Læserbreve. Stole, magt og kvinder. Forskning og skærme. Markedsliberalisme eller demokrati.

Debat

Stole, magt og kvinder

Bettina Sommer Mag.art. i religionsvidenskab
Morten Warmind Ph.d. i religionssociologi

I artiklen »Magt på mode« fra den 14. februar undrer Anders Lundt Hansen sig over, hvorfor maskuline magtsymboler som troner eller stole ofte findes i kvindegrave fra førkristen tid.

I en artikel fra tidsskriftet Numen nr. 62, 2015, mener vi at have givet svaret. Fra islandsk digtning fra cirka år 1000 kendes en kvindelig autoritetsfigur, som på nutidsdansk kaldes en »vølve«, og som udøver en bestemt slags trolddom eller spåkunst, kaldet seid.

Vølver udøver deres trolddom siddende i en isoleret position, der synes at være en essentiel del af vølvens magiske virkemidler.

Vølver er de eneste personer, som omtales som siddende i et sæde, som dels udtrykker en magtposition, dels kan opfattes som en fritstående stol.

Konger sidder som bekendt ofte i et »højsæde«, heriblandt Odin i højsædet Hlidskjalf, men disse var ikke fritstående stole, men sæder, som var bygget ind i de faste bænke på langsiderne i stormænds haller.

Det fremgår, at vølver har haft en høj position i samfundet, og derfor giver det mening, at de forbindes med stolen som magtsymbol.

I en grav nær Hobro har man fundet Fyrkatkvinden, der tolkes som en vølve og er begravet i en blå dragt med tråde i rødt og guld, hvilket placerer hende i toppen af samfundshierarkiet. Blandt hendes udstyr var netop en lille miniaturestol af den runde tøndetype.

Den siddende miniaturefigur fra Lejre er særligt interessant i forhold, fordi den nøje svarer til den mest detaljerede beskrivelse, vi har af en vølve fra Erik den Rødes Saga: »(…) hun havde en blå kappe over sig, og der var sat stene i kanten foroven. Om halsen havde hun glasperler. På hovedet havde hun en sort lammeskindshue med for af hvidt katteskind. Hun havde en stav i hånden, og den havde en knap på; den var af messing og besat med stene.«

Kvinden, som bærer titlen vølve, udøver seid siddende, isoleret på en platform. Det fremgår, at hun besidder den allerhøjeste status og prestige.

Figuren fra Lejre lader også til at være klædt i en kappe, med en hue på hovedet. Den synes at bære tre rækker af perlekæder, ligesom glasperlerne i Erik den Rødes Saga, og stenene, som pryder kanten af kappen, svarer til de sorte niello-ornamenter på Lejre-figurens kjole.

Der er næsten enighed om, at Lejre-figuren er iført kvindedragt, og det forekommer os at være den mest oplagte konklusion, at figuren forestiller en kvinde. Når dertil lægges, at vølven er en kvindefigur, som i kilderne fremstilles som både magtfuld og siddende isoleret, er den mest nærliggende konklusion, at Lejre-figuren forestiller en vølve under udøvelsen af seid og nok burde kaldes »Vølven fra Lejre«.

Lejre-figuren er altså nøglen til meningen med alle miniaturestolene: De er nok symboler på magt generelt, men især symboliserer de vølvens rituelle magt.

Forskning og skærme

Michael Böss Historiker og samfundsforsker

I Weekendavisen den 24. januar bliver det under »Kort nyt« i sektionen Ideer hævdet, at smartphones er blevet »frikendt« som årsag til depression, angst og andre mentale problemer blandt teenagere verden over. Den konklusion bygger på en artikel i tidsskriftet Journal of Child Psychology and Psychiatry. Artiklen består af en omfattende gennemgang af eksisterende metaanalyser og kohorteundersøgelser. Men journalisten overfortolker helt klart artiklens resultater og konklusioner.

