Læserbreve. Dansk grænselære. Kvindelige ministre. Faktisk. År 0.

Debat

Dansk grænselære

Jørgen Alving, læge
H.C. Ørsteds Vej 52, Frederiksberg

I danskernes kollektive hukommelse står »1864« stadig som en traumatisk skæbnestund. Tabet af en tredjedel af rigets samlede areal har forståeligt nok dengang virket lammende. Men tankevækkende nok gik det i virkeligheden stik modsat de dystre profetier.

Det 19. århundrede begyndte rigtig dårligt for Danmark – statsbankerotten 1813 og tabet af Norge året efter var de brutale følger af vor placering på »den gale side« under Napoleonskrigene. Kunne det overhovedet blive værre? Det kunne det!

De nationale brydninger i grænselandet fik det til at knage i fugerne på det samlede kongerige. Treårskrigen 1848-51 – reelt en borgerkrig – endte med, at den dansk-slesvigsk-holstenske »helstat« måtte garanteres af stormagterne. Helstaten Danmark bestod af kongeriget indtil Kongeåen samt hertugdømmerne Slesvig-Holsten ned til Elben.

De nationalliberale, der kom til at tage tøjlerne under optrækket til uvejret i 1864, ønskede at hugge den gordiske knude over ved at skille Slesvig fra det tyske Holsten og lægge Danmarks sydgrænse ved Ejderen, uagtet at det ville indebære et gedigent tysk mindretal.

Mon ikke tvistighederne om denne bizarre stat, med det politiske flip-flop mellem den absurde (men internationalt garanterede) helstat og den for så vidt mere fornuftige, men storpolitisk umulige »Ejder-linje«, har udgjort en hæmsko for Danmarks økonomiske og politiske udviklingsmuligheder?

Blot noget så elementært som investeringer i erhvervsliv og infrastruktur må have været problematisk i landområder, som man ikke vidste hvorvidt var danske eller tyske i fremtiden.

Men efter 1864 blev Danmark en national enhedsstat – ikke flere krige, og energien kunne bruges konstruktivt. Tiden efter 1864 gav industrialisering, andelsbevægelse og demokrati, og grunden kunne lægges til den moderne velfærdsstat. Man kan derfor ikke uden ret kalde 1864 for katastrofen, der kickstartede det moderne Danmark – landet var nok blevet en dværg, men en særdeles levedygtig en af slagsen.

Med Genforeningen i 1920 og ikke mindst København-Bonn-erklæringerne i 1955, der fastlagde mindretallenes status på begge sider af grænsen, fik man så den happy end, som satte punktum for dette ulykkelige kapitel i den dansk-tyske fælles historie.

Tragisk nok skulle Sønderjylland (Nordslesvig) dog inden opleve intermezzoet med tysk herredømme og de uhyggelige konsekvenser under Første Verdenskrig, hvor 30.000 danske sønderjyder kom i tysk uniform, og over 5000 ikke vendte hjem – de danske »Fritzer« var med, hvor det gik allerhårdest til.

Jeg husker som ung reservelæge på Sønderborg Sygehus omkring 1970 ældre patienter, der havde deltaget i Den Store Krig. Længere er det ikke siden.

Men ingen roser uden torne: Homogeniseringsprocessen af den danske befolkning har sikkert ikke været uden en pris. Det faktum, at man nu fra 1864 stort set ikke havde nationale mindretal mere, gjorde formentlig Danmark mindre godt rustet til de udfordringer, som nutidens globalisering og de multietniske samfund fører med sig.

Man kan blot erindre den aktuelle debat om, hvad det vil sige at være dansk – og hvilke kriterier der i nogle politiske kredse kræves opfyldt til »sand danskhed«.

Kvindelige ministre

Hans Bonde, professor og dr.phil.
Torsten Skov, forsker og ph.d.

Det Radikale Venstres ligestillingsordfører, Samira Nawa, har fremsat et krav om 50 procent kvindelige ministre i Mette Frederiksens regering. Argumentet er: »Hvis ikke der er 50 procent kvinder i hvilken som helst ledelse, så har man ikke ansat de bedst kvalificerede!« Lad os se nærmere på tallene.

Mette Frederiksen landede på seks kvinder (32 procent) og 13 mænd (68 procent) og heriblandt erfarne politikere som Mogens Jensen, Nick Hækkerup og Nicolai Wammen. Hvis statsminister Mette Frederiksen tælles med, bliver det dog syv kvinder, hvoriblandt kun hun selv og en enkelt anden kvindelig minister har tidligere ministererfaring.

Her skal man erindre, at kun 13 ud af 48 af de nyvalgte folketingsmedlemmer fra liste A var kvinder. Hvis man tager dette som udgangspunkt, er det faktisk de mandlige folketingsmedlemmer, der er underrepræsenteret, for kvindeandelen blandt folketingsmedlemmerne var 13/48 – 27 procent, men blandt ministrene 7/20 – 35 procent.

Kort sagt, de kvindelige socialdemokratiske folketingsmedlemmer har en større chance for at blive minister end de mandlige.

Samira Nawa vil altså have en 50 procent kvinderepræsentation på baggrund af en 27 procent talentmasse.

Men hvis man forestillede sig en 50/50-regering med ti kvindelige og ti mandlige ministre taget fra folketingsgruppen, ville de kvindelige medlemmers ministerrate være 77 procent og de mandlige medlemmers ministerrate 29 procent, eller 2,7 gange større rate blandt kvinderne end blandt mændene. Det kan man da kalde uligestilling.

Noget andet er, at det naturligvis kunne være en rigtig god idé at animere flere kvinder til at gå ind i socialdemokratisk folketingspolitik, altså at arbejde på rekrutteringen i udgangspunktet, men ikke i slutpunktet.

Faktisk

Constanze Stengert, grafisk designer
Rådvadsvej 44, København NV

Jeg har for et par år siden valgt at abonnere på netop Weekendavisen, fordi det er en vigtig del af en humanistisk opdragelse, at man interesserer sig for sin omverden, for nyheder, politik, kultur og samfundet. Weekendavisens børneavis Faktisk var netop det rette medie til mine børn på 11 og 13 år.

Inden jeg selv nåede at åbne avisen, var Faktisk allerede taget med op på børneværelset. Efter jul lagde vi mærke til, at Faktisk var blevet fire sider tyndere, og allerede det var irriterende. Men det er jo intet, når man sammenligner det med Faktisks størrelse nu! Det er jo totalt til grin. Og det vil få mig til at abonnere på en anden avis. Jeg vil gerne have én avis til hele familien. Weekendavisen var lige den rette til os, og Faktisk indeholdt sjove samt lærerige reportager (som jeg også for det meste fik læst) og en opskrift på bagsiden, som ofte skulle koges/bages ugen efter. Hvorfor blev dette skåret ned til en dobbeltside i Ideer?

Er man ikke interesseret i at komme i kontakt med fremtidens læsere? Er det ikke smart, at de vænner sig til deres Weekendavis, når de er børn, for så at læse mere og mere af avisens øvrige dele stille og roligt, imens de bliver ældre? De er jo fremtidens læsere!

Jeg forstår det simpelthen ikke og synes, det er så ærgerligt. Og det er i den grad provokerende, når der står i avisen, at »Det bedste fra Faktisk findes til sidst i Ideer«. Nej, de to sider er ikke »det bedste fra Faktisk«.

Det bedste var artikler om børn, der havde en drøm, om børn, der vokser op på en helt anden måde end de fleste, om børn, der var syge, kloge, sårbare eller sjove. Så mine børn kunne se, at vi er forskellige allesammen, at der findes så mange muligheder og drømme og også bagsider af medaljen.

Jeg kan i min bedste fantasi ikke forestille mig, at det var et klogt tiltag at beskære Faktisk. Mon ikke mange har det på samme måde som os?

År 0

Christian Marinus Taisbak, docent & dr.phil.
Trudshøjvej 38, Vordingborg

Hvorfra ved Ove Steen Smidt (10. januar), at »der findes intet år 0«? Der fandtes på Jesu tid forskellige årstalslister, især den, der regnede årene fra Roms grundlæggelse: ab urbe condita (a.u.c.).

Da Julius Cæsar i år 708 a.u.c. iværksatte sin kalender (som alverden bruger den dag i dag, takket være pave Gregor 13.), omtalte kronografer dette år som »år 1 efter den julianske tælling«.

Først næsten 600 år senere »opfandt« den pavelige kalenderpasser, munken Dionysius Exiguus, den nu gældende tælling, idet han omdøbte år 1284 a.u.c. til »år 532 efter Kristi fødsel«. Hvorfor han gjorde det, er en teknisk lektie om påskedags placering, som jeg har gjort rede for i 1990erne, for eksempel i tidsskriftet KVANT nr. 10, 1999.

Det betyder, at Ove Steen Smidt for eksempel kan udvide sin påstand til: »Der fandtes ikke noget 525 e.Kr, for det hed 1277 a.u.c.«, og så videre bagud.

Alle datoer før 532 har måttet omdateres ved tilbageregning, og da er det naturligt, at man kommer til år 1, ja sågar til den 1. januar år 1 e.Kr. Men der er da ikke noget, der forhindrer, at man udnævner året før til »år 0«, selv om vi alle kender det som år 1 f.Kr. (hvilket er meget upraktisk i kronologi, men glem det.)

Uenighed om hvordan et årti ser ud, skyldes at det hele er ciffermagi snarere end kronologi, og det kan vi jo så underholde os med. Det forbliver dog sandt, at et barns første leveår slutter den dag, barnet fylder 1 år – året er »fyldt op«. Ligesom den første grad på termometret slutter ved punkt 1, den anden ved punkt 2 og så videre. Men alt det er jo elementær viden om tallinjen og termometret.

 

Dette er et debatindlæg og udtrykker derfor alene skribentens holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk.