Læsefeber. En flagermus i Kina har givet anledning til litterær turbulens i Danmark. Effekten er smittende læseglæde og helt nye bogkøbsvaner. Foran venter en vaccine mod lykkelige slutninger.

Flagermuseffekten

Sprøjtens slanke spids søger skulderens sarte skind, penetrerer pludseligt og potent og efterlader et lyst sekret i mørket. Det blege serum indeholder genetiske kodestrimler fra den flagrende krabat, som satte i skub i pesten, og som nu sikrer kroppen fornyet livskraft efter måneders ulidelig ventetid.

Men ikke spildtid. I hvert fald har skadedyrets hærgen givet anledning til mindst ét positivt træk, som nu lægger beslag på det beklagelige tomrum fra nedlukning til nålestik: en imponerende litterær appetit.

Allerede da det synkrone stormløb mod Bilka begyndte, satte også boghamstringen ind. Et par krimier toppede indkøbsvognens behovspyramide, og bibliotekerne fordoblede deres udlån. For når kriser kradser, vokser trangen til læsestof. Det ved historikere. Under samtlige pestkatastrofer, som vi kender til fra skriftlige kilder, gik de karantæneramte straks på jagt efter lekture og bladrede sig vej gennem alt, hvad de kunne få fingre i. Bøgerne – disse masseudbredelsesvåben – udgør nemlig en effektiv og fuldkommen receptfri modgift mod verdens fortrædeligheder.

Bøger rummer faktisk kun ét problem, når mikroberne tager magten. Viruspartikler lever helt ubesværet og længe på flapper og læderindbindinger og gør bogtryk til et spørgsmål om smittetryk. Det har foreløbig sendt bibliotekarer hjem og tryksagsafhængige i retning af nye bogpushere. For læsestof må vi have. Og midt i isolationens elendigheder er lånene flyttet over på internettet og har digitaliseret læsevanerne.

Faktisk er e-bogsudlånet steget til omtrent det dobbelte. Tallene fra Danmarks Statistik og Slots- og Kulturstyrelsen lyver ikke. Den kinesiske vampyr har sat en grundig stopper for et tiårs konstant læserflugt.

Får man hovedpine af de skærmbårne værker, kan man altid slå lyttelapperne ud i stedet for. Fænomenet kender vi fra Giovanni Boccaccio, som i sin klassiker Dekameron beretter om ti menneskers flugt fra middelalderens pesthærgede Firenze, og hvordan de i en bogløs verden holder hinanden ved godt mod ved at fortælle historier. Coronakrisen er ingen undtagelse. Indtalte bogværker brager gennem lydmuren med imponerende salgstal. Ifølge streamingtjenesterne er særligt krimi, romance og feelgood – og hvad der ellers virker trygt i krisetider – i meget høj kurs.

Men ikke alt indhold handler om virkelighedsflugt. Menneskelig lidelse har trods alt givet litteraturen masser af næring i tidens løb, og Dekameron blev jo genudgivet med nærmest matematisk præcision, netop som flagermusfeberen ramte. Egentlig kan man undre sig over pestlitteraturens appel i tider, hvor smitsom sygdom samtidig er en fysisk realitet, men sandheden er, at den slags virker stærkt livsbekræftende. Værkerne udgør en slags spejlbilleder fra fortiden og viser, at vi langtfra er de første, der har gennemlevet mikrobernes hærgen – og overvundet dem. For det er trods alt vinderne, der skriver historien.

»En pest har ikke menneskelige proportioner, så folk fortæller sig selv, at den er uvirkelig og en dårlig drøm, som ender,« skriver Albert Camus i sin roman om sygdomsfænomenet som en forklaring på, hvorfor kriser kalder på lykkelige slutninger. Den omfatter også os, der endnu har nogle hårde vintermåneder og et par ømme skuldre til gode.

Først med nålestikket følger fest, lettelse og jubelskrig. Og fortrængning, glemsel og sentimentalitet. For nutidens fortrædeligheder er morgendagens nostalgi.

I sin bog The Future of Nostalgia (2002) fortæller den nu afdøde Harvard-professor Svetlana Boym om, hvordan brutale omvæltninger ofte følges af længselsepidemier. Selv oplevede hun, hvordan Sovjetunionens sammenbrud satte skub i folkeligt mytemageri og monumentbyggeri, som dyrkede udvalgte og stærkt romantiserede sider af den tabte tid og gjorde den til en slags kollektiv sandhed.

Det ser vi også nu. Statsministeren tyvstartede i sin nytårstale med fortællingen om, hvordan året, der gik, styrkede fællesskabet og gjorde alle til helte, der med god opførsel reddede menneskeliv. Åh, det var tider. Dengang der i en stakket stund fandtes andre værdier end økonomiske vækstrater. Dengang himmelhvælvingen var blottet for flyudstødning og mennesket for klimaskam. Dengang samfundet valgte minkindustrien fra og forældre – om end nødtvungent – deres børn til. Dengang vi igen lærte at læse. Det er som med Matador, der også foregår i en af de værste af alle tider, og hvor alting alligevel føles trygt og godt. Nostalgi handler nemlig ikke om at tænke over fortiden og endnu mindre om at tage ved lære, men alene om at forsone sig med den. Og intet heler så godt som den smertelige længsel efter en fortid, som aldrig fandtes. Den er en fiktion, javist, men intet er bedre for den mentale folkesundhed end digtekunst.

Hamstringen, fjendebillederne og sølvpapirshattene? Den slags er der sjældent plads til i kriselitteraturen, hvor det meste af det, man læser, helt naturligt fremstår som lettere sentimentale beretninger om verden af i går og om dengang, hvor alting emmede af normalitet. Målet for alle længsler.

Ensomheden, arbejdsløsheden og skilsmisserne? Heltehistorierne, nostalgien og de lykkelige slutninger? Den slags bryderier må en mere kritisk eftertid og den postepidemiske litteratur tage sig af!