Biroller. Den transkønnede filmhistorie har været fuld af chok og fordomme, mens nye film fokuserer på synlighed og accept. Men hvorfor ser vi stadig på transpersoner udefra?

Ingen er fuldkommen

Ingen er fuldkommen Af Linea Maja Ernst

I den biografaktuelle En helt almindelig familie spiller Mikkel Boe Følsgaard Agnete, som er far til Emma på 11. Da faren springer ud som kvinde, har Emma svært ved at acceptere det. Filmen foregår omkring årtusindskiftet, Agnete har en kæk, mousset frisure og er iklædt mor-kjoler i A-snit og glade farver som dem, jeg kan huske fra forældremøder i folkeskolen. Fodboldpigen Emma driver mut gennem filmen og kan hverken rigtigt tilgive eller undvære sin far, som hun tidligere havde et tæt forhold til.

Instruktør Malou Reymann har baseret filmen på sin egen families historie:

»Min far skiftede køn, da jeg var 11. Og blev til Helene. Jeg følte en stor modstand, fordi jeg ikke forstod det. Der var meget angst og uvished i mig. Jeg har vendt researcharbejdet indad, fundet situationer og følelser og minder, som jeg har brugt som fundament til denne her historie. Men min familie genkender historien. Når min far ser den, siger hun: ’Det var præcis sådan, det var.’ Hun kan rigtigt godt lide, at filmen er set fra barnets perspektiv.«

Hvis Malou Reymann havde lavet filmen til et LGBT-publikum, ville hun have truffet nogle andre valg, siger hun. Men hun havde lyst til at lave en film, som også folk, der lever langt fra den verden, kunne identificere sig med.

»Vi befinder os virkelig i en brydningstid. Med skarp polarisering. I forbindelse med filmen er den ene fløj blevet vrede over, at vi har castet en cis-mand til at spille transkvinde, mens den anden fløj synes, vi skaber propaganda mod kernefamilien, og at det er synd for børnene. Så det vigtige for mig er overhovedet at skabe noget at tale ud fra. Jeg har oplevet de her ting, før der var et sprog for det. Det vigtige var at prøve at skabe et sprog i stedet for at være bange for at sige noget forkert.«

Filmen rammer lærredet i en periode med stigende kulturelt og politisk fokus på transkønnede. Et trans-vende­punkt, om man vil. Men spørger man køns- og medieforsker Tobias Raun, er tidehvervet ikke så om­fattende, som det kan tage sig ud ved første øjekast:

»De fleste film om transkønnethed er oplysning og underholdning rettet mod et ikke-trans-publikum. Det gør, at de er skruet sammen på en bestemt måde. Synsvinklen er lagt hos ’de normale’, og den transkønnede bliver konsekvent betragtet udefra. Sådan er det også i En helt almindelig familie. Det er en fin, legitim historie, men det er ikke den transkønnedes historie.«

Læs også om den kontroversielle tv-serie 'Euphoria', der har sat gang i debatten om flydende kønsidentitet i USA: »Køn og køn imellem«

Vi ser det helt bogstaveligt i en scene fra familieterapeuten. Her har Emma viklet et halstørklæde for øjnene, så hun ikke kan se sin far som Agnete, og det kan publikum heller ikke, kun antydningen af en lyserødt glitrende cardigan. Det er Emmas udvikling, hendes følelse af fremmedgørelse og svigt, som er i fokus, ikke Agnetes tran­sition, skilsmisse eller kamp med forældreskabet.

Nysgerrighed og interesse lyder umiddelbart positivt, men opmærksomheden kan understrege et hierarki. Selv nyere film, der handler om accept frem for frygt eller latterliggørelse, kommer til at handle om de »pårørendes« reaktioner på de transkønnede, mener Tobias Raun. Som i The Danish Girl, hvor Alicia Vikander spiller Gerda Wegener, hustruen til Lili Elbe, der i løbet af filmen gennemgår en række kønskorrigerende operationer som en af de første i verdenshistorien. Som publikum skal vi identificere os med Gerda, som bliver ulykkelig, fordi hun – tager filmen som en selvfølge – ikke kan fortsætte i et forhold med Lili som kvinde. I Dallas Buyers Club spiller Matthew McConaughey en heteroseksuel mand med aids, der smugler medicin over grænsen fra Mexico, mens Jared Leto har en birolle som transkvinde, som McConaugheys hovedrolle først foragter og siden modvilligt lærer at respektere, inden hun dør. Og det er symptomatisk, mener Tobias Raun:

»Hun har en hjælperrolle, hun skal lære ham at blive tolerant. Filmen er interesseret i hans udvikling, og publikum skal hylde, at han bliver et godt menneske.«

Det samme gør sig gældende i En helt almindelig familie, mener han.

»Det er både et drama og har nogle komedietræk. Man kan mærke, at vi som publikum skal have medfølelse. Men hvem skal vi føle med? De pårørende. Der er mange, der synes, der er overvældende stort fokus på trans­kønnede for tiden. Men bare rolig. Det handler stadig om jer, selvom det handler om os,« siger Tobias Raun tørt.

Jeg var selv ikke særlig gammel, da jeg fik et lykkeligt chok i Marilyn Monroe-filmen Some Like it Hot. Marilyn er den evige, smukke blondine Sugar, som forsøger at score sig en millionær, Osgood III. Millionæren bliver imidlertid indtaget i Daphne (Jack Lemmon), som i virkeligheden hedder Jerry og er forklædt som kvinde, på flugt fra gangstere. Til slut frier Osgood til Daphne, som forsøger at undvige, men Osgood insisterer: Han elsker Daphne. Til sidst smider Lemon sin paryk og udbryder: »But I am a man!«, hvortil millionæren uanfægtet smilende svarer: »Well, nobody’s perfect.«

Mit lille, knapt modne queer-hjerte brusede over. Jeg havde aldrig før oplevet, på film, at køn var en over­kommelig udfordring, noget man kunne trække på skuldrene ad, at kærlighed kunne trumfe stringente mand/kvinde-kategorier.

Den scene er et skævt lysglimt i en ret blakket transfilmhistorie. Den lille minoritet har altid eksisteret som figur i Hollwoods kabinet, men har gennem filmhistorien ofte været fanget i faste, klichéfyldte skabeloner. De fleste mennesker er stødt på transelementer i mainstreamfilm uden at tænke på dem som transfilm. Hos biroller, hvis transkønnethed ofte blev iscenesat som en del af noget psykopatologisk, monstrøst, en del af morderens uhyggelige, fremmedartede psykologi.

I The Silence of the Lambs jagter Jodie Foster en kvindemorder, der flår sine ofre. Det viser sig, at morderen, efter at være blevet nægtet kønsskifte, er i gang med at sy et kvindehylster af huden fra sine ofre. I Hitchcocks Psycho tager Norman Bates sin mors tøj og paryk på og myrder de unge kvinder, han er tiltrukket af, fordi moderen (som han også har myrdet) er blevet en skinsyg del af hans personlighed. Det er umuligt at genfortælle mordernes transelement uden at spoile filmene, for det trans­kønnede tager form som en afsløring, et chok.

Læs også kronikken om translobbyen der presser på for, at kønsskifte skal finde sted i en så ung alder som muligt: »Når transtoget er kørt«

Chokket og væmmelsen kan også iscenesættes som komisk. I den gakkede Jim Carrey-komedie Ace Ventura viser det sig, at den delfin-kidnapper, som kæledyrs­detektiven Ace Ventura er på jagt efter, har fået foretaget kønskorrigerende operationer og nu går under navnet Lois Einhorn, en politikvinde, som Ace Ventura tidligere i filmen har kysset. Efter at han regner det ud, følger en scene, hvor en vildt frastødt Jim Carrey kaster op i toilettet, børster tænder, hælder tandpasta direkte i munden, svupper sit ansigt med en toiletsvupper og kaster op igen, smider alt sit tøj i skraldespanden, hælder benzin på og sætter ild til det, inden han kravler op i badet for nøgen og grædende at synke sammen under bruseren.

Ace Ventura viser, at Hollywoods forhold til transkønnetheden ikke falder i en net, kronologisk udviklings­bevægelse fra frygt til accept. I 1959 kan Jack Lemmon forblive begærsobjekt i en lykkelig, spøjst queer slutning, mens Jim Carrey kaster op over transkønnetheden i 1994. Og så er der Almodovars Huden jeg bor i fra 2011, hvor kønsskiftet bliver den ultimative straf, da plastikkirurgen Antonio Banderas udfører en uønsket vaginoplastik på en mistænkt overgrebsmand.

Nogle gange er afsløringen mere kompleks, mindre monstrøs, men stadig traumatisk – vel at mærke for de ikke-transkønnede hovedpersoner: som i The Crying Game, hvor den heteroseksuelle IRA-mand Fergus (Stephen Rea) falder for sit tidligere gidsels kæreste, natklubsangerinden Dil. Det viser sig, at Dil er transkønnet. Det opdager Fergus og publikum på samme tid, da han og Dil skal til at have sex. Fergus slår hende, hvorefter han løber ud og kaster op. Men efterfølgende finder de sammen igen, og deres kærlighedsrelation fortsætter.

Med internettets og streamingtjenesternes revolution af tv-serie-formatet, som er sammenfaldende med en ny woke tidsånd, har alle nyere tv-serier med respekt for sig selv transkønnede karakterer med. Transparent, Orange is the New Black, Pose og Euphoria har alle transkønnede bi- og hovedpersoner og lader enten transkønnetheden være et baggrundselement eller et eksplicit plot-omdrejningspunkt. I Transparent er transkønnetheden en motor for hele seriens plot, mens Hunter Schafer i Euphoria spiller en ung transkvinde i high school, der har et utal af problemer (sådan er den amerikanske high school-series dna), men hendes transkønnethed bliver ikke sat i scene som en besværlig, traumatisk kerne; hun er både trans og alt muligt andet.

For både disse serier og En helt almindelig familie gælder det, at transfilm handler om transkvinder (ikke trans­mænd), og at de bliver spillet af cismænd (ikke ciskvinder). Filmene tager udgangspunkt i en hovedperson, som vi i begyndelsen af filmen afkoder som biologisk mand, og så følger vi ham blive hende, træde ind i en kvindelig verden.

En af de mest bemærkelsesværdige undtagelser er dramaet Boys Don’t Cry, som handler om transmanden Brandon Teena (Hilary Swank). Han er filmens tragiske helt, det er ham, vi identificerer os med og lider med. Boys Don’t Cry er, som The Danish Girl, holdt i en sympatiserende, men tragisk tone, hvor hovedpersonernes kærlighedsliv smuldrer mellem deres hænder, og man kan se deres død i horisonten på lang afstand.

En perle i transfilm-kanonen, som har fået et stort efterliv, er dokumentaren Paris is Burning, hvis instruktør i årevis fulgte homo- og transmiljøet omkring Harlems ball-subkultur, som både er rå, udsat, kærlig, fuld af liv og fuld af død. Filmen føles tro mod de portrætterede, ikke pædagogisk udvandet for at tage hensyn til et gennemsnitspublikum. Men også her lurer døden og volden som en selvfølge.

I En helt almindelig familie er der afdæmpet familiekrise, ikke død eller melodrama. Agnete er ingen tragisk karakter, hun er handlekraftig, omsorgsfuld, elskelig, uden at blive reduceret til en kliché eller en komisk figur, verdens ældste visuelle joke: manden i dametøj. I stedet er Følsgaard afstemt, troværdig, og Agnete karismatisk, let at holde af, så man som publikum føler sig tolerant.

Men vi finder ikke ud af, hvordan det er at være hende.

Queer Bio

Hør også podcasten Queer Bio, hvor Linea Maja Ernst sammen med seks indsigtsfulde gæster diskuterer, hvad seks betydningsfulde queer-film fortæller os om kærlighed, sex og sorg, retfærdighed og vold, og hvordan filmhistorien spejler en moderne frigørelseshistorie:

Side 42