Den pan-nordiske affaldsaktion

Varde Rådhus står som et lille tempel for bureaukratisk rationalitet; rene linjer og store flader, selve indbegrebet, forestiller man sig, af alt dét, de ikke kunne holde ud. Hvilket vil sige det moderne og dét, der er værre end det moderne: det modernistiske. Skraldet blev under alle omstændigheder losset af ved kommune­kontorets hovedindgang og en seddel sat på døren: »Da I POLITIKERE er ansvarlige for, at hele vort land flyder i skidt, afleverer vi hermed skidtet til jer, her hvor I arbejder. Skidt må tage skidt!«

Noget lignende undergik borgerservice i Hedensted – af alle steder – og en rådmand fra Aalborg Kommune. Han var ellers Enhedslistemand, både rød og – mere afgørende – grøn. Men skraldet blev ikke desto mindre efterladt umiddelbart under postkasserne, lige ved siden af indgangen til hans boligblok. Og også rådmanden fik en seddel med ved samme ombæring – »Skidt må tage skidt!« og så videre.

Det samme fik daværende miljøminister, Jakob Ellemann-Jensen, hvis private indkørsel samme dag blev læsset til med et udvalg af affaldsposer, både de sorte og de gennemsigtige. De rummede resultaterne af, hvad der senere i al højtidelighed blev omtalt som en »pan-nordisk affaldsaktion«. Nazisterne havde været ude og samle skrald.

Ja, de havde sågar været i gang i hele Norden den forårsdag tilbage i maj 2018. I Danmark samlede de skrald, andre steder gik det mere lystigt for sig. På den norske afdelings hjemmeside er der billeder af bevægelsens »friluftsaktiviteter«, der dels bestod i opsætning af klister­mærker og dels mere traditionelle former for udendørs­aktivitet. På et af billederne står en kvindelig nazist i en lille jolle og svinger sin fiskestang over skulderen. På et andet sidder en ung, mandlig nazist på en klippeafsats og spiller guitar foran en meget norsk fjeldsø.

»Å koble av, puste ut og fjerne seg fra det konstante ’bruset’, som omgir oss i hverdagen, er sunt, og særskilt i dagens dekadente samfunn,« stod der på den norske hjemmeside. Den danske afdeling forklarede videre: »I det liberale demokratis tidsalder er mennesket i høj grad blevet forvandlet til en parasitisk skabning, som dræner Jordens ressourcer og behandler den hensynsløst for enten at tilfredsstille sin egen livsstil eller gøre rige mennesker endnu rigere.«

Så det var altså dét, dagens aktion skulle til for: at bringe mennesket hjem til naturen.

I midten af januar faldt der så dom ved retten i Lyngby i forbindelse med den pan-nordiske affaldsaktion: Fire medlemmer af Den Nordiske Modstandsbevægelse blev idømt bødestraf for chikane og krænkelse af Jakob Ellemann-Jensens husfred. Den Nordiske Modstandsbevægelses danske afdeling er ellers bedst kendt for sin rendyrkede antisemitiske nazisme; de er, som de selv skriver, en »revolutionær nationalsocialistisk kamporganisation«, etableret i Sverige i 1990erne, siden udvidet til hele Norden, i dag den største og mest voldsromantiserende, højreekstreme gruppering i Skandinavien.

Drømmen er en pan-nordisk nazistat, og midlerne er propaganda, marcher, internetaktivisme – og af og til vold. I Finland er gruppen af samme årsag forbudt ved lov, mens svensk politi tidligere har kædet gruppen sammen med adskillige voldelige aktioner. Herhjemme står to af gruppens medlemmer sigtet for vandaliseringen af den jødiske kirkegård i Randers i forbindelse med årsdagen for Krystalnatten (de nægter sig skyldige). De to er desuden også sigtede for at overmale en regnbuebænk i Århus og øve hærværk mod en venstreorienteret boghandel i byen.

Ellers er det bevægelsens klistermærkekampagner, der har trukket flest overskrifter. Siden den danske afdeling åbnede i 2017, har de været i gang i hele landet; i Bellinge, Horsens, Rønne. Kort tid efter det højreekstreme terrorangreb i Christchurch, New Zealand, gik det ud over Den Dansk-Somaliske Forening i Fredericia. Klistermærket: »Refugees NOT welcome«.

Invasive arter

Men de går altså også op i naturen, nazisterne. I bevægelsens manifest – der er inspireret af den danske nazitænker Povl H. Riis-Knudsen (interviewet i Weekend­avisen, 12. juli 2019) – kan man læse, at det, der i dag anses for økologi for fremtiden, skal være minimumstandard, og at bevægelsen desuden »modsætter sig det rådende antropocentriske syn på dyrene som laverestående og mindreværdige skabninger«. Der skelnes i det hele taget ikke rigtigt mellem politik og biologi, tværtimod, naturen er tydeligvis et politisk forbillede.

Bevægelsen holder følgelig såkaldte rede-møder i Hare­skoven og dyrker dertil – hvis man da skal tro bevægelsens regelsæt – en form for ekstrem renlighedskultur, hvor der eksplicit opfordres til tilbageholdenhed, hvad angår alkohol og cigaretter, og hvor anabole steroider, narkotika, lykkepiller, psykisk sygdom og synlige tatoveringer er direkte forbudt. Rent skal det være.

Det er den moderne verdens rod, dens kaos og ambivalens, fremmedgørelsen – alt sammen inkarneret i den dekadente storby – de tilsyneladende ikke kan holde ud. »Store byer er ikke noget sundt miljø for mennesker at bo i«, som det hedder, »da det fordærver og fremmedgør mennesker fra både naturen og andre mennesker.«

Nu kunne man så måske mene, at hvis der findes et originalt kaos i denne verden, ja, så er det naturen. Her er en sfære, hvor alting hele tiden går i stykker, rådner op eller brydes ned for blot at genopstå som noget nyt og andet, der også må brydes ned; her flyder alting kort sagt rundt og falder fra hinanden i en uendelig række af katastrofer.

Men ikke den fascistiske natur. Den er ordnet og harmonisk. Eller den var ordnet og harmonisk, indtil mennesket hævede sig over den.

Og nazisterne har følgelig sat sig for at kæmpe en heroisk kamp for at genskabe harmonien og bringe menne­sket i overensstemmelse med »naturens love om biologisk mangfoldighed«. Hvilket så til gengæld betyder, at der går en lige linje fra kampen mod invasive arter til ønsket om total race-segregering: »Intet grønt parti kan støtte multikulturalisme, da denne folkemordsideologi står i skarp kontrast til biologisk mangfoldighed og evolutionær udvikling.«

Jødehad og dyrerettigheder

De tanker er Den Nordiske Modstandsbevægelse ikke alene om at underholde. I britiske og amerikanske medier har man i de seneste par år kunnet læse om en snæver, men bemærkelsesværdig bølge af »økofascisme«, et paraplybegreb for et væld af strømninger på den yderste højrefløj, der forsøger at forene jødehad med dyrerettighedsaktivisme, homofobi, reaktionær kapitalismekritik, antidemokratisk sværmeri og veganisme – og som desuden ser klimaforandringer og forurening af naturen som et resultat af befolkningsvæksten i den tredje verden. Altså den ikke-hvide verden.

Inspirationskilderne er brogede: Savitri Devi, naturmystiker, dyrerettighedsforkæmper og nazistisk spion i Indien under krigen. Den finske dybdeøkolog og antihumanist Pentti Linkola (»Livets værste fjende er for meget liv«). Nordisk mytologi. Fransk nyfascisme. Og endelig Ted Kaczynski, bedre kendt som The Unabomber, en amerikansk terrorist, der hadede både det moderne, industrialiserede samfund og venstrefløjen. For nu at nævne et udvalg. Der er noget karakteristisk postmoderne og internetagtigt over listen af inspirationskilder – øko­fascismen beskrives da også hovedsageligt som et inter­netfænomen.

Men det er ikke kun et internetfænomen. Kort før den 28-årige australier Brenton Tarrant i marts 2019 dræbte 51 mennesker i et terrorangreb på to muslimske institutioner i Christchurch, New Zealand, udgav han et 71 sider langt manifest, hvori han beskrev sig selv som økofascist »af natur«.

»Det naturlige miljø er industrialiseret, pulveriseret og kommodificeret,« skrev han. »Den vestlige kultur er trivialiseret, opløst og blendet sammen til en smøre af meningsløs intethed, mens de eneste grundsætninger og overbevisninger, der tilsyneladende stadig holdes fast ved, er myten om individet, værdien af arbejdet og den private ejendoms suverænitet.« Og så gik han altså ud og myrdede 51 mennesker.

Læs også Bo Bjørnvigs kommentar: »Klimakampens hykleri vokser konstant«

Da Patrick Crusius nogle måneder senere dræbte 22 mennesker i en Walmart i El Paso, Texas, udgav han et lignende, omend noget kortere, manifest; en rasende racistisk og melankolsk anklage mod en gennemført fremmedgjort verden udhulet af kapitalinteresser og undergravet af masseindvandring. Også denne højreekstreme terrorist var økolog af en art: »Den amerikanske livsstil giver vores borgere en utrolig livskvalitet,« hed det i en tekst, der blev lagt på nettet umiddelbart før terrorangrebet, og som efter alt at dømme er forfattet af gerningsmanden. »Imidlertid ødelægger vores livsstil miljøet i vores land. Decimering af miljøet skaber en enorm byrde for kommende generationer.«

Bonderomantik

Nu kunne man så måske få den tanke, at der er noget opportunistisk eller ligefrem falsk ved disse højreradikale miljøbekymringer, at det er forsøg på at lefle for folkestemningen eller noget i den stil, et pludseligt indfald måske. Det er der ikke nogen grund til at tro.

I Ecofascism – Lessons from the German Experience – udgivet første gang i 1995 og opdateret i 2011 – trækker historikeren Peter Staudenmaier de økofascistiske tanker tilbage til den tyske romantik og i særdeleshed til to figurer fra det tyske åndsliv: Ernst Moritz Arndt og Wilhelm Heinrich Riehl og deres »ejendommelige syntese af naturalisme og nationalisme«.

Arndt var ellers oprindeligt begejstret for den franske revolution, oplysningsprincipper og det hele, men endte med at gå i en anden retning. Han gik i skoven, skrev en forsvarsartikel for den i 1815 og blev siden en af den moderne tids første, egentlige økologiske tænkere. Som Staudenmaier bemærker, lød Arndt nu og da som vor tids miljøforkæmpere. Et ek­sempel: »Når man ser naturen i sin nødvendige sammen­hæng og indbyrdes forbundethed, er alle ting lige vigtige – busk, orm, plante, menneske, sten, intet først eller sidst, men alt en eneste enhed.«

Arndt var så ikke alene en forsvarer for de tyske skoves bevarelse og beskyttelse, men også af det tyske folks bevarelse og beskyttelse og således groft antisemitisk, foruden antipolsk og antifransk. Riehl gik videre i Arndts fodspor.

»Vi må redde skoven, ikke kun for at vores ovne ikke bliver kolde om vinteren,« som han skrev i 1853, »men også så folkets livspuls fortsætter med at slå varmt og lykkeligt, så Tyskland forbliver tysk.«

Den tyske natur og det tyske folk var altså intimt forbundne størrelser, mytologisk og konkret. Og inkarna­tionen af denne forbindelse var selvfølgelig den tyske bonde, der levede af og i den tyske muld og således kom til at stå for noget autentisk og harmonisk midt i mo­dernitetens, urbaniseringens og den gryende industri­aliserings kaos.

Dermed blev Riehl med sin »åbenlyst antisemitiske forherligelse af landlige bondeværdier og udifferentieret fordømmelse af moderniteten« grundlægger af den antiurbane og stærkt nationalistiske bonderomantik, der skulle komme til at inspirere først de såkaldte Völkische-bevægelser omkring århundredeskiftet og senere nazis­men, der overtog tankegodset og satte sig for at udrydde alt, der stod i vejen for, at det fremmedgjorte tyske folk kunne finde hjem til den tyske naturs harmoniske orden. Blut und boden, som Hitlers landbrugs­minister, Richard Walther Darré, formulerede det.

Staudenmaier opsummerer: »Nationalsocialisme kunne (...) ses som en stræben efter at eliminere andre racer med henblik på at lade det tyske folks medfødte forståelse og følelse for naturen hævde sig og dermed sikre et harmonisk liv tæt på naturen for fremtiden.«

Autenticitetens politik

Den fascistiske samfundskritik har med andre ord altid lydt, at det moderne samfund ikke er uretfærdigt, det er unaturligt. Fascisme er politik som naturgenopretning; det går ud på at beskytte eller genoprette de »naturlige« kategorier og bringe mennesket hjem på plads. Problemet er ikke ufrihed, men fremmedgørelse; løsningen ikke frigørelse, men forankring; sproget ikke rationelt, men mytisk. Det er en form for totalitær, kollektiv selvrea­lisering, på national skala og med voldelige midler. Fascismen er autenticitetens ideologi.

Nu er drømmen om at finde hjem på plads jo så godt nok mindst lige så gammel som syndefaldet – og et nærmest universelt udtryk for menneskelivets evindelige ambivalens. Det var som bekendt heller ikke kun for­skellige former for proto-fascister, der gik og sværmede for naturen under romantikken, det gjorde et væld af poeter og utopister af enhver politisk støbning. Og det gjorde de, fordi kapitalismen og industrialiseringen, ja, selve moderniteten betød, at verden forandrede sig med en hidtil uhørt hast – alt sammen opsummeret i Marx’ berømte sætning om, at »alt, der er solidt, smelter og bliver til luft«.

Det bliver det som bekendt ved med at gøre. Og vi bliver ved at drømme om at komme hjem til naturen. Nede i Netto sælges True Gum-tyggegummi, der er 100 procent organisk. Livsstilsmagasinerne er fyldt med folk, der flytter ud i naturen. I fjernsynet sender de Bonderøven. Vi lindrer med andre ord den ambivalens, fascisterne for alt i verden vil afskaffe med vold og politik.

Mod slutningen af Ecofascism vender Staudenmaier, der selv er indædt miljøforkæmper, tilbage til nutiden (altså 2011) i et forsøg på så at sige at redde den økologiske tanke fra fascismen. »Økologien foreskriver ikke i sig selv en politik; den skal fortolkes, formidles gennem en eller anden teori om samfundet for at få politisk mening,« minder han om.

Det er en advarsel mod den idé, at naturen i sig selv rummer en uformidlet sandhed om, hvordan menneskene bør indrette sig med hinanden og med naturen. For dét er økofascisme.

 

Læs også interviewet med Povl H. Riis-Knudsen: »Nazisten, der kom ind fra kulden«

Læs også reportagen om netværket Scandza Forum: »Norden vågner«