Naturligvis skal man tage artiklens hovedpointe alvorligt. Dens forfattere konkluderer korrekt nok, at der ikke er nogen beviselig årsagssammenhæng mellem unges skærmbrug og mentale sundhed generelt. Denne kritik bliver rettet mod forskere som for eksempel den amerikanske psykolog Jean Twenge. Men som jeg gør opmærksom på i min bog Det digitale massemenneske, er Twenge selv godt klar over, at hendes data ikke beviser, at tristhed, depression og ensomhedsfølelse er direkte konsekvenser af brugen af sociale medier. Til gengæld mener hun, at vi bør være opmærksomme på den høje korrelation. Problemet er nemlig, at vi befinder os i et forskningsfelt, hvor en direkte »bevisførelse« er uhyre vanskelig at gennemføre. Det er da også derfor, at forfatterne til artiklen mener, at sagen ikke er afgjort, men i stedet opfordrer til, at der bliver udviklet bedre undersøgelsesmetoder.

Forfatterne udelukker heller ikke, at visse typer brug af skærmmedier – ikke mindst passiv og socialt kompenserende brug – kan være skadelige, især for unge, der »i forvejen er sårbare«, eller hvis forældre ikke laver regler for deres børns og teenageres brug eller taler med dem om, hvor stor en del af døgnet de bruger dem. Derimod kan socialt stærke unge, der også har et sundt »analogt« liv, ligefrem have gavn af de sociale medier, mens de kan øge de svagere unges følelse af at stå udenfor. Endelig erkender artiklens forfattere, at de sociale medier bruges meget forskelligt af børn fra velstående og veluddannede hjem og børn fra socialt og uddannelsesmæssigt dårligere stillede hjem. De ser altså ud til at øge uligheden i samfundet og ud over verden. En decideret svaghed ved artiklen er, at den ikke kommer ind på det nok største problem ved overdrevet forbrug, nemlig at den tid, der bruges, ikke bliver brugt på aktiviteter, som er vigtigere for barnets og den unges personlige og sociale udvikling og trivsel: søvn, kropslig udfoldelse, læsning, fysisk samvær med andre, oplevelser i naturen, samtaler med forældre og venner og meget mere.

Markedsliberalisme eller demokrati

Niklas Olsen, lektor
Jacob Jensen, postdoc
Saxo-Instituttet, Københavns Universitet

Vores kronik »Bedre end demokratiet« (Ideer, 17. januar) har skabt postyr blandt danske markedsliberalister. Jonas Herby skriver i et indlæg den 31. januar, at vi giver indtryk af, at markedsliberale er modstandere af demokrati til fordel for andre styreformer, men at det ikke er korrekt. I stedet er markedsliberale ifølge Herby modstandere af central styring, som derfor skal begrænses. Hermed placerer Herby sig solidt i vores »gruppe 2« af markedsliberale, der gerne vil begrænse demokratiet for netop at værne om markedet og privatsfæren.

Kristoffer Mousten Hansen ønsker i et indlæg den 7. februar at fremstille Mises som demokrat ved at kontekstualisere hans hyldest til fascismen. Hansen kontekstualiserer desværre ikke tilstrækkeligt. Der var to store dikotomier i Mellemkrigstiden: den mellem socialisme og kapitalisme og den mellem socialisme og fascisme. Mises var ikke antidemokrat, men han valgte altid alternativet til socialismen – og så måtte demokratiet vige om nødvendigt. Det siger noget om Mises’ prioriteringer. Den private ejendomsret, som han mente liberalismen kunne reduceres til, kom før alt andet. Det er baggrunden for, at Mises – om end modvilligt – støttede fascisterne, da dikotomien mellem socialisme og kapitalisme blev erstattet af dikotomien mellem socialisme og fascisme i løbet af 1920rne.

Hvordan Mises her udviklede en liberalisme, hvori markedet trumfer demokratiet, og den private ejendomsret trumfer menneskerettighederne, kan Hansen læse mere om i Quinn Slobodians fremragende Globalists: the End of Empire and the Birth of Neoliberalism fra 2018. Bogen er blevet skamrost – også af markedsliberalister.

 

Dette er et debatindlæg og udtrykker derfor alene skribentens holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk.