LEVNED & MENINGER

Et løfte om at løfte

Et løfte om at løfte Af Asker Hedegaard Boye

Et par uger efter nytår gik jeg målrettet ind i Fitness World. Den høje bygning ligger få hundrede meter fra mit hjem, og i de seneste fire år har jeg passeret forbi et par gange dagligt.

Ofte har jeg gloet ind på de stærke mænd og damer, som har stået fuldt optaget af at løfte tungt eller sutte på deres medbragte drikkedunke.

Men nu var jeg her altså, inden for murene, for første gang i mit liv. I stueetagen af et enormt femetagers kropstempel med flere spejle end vinduer, robuste maskiner og betalingsautomater med proteinbarer og usukrede sodavand. Jeg hørte mig selv fortælle receptionisten, en senet kvinde, at jeg gerne ville være medlem. Altså nu.

Hun opførte sig forbavsende roligt. Som befandt vi os midt i en forglemmelig hverdagsforeteelse, ikke et eksistentielt brændpunkt. Hun mindede mig om, at det var »crazy nemt« at indmelde sig på nettet. Jeg mumlede, at når jeg nu alligevel var mødt op, så kunne hun vel lige så godt gøre det for mig. Knap så crazy, men på den gammeldags manér. Menneske til menneske. Hun smilede overbærende. Jeg følte mig som en 90-årig.

På fem minutter havde hun indtastet alle mine data, taget et billede af mit hoved og skabt et midlertidigt medlemskort. Tempoet gjorde mig stakåndet. Allerede indviet? Jeg lød næsten undskyldende, da jeg forklarede, at jeg ikke havde mit sportstøj med i dag, og at jeg derudover ikke var klar over, hvilke maskiner der kunne hvad.

Læs også om Magnus Boding Hansen, der blev indhentet af uheldet i et københavnsk styrke­trænings­center: »Frygt og bæven i Fitness World«

»Det sidste er der råd for,« sagde hun med påfaldende myndighed. En time med en såkaldt personlig træner kostede sølle 600 kroner. Så kunne han eller hun sætte mig ind i sagerne. Det lød tillokkende, men jeg havde brug for at lade tanken bundfælde sig, så jeg takkede for hjælpen og gik hjem.

Ør, men opløftet over min nye identitet som certificeret fitness-menneske åbnede jeg min mailboks, hvor jeg fandt en varm velkomst fra centret. Her kunne jeg læse om, hvordan jeg fik et permanent medlemskort; hvordan jeg loggede ind på Mit Fitness World; og hvordan jeg installerede en tilsyneladende uundværlig fitness-app.

»Vi ønsker dig god træning og glæder os til at se dig. Venlig hilsen Fitness World.«

Dagen efter fulgte en ny mail, der mindede mig om det løfte, jeg havde afgivet:

»Du har lige taget det første skridt til et sundere liv (...) det er en god idé allerede nu at beslutte dig for at træne fast på bestemte ugedage.«

Og dagen efter endnu en:

»Vil du tabe dig? Forbedre din form? Strammes op eller have større muskler?« Denne gang underskrevet af en personlig træner ved navn Annette.

Tre dage senere skrev endnu en ansat (vel ikke andet end virtuelle konstruktioner, der skal gratinere nyhedsbrevets triste envejsdialog med en form for etos):

»Jeg håber, du lige så stille er ved at få styr på det praktiske; dit træningstøj, hængelåsen til skabet, og hvornår det passer dig bedst at træne,« skrev en Søren, der endda havde gjort sig den ulejlighed at finde tre opvarmningsøvelser til mig.

Der var ikke engang gået en uge siden min tilmelding. Jeg havde stadig til gode at træne, men havde allerede modtaget fire opfordrende mails. Min ideologikritiske alarm begyndte at blinke hidsigt. Hvorfor denne overdrevne imødekommenhed? Tjente de mange spørgsmål, råd og indsmigrende ord ikke alene til at lokke mig ned i deres butik og – hvad værre var – gøre mig afhængig? Som hundredtusinder andre danskere.

HER ER DET NØDVENDIGT at indskyde, at min modvilje mod fitnesscentre ikke er en modvilje mod idræt som sådan. Som barn spillede jeg både tennis, badminton og basket på klubplan samt fodbold, fra jeg var seks, til jeg ødelagde mit knæ som trediveårig. Men fitnesscentre er noget andet.

»Når man dyrker sport, glemmer man sig selv. Når man dyrker fitness, glemmer man alle andre end sig selv,« prædikede vi for hinanden i det gamle gymnasiums læsesal omkring årtusindeskiftet. Her havde vi, der næsten ikke længere var teenagere, for vane at vende verdens gang over en gulerod. Vi havde læst (lidt) Baudrillard, og længe før professor Ove K. Pedersen så vi ansatsen til konkurrencestaten lige dér mellem håndvægtene og spinningcyklerne. Fitness var for dem ovre på matematisk linje, der mente, at filmhistorien peakede i 1994 med En verden udenfor og Forrest Gump, og som troede, Kurosawa var en drink på R&B-diskoteket DNA.

To årtier senere er jeg kommet alvorligt i tvivl. For er lavpris-fitnesscentret faktisk ikke en overordentlig demokratisk institution for alle køn, aldre og samfundslag? Et sted, hvor Danmark samles og løfter i flok? En forsker har defineret fitness som »målrettet konditions- og styrketræning med et præstations-, sundhedsmæssigt eller kropsæstetisk sigte«. Det lyder jo ikke så farligt. At begrebet fitness tilmed er afledt af den biologiske term fit, der dækker over at være egnet til overlevelse, er kun endnu en god grund til at tæske løs på sandsækken. Jeg ser mig selv for mit indre blik: iført shorts og forvasket universitets-T-shirt mellem Annette og Søren, med fyldt drikkedunk, en frivægt i højre hånd og læberne presset sammen i en levedygtig grimasse.

Men er regelmæssig træning i grunden et biologisk must, og kan fitnesscentret overhovedet integreres i min midtlivsrytme? Der er altid et barn, som skal hentes, altid en artikel, der skal skrives.

En måned efter min indmeldelse kan jeg konstatere, at mit ordforråd har oplevet den største ekspansion siden børnehavealderen: ropes, jungle gym, kettlebells, calisthenics, bodyshaping, bodytoning, bodypump, stram op, animal flow (!), pilates, Bosu-bolde og core-træning. Jeg føler mig i stand til at forklare forskellen på funktionel, naturlig og inverted træning.

Jeg har gjort mit hjemmearbejde og genlæst en passage i vrimlen af mails fra fitness­centret, som for snart længe siden skrev, at »mange er overivrige, når de har fået deres medlemskort i hånden, og lægger ud med at træne tre dage i træk for derefter ikke at møde op i en uge«.

Den fælde går jeg ikke i. Jeg har endnu ikke været nede at træne.

 

Læs også, at det ikke længere kun er svulmende bodybuildere, der tager steroider, men også veluddannede mænd i trediverne: »Krudt i kroppen«

Side 48