Leder. Ansvaret ligger i Det Hvide Hus, og Trump vil nu blive husket som en af de mest skandaløse præsidenter. Blamagen klæber dog til hele Det Republikanske Parti og flere af de mest toneangivende arvtagere efter Trump.

Stormen på Capitol

Stormen på Capitol Af Klaus Wivel

REPUBLIKANERNE befinder sig i en mørk stund. Det står klart, efter at den amerikanske kongres i Washington onsdag blev stormet af Trump-støtter, ansporet af præsidenten selv. De nåede helt ind i begge kamre, det amerikanske demokratis helligste rum, hvor politikerne måtte flygte over hals og hoved, mens de var midt i en konstitutionel ceremoni, hvis formål var at stadfæste Joe Biden som vinder af præsidentvalget. Ingen, der følger med, er i tvivl om, hvor historisk et symbol onsdagens optøjer var. Den amerikanske hovedstad er opkaldt efter landets første præsident, George Washington; generalen, der sikrede landets uafhængighed ved at sejre over briterne. Han kunne formentlig, hvis han ville, med hæren i ryggen være forblevet præsident på livstid, men han gik af frivilligt efter otte år og stadfæstede dermed det princip, som er rygraden i ethvert demokrati: den fredelige overdragelse af magten. I onsdags blev den overdragelse alt andet end fredelig. Det fortæller, hvor dybt dette sår er, at selv det tyrkiske styre, som ellers har en lang tradition for statskup, fik lejlighed til at opfordre til ro og orden. Årsagen til denne forbløffende blamage er åbenlys: Fisken – som mafiaen siger – rådner fra hovedet. Det er præsidentens groteske modvilje mod at acceptere valgresultatet og hans tilskyndelse til at marchere mod Kongressen, som har ansporet hans mest forbenede og ekstreme tilhængere til kortvarigt at forvandle USA til en bananstat.

SLAP Trump således denne pjaltehær løs på Kongressen, er det nu hævet over enhver tvivl, at han vil blive husket som en af landets mest skandaløse præsidenter. Sikkert er det også, at toneangivende medlemmer af hans eget parti er medskyldige. Det Republikanske Parti, som har fostret præsidenter som Abraham Lincoln, Teddy Roosevelt, Dwight D. Eisenhower og Ronald Reagan, og som engang stod for ansvarlighed, ærlighed, lov og retfærdighed, har ladet sig trække ned af sin populistiske fløj. Det begyndte i 1990erne med Newt Gingrich, tog fart efter valget af Obama med The Tea Party Movement og kulminerede med valget af Trump, hvis narcissisme, sårede stolthed og grundlæggende disrespekt for folkestyret nu tester fundamentet for den nation, som grundlagde det moderne demokrati. Trump har på få år skabt et parti i sit eget billede. Ingen kan være i tvivl om, at hans kampråb om America First aldrig betød andet, end at han selv skulle sættes først – om så staten måtte gå under.

Læs også Martin Krasnik, der vender linsen og ser historien fra den anden side

SELV om ansvaret skal placeres i Det Hvide Hus, hører det med til billedet, at der helt frem til onsdag var 11 republikanske senatorer og 140 republikanere i Repræsentanternes Hus, som havde tænkt sig at nægte at godkende det valg, ingen retsinstanser har kunnet finde nogen svindel af betydning ved. Perspektiverne i dette opgør med vælgernes dom er svimlende. Texas-senatoren Ted Cruz, hvis blik er stift rettet mod præsidentvalget i 2024, hørte til i den gruppe. Han blev afgørende kendt, da han i efteråret 2013 fik lukket hele Kongressen ned i ugevis i protest mod Obamas sundhedsreform. Allerede her så man, hvor langt enkelte republikanere for egen vindings skyld var villige til at gå for at spolere den demokratiske proces. Man anede også, hvilke kræfter der var sluppet løs både i Kongressen og i dele af den hvide, amerikanske befolkning, der blev opfanatiseret af højrefløjsmediernes konspirationsteorier og vedvarende angreb på de amerikanske institutioner. Bevægelsen blev hurtigt mainstream på den amerikanske højrefløj, skønt det var, som om Cruz og hans allierede aldrig tog ansvar for, hvad de gjorde. Disse grundlæggende revolutionære og undergravende angreb blev altid afviklet med et ironisk glimt i øjet. Det var det samme blik, de fastelavnsklædte kupmagere indtog Kongressen med i onsdags; som en milits af spøgefugle, der ikke anede, hvad de skulle stille op med det magtkammer, de havde indtaget, ud over at tage en selfie. Det farlige letsind finder man hos Cruz. Med visheden om, at han aldrig ville få et flertal i onsdags, turde senatoren i ly af mere ansvarlige politikere føre sig frem mod næste præsidentvalg som Trump-loyalist. Også han måtte eskorteres væk fra Senatet, beskyttet af politiet mod den hujende hob, han selv havde været med til at opgejle.

HORDERNE er også opflasket af falske forhåbninger fra adskillige af partiets topnavne, som under hele præsidentperioden har nølet med at fortælle befolkningen sandheden og vise lederskab. Af frygt for at miste indflydelse og vælgere har de i fire år gentaget Trumps påstande, lige indtil den dag de selv blev bestormet af folk, som rent faktisk troede på dem. Senatslederen, republikaneren Mitch McConnell, der først anerkendte valget midt i december, advarede sit partis opviglere om den »dødsspiral«, nationen ville blive hvirvlet ind i, hvis Senatet undlod at følge befolkningens vilje. Sjældent har en profeti været hurtigere til at gå i opfyldelse. »Det er, hvad I har skabt,« som en af partiets få tilbageværende hædersmænd, Mitt Romney, fik råbt til sine partifæller, inden salen blev kapret. Han var den eneste republikanske senator – og den første nogensinde fra samme parti – der i februar sidste år stemte for at stille Trump for en rigsret som følge af, at præsidenten misbrugte sin magt ved at afpresse ukrainske myndigheder til at efterforske politiske modstandere, deriblandt Joe Biden. Romney stod alene blandt republikanere. På denne mands mod og anstændighed må partiet genopbygges, hvis det nogensinde forventer at blive taget alvorligt igen.

Læs også om senatsvalget i Georgia, der gav Demokraterne fuld plade

FRI for Trump bliver USA næppe, før hans periode snart udløber – heller ikke selvom mange taler for at fjerne Trump fra embedet i de sidste dage. Derved vil de lade vicepræsident Mike Pence overtage Det Hvide Hus og sikre, at Biden den 20. januar kan overtage uden yderligere eskalering. Det har næppe nogen gang på jord, ikke mindst fordi vi også måtte vente helt til for ganske nylig, før vi blev klogere på, om Pences loyalitet rettede sig mod Trump eller vælgerne. Amerikanske myndigheder kommer nok til at udholde denne mand lidt endnu, mens de gør sig klar til at få ham bugseret ud af det hus, han har glemt, han har til låns. Det er der kun ganske få dage til; en opmuntring i denne dystre tid. Opmuntrende er det også, at vælgerne i sydstaten Georgia – i tirsdags – valgte to demokratiske kandidater til Senatet, hvilket betyder, at Republikanerne har mistet flertallet i alle tre kamre. Derved tvinges de til at tænke over, om USA har gavn af et parti, der bejler til pøbelvælde og despoti. Det blev som sædvanlig en uhyre smal sejr i Georgia, og meget tyder på, at det var præsidentens vedvarende påstande om fusk ved præsidentvalget, der fik republikanske vælgere til at blive væk og demokrater til at møde op i stimer. Trumpismen er således ikke længere en vinder­strategi; den har siden delstatsvalgene i 2018 ikke ført til andet end nederlag. Bevægelsen stødte mod amerikanernes grundlæggende demokratiske instinkt. Yderligere lyspunkter er, at politikerne efter afbrydelsen fik godkendt Biden som ny præsident, og at det trods alt aldrig lykkedes Trump – som dog er forsvarets øverste chef – at aktivere andre end de spraglede typer, der indtog Kongressen i onsdags. Da det kom til stykket, holdt amerikanernes vigtigste institutioner stand mod den underminering, der foregår fra allerhøjeste sted.

Side



Videnskabspodcast
Skribenternes avis

Marta Sørensen

Klaus Rothstein

Tine Eiby

Morten Beiter