger i Fransk Polynesien. Det ledte til en verdensomspændende boykot af franske produkter, og daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen mindede os alle sammen om, at ingen ser godt ud i cykelhjelm, da han cyklede forrest i en protestdemonstration i Paris.
I forhold til DBU og DIFs forkrampede forsøg på at retfærdiggøre deltagelsen ved Qatars prestigeprojekt har den politiske forbruger i Danmark en enestående mulighed for at handle aktivt, inden kampene fløjtes i gang i den bagende sol. Det er, som om det ikke er gået op for DIF i almindelighed og i særdeleshed for DBUs direktør, Jakob Jensen, at man ikke er chef for et offentligt departement, men for en medlemsorganisation. Idrætsaristokratiet glemmer, at de til syvende og sidst er afhængige af medlemmernes deltagelse og medfinansiering.
Hvis medlemmer ikke gider trække på samme hammel, har de derfor muligheden for at melde sig ud af forbundet. Jeg er helt med på, at der findes en lang række foreninger, der ikke kan undvære forbundenes organiserede turneringer. Men rundtom i Danmark er der rigtig mange foreninger, der udelukkende virker til fordel for hyggen og bredden, og som ikke er afhængige af forbundets tilbud for at dyrke deres fælles interesse, men som de forskellige forbund er dybt afhængige af, fordi foreningens årlige medlemskontingent skæpper godt i kassen
Er der noget, coronakrisen har lært os, så er det, at det ikke er forbund, der holder gang i foreningslivet, men alene medlemmernes vilje til deltagelse.
Mon ikke der er en eller to af de 44 procent, som ønsker en boykot af VM i Qatar, der efterhånden føler sig så magtesløse over for DBU og DIFs magtarrogance, at de var villige til at genoplive den politiske forbrugers aktivisme.
Idrætsaristokratiets magt i Danmark beror alene på medlemmernes vilje til deltagelse. Svækkes den, svækkes det kanoniserede danske foreningsliv, og det er ingen vel interesserede i hos DBU, DIF eller blandt danske politikere.
Historisk set har man altid haft evnen til at rejse sig, når magthaverne vender det døve øre til folkets krav. I Danmark har civilsamfundet en enestående mulighed for at udtrykke direkte modstand.
Dette er et debatindlæg og udtrykker derfor alene skribentens holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk
