Peter Aalbæk Jensen var »en aparte lille dreng«, som i skolen blev mobbet. Han opdagede tidligt, at han skulle te sig som en tosse, for ikke at få tæsk.
Da han som ung kom til hovedstaden for at arbejde med film og medier, blev han atter holdt udenfor af den etablerede kulturelite. Igen blev det hans strategi at have en anormal adfærd. Det er misundelsen, der driver ham, siger han: »Jeg beundrer folk, der er kvikke, akademiske og intellektuelle. Jeg selv er mere snu end begavet, min IQ er under 90. Det er meget tæt på, at jeg skal kategoriseres som idiot,« siger han og indtager dermed endnu engang sin gammelkendte rolle som hofnar.
»Det er psykopatens privilegium,« forklarer han: »Måske er der et element af angst overfor folk som mig. Hvis man dybest set er klar til næsten alt, så er man skræmmende.«
