PARIS – Timing er afgørende. Mens den faldne Hollywood-producer Harvey Weinstein nu som dømt sexforbryder kan se frem til i en årrække at måtte parkere rollatoren bag tremmer, har den tidligere direktør for Den Internationale Valutafond, IMF, Dominique Strauss-Kahn for længst lagt alle sine sager om seksuelle overgreb bag sig og taget hul på en ny og anderledes luksuriøs tilværelse.
Efter et hemmeligholdt økonomisk forlig med den forulempede stuepige Nafissatou Diallo, som han angiveligt forgreb sig på, da han spankulerede nøgen omkring i sin luksussuite i Sofitel i New York i 2011 – samt et par sager i hjemlandet, der faldt for den franske forældelsesfrist i sager, der ikke drejer sig om fuldbyrdet voldtægt – har den aldrende økonom ikke set sig tilbage. Han nyder i stedet godt af den berømte marokkanske gæstfrihed.
Den forhenværende finansminister, der i 2011 var venstrefløjens storfavorit til præsidentvalget i 2012, er så heldig, at hans skandale i New York flammede op en lille håndfuld år før Harvey Weinsteins, og at #MeToo og bevægelsens franske version #balancetonporc (bogstaveligt: ’stik dit svin’) endnu ikke havde ramt de sociale medier.
For hans medfart på de sociale medier ville næppe være blevet blid i betragtning af den aldrende advokat og økonoms ry som en hæmningsløs satyr, der ikke gjorde store personlige anstrengelser for at lægge bånd på sin løbske libido. Et ry, der var så almindeligt kendt, at et internt memo i Air France, der blev lækket til pressen, udtrykkeligt forbød kvindelige stewardesser at følge ham til gaten fra førsteklassesloungen i lufthavnen. Ligesom det af mange iagttagere blev anset som den største hæmsko for hans karriere, da han blev udpeget som IMFs præsident i 2007.
Umiddelbart efter skandalen så det ellers sort ud for DSK – som han kaldes i folkemunde med den klassiske franske faible for forkortelser. Hans hustru, journalisten Anne Sinclair, lod sig skille fra ham, hvilket betød et farvel til hans opulente livsstil, idet parrets penge tilhørte hendes del af familien. Men DSK skulle hurtigt vise sig at have lige så meget flair for at lande på egne ben som for at gramse på damernes. Efter et par mislykkede investeringseventyr stiftede han således offshoreselskabet med det ubeskedne navn Parnasse International og tog hul på en ny og friere tilværelse som økonomisk rådgiver med base i Nordafrika, nærmere bestemt Casablanca (i den frihandelszone, han selv har rådet den marokkanske regering til at etablere), hvor #MeToo-bølgens skumsprøjt stadig kun skimtes svagt i horisonten mod det europæiske kontinent.
På blot fem år har DSK således ifølge nyhedsmagasinet L’Obs skrabet ikke mindre end 155 millioner kroner sammen i honorarer for konsulentbistand til blandt andre Congo-Brazzavilles præsident og den russiske oliegigant Rosneft (der ledes af en af Vladimir Putins grå eminencer).
At Strauss-Kahn måtte forlade sin politiske karriere i håndjern via en ubarberet transit på den berygtede straffeanstalt Rikers Island, betyder åbenbart ikke så meget for hans pengeglade kunder. Og på de økonomiske konferencer i Afrika trækker man på skuldrene ad hans berygtede »vandrende hænder«, for her vil alle gerne tale med den galliske finansstjerne på grund af hans lige så berømte højtflyvende ideer og brede økonomiske udsyn.
For som den romerske kejser Vespasian jo også så rigtigt sagde, da han indførte en kontroversiel skat på de latinske latriner: pecunia non olet – pengene lugter jo ikke.
Læs også Zoe Willliams' essay: »Køn: Den totale krig«
