Allerede dagen før russernes ankomst i Demmin tog 21 mennesker livet af sig, blandt andre nogle lokale embedsmænd, der sammen med deres familier skød eller hængte sig. »Det var, som om dødsdriften pludselig kunne ramme alle,« skriver Florian Huber i sin bog om masseselvmord i Nazitysklands sidste dage.
Demmin var blevet forskånet for verdenskrigens bombeangreb, men lå med sine 15.000 indbyggere på den fremrykkende sovjetiske hærs rute til Rostock. Den 30. april 1945 blev soldaterne bremset i flodbyen Demmin, fordi broerne var sprængt i luften af tyske soldater på vild flugt. Det betød, at de sovjetiske tropper skulle være nogle dage i byen sammen med de lokale og et par tusinde strandede flygtninge, der heller ikke kunne komme videre. Den cocktail gik helt galt.
»Vi sad fast i Demmin som i en fælde,« erindrede den 23-årige Irene Bröker, der var tysk flygtning fra Stettin længere østpå. Hun oplevede, hvordan russerne gik fra hus til hus og indledte store voldtægtorgier.
Det accelererede dagen efter, den 1. maj, som var det kommunistiske Sovjetunionens store festdag. Her blev over halvdelen af byen sat i brand, og massepanikken bredte sig, fortæller historikeren Huber: »Store skarer af kvinder, mænd og børn strømmede i døden. Blandt de døde var spædbørn og småbørn, skoleelever og teenagere, unge mænd og kvinder, modne ægtepar, folk i deres bedste alder, pensionister og oldinge.«
Kvinderne var i overtal: Dem, der var blevet voldtaget, og dem, der frygtede det. Mange druknede sig sammen med deres børn ved at binde sig fast til sække med sten. Andre hængte sig i byens træer, skød sig, skar pulsåren over eller tog cyankalium. Dødstallet i Demmin nåede fra 30. april til 3. maj op på cirka 1.000 selvmord.
Flygtningen Irene Bröker ville også forgive sig og sin lille søn Holger, men det mislykkedes, og hun nedskrev sine oplevelser: »Det lyder alt sammen meget usandsynligt! Men den, der oplevede disse dage i Demmin, vil kunne forstå det.«
Det er Hubers fortjeneste, at han får læseren til at forstå det. Den tyske historiker beretter også om de andre byer, især i det østlige Tyskland, hvor titusindvis af tyskere begik selvmord ved verdenskrigens slutning.
I marts 1945 havde en præst i Berlin advaret imod selvmordene. Han blev efter en gudstjeneste opsøgt af den danske korrespondent Jacob Kronika, og her fortalte præsten:
»Der er fare for en selvmordsepidemi. Jeg søges gang på gang af folk fra min menighed, der kommer for at betro mig, at de har sikret sig en ampul med cyankali. De ser ingen udvej.«
Efterspørgslen efter cyankalium var enorm i disse dage, hvor selv sundhedsmyndigheder uddelte de dødbringende ampuller til borgerne. Den 12. april spillede Berlinerfilharmonikerne for sidste gang inden kapitulationen og opførte Beethovens violinkoncert, Bruckners Romantiske symfoni og finalen af Wagners Ragnarok. Bagefter stod der efter sigende uniformerede drenge fra Hitler-Jugend ved udgangen med kurve fulde af cyankaliumkapsler.
Men også rigshovedstadens metoder var mangfoldige. En far udleverede en pistol til sin datter og sagde indtrængende: »Det er forbi, mit barn. Lov mig, at du skyder dig selv, når russerne kommer, ellers har jeg ikke et roligt øjeblik mere.«
Huber redegør grundigt for de forskellige årsager til »selvmordsepidemien« og nævner, hvordan den nazistiske førerstat var gennemsyret af både vold og nihilisme. »Nyd krigen, for freden bliver forfærdelig,« lød nazisternes slogan i krigens sidste tid. Deres propaganda udbasunerede også, at Den Røde Hær ville dræbe alle tyskere, blandt andet med »en kæmpemæssig kødhakker«, som russerne angiveligt ville køre de tyske mænd igennem.
Men frygten var reel. Op mod to millioner kvinder blev voldtaget af Den Røde Hærs soldater, og deres hærgen var så voldsom, at de af deres egne hærførere blev betragtet som en fare for de militære operationer. Voldtægterne spredte skam og ydmygelse, og i mange tyske familier rangerede æren over de enkeltes liv.
Efter krigen blev Tyskland »fortrængningernes og fortielsernes land«, og i den østlige, sovjetdominerede del kunne man slet ikke tale højt om selvmordene. »Selvødelæggelsens sorte skygge, der lå over det tyske samfund, forsvandt fra hukommelsen,« skriver Huber.
Da tyskerne årtier senere begyndte at tage krigens mange forskellige skeletter ud af skabet, kom masseselvmordene ikke med ud. Historikerne ville have fokus på »tyskerne som gerningsmænd«, og »her passede selvmorderne ikke rigtigt ind,« vurderer Huber.
Forfatteren formår desværre ikke at dykke så dybt ned i, hvorfor selvmordepidemien var et særligt tabu i mange år. Men sagen var, at mange historikere var bange for at skrive om tyske ofre, fordi det kunne udlægges som en relativering af de ofre, tyskerne var skyld i andre steder i Europa. Det betød, at den nationalistiske højrefløj længe var alene om at interessere sig for tyske ofre. Det monopol har Huber været med til at bryde med sin uafrystelige udforskning af Europas største masseselvmord.
Florian Huber: Lov mig at du skyder dig selv. På dansk ved Lone Østerlind. 340 sider, 299,95 kr. Turbine.
Har De brug for hjælp? Der er en række tilbud til folk med selvmordstanker. Livslinien tilbyder anonym telefonrådgivning på 70201201. Man kan også kontakte et af landets kompetencecentre for selvmordsforebyggelse.
