Nederlag. Vi har tabt krigen mod fedme. Årtiers kamp for at få tykke til at tabe sig har ikke gjort folk sundere, men ført til spiseforstyrrelser, mislykkede slankekure, flere kilo og socialt stigma. Det er tid til et paradigmeskifte, mener forskere.

Væk med vægten

Væk med vægten Af Gunver Lystbæk Vestergård

For 24-årige Kate Hansen var motivationen en drøm om at lege gemmeleg med sine børn. En drøm om at løfte dem, bære dem og tumle. En drøm, hendes 160 kilo blokerede for.

»Jeg startede med at lægge stivelse og hvidt sukker på hylden,« forklarer den nu 26-årige sygeplejestuderedende fra Ollerup på Fyn om det monumentale vægttabsprojekt, hun indledte.

»Jeg fandt også en energiberegner, så jeg kunne udregne mit minimale kaloriebehov.«

Kate Hansen havde som så mange andre opdaget den simple termodynamiske lov, som tilsyneladende afgør vores kropsvægt: Kommer der mere energi ind, end man bruger, stiger vægten. Bruger man mere, end man indtager, falder den.

Men hvor fysik er enkelt, er biologi rodet.

En velciteret litteraturgennemgang fra 2007 viser, at kun omkring fem procent kan holde et vægttab efter en slankekur. Hvad værre er: En til to tredjedele tager efterfølgende mere på, end de tabte.

I 2018 viste en lignende gennemgang fra Københavns Universitet, at nok kan overvægtige tabe sig, men:

»Selv de fineste, mest velgennemførte slankeprogrammer med coach, psykolog, diætister og alt, hvad der bimler og bamler, kan kun give et varigt vægttab på tre-fire kilo,« fortæller læge og postdoc Rasmus Køster-Rasmussen fra samme universitet, men uden tilknytning til studiet.

Det er ikke nyt. Allerede i 1958 tog den amerikanske fedmepioner Albert J. Stunkard håbet fra de tykke, der ville være tynde: »De fleste overvægtige bliver ikke i behandlingen. Af dem, som gør, vil de fleste ikke tabe sig, og blandt dem, som taber sig, vil de fleste tage på igen.«

Men Kate Hansen er ikke »de fleste«. På 20 måneder smed den 172 centimeter høje kvinde 100 kilo gennem sin selvorkestrerede humlebi af et projekt.

»De første 85-90 kilo røg rimeligt nemt, og jeg havde det fint. Men så skete der noget i mit hoved, som gjorde, at jeg endte et helt forkert sted.«

Hun fortæller, hvordan drømmen blev til en besættelse:

»Jo mere jeg kunne sulte mig, jo bedre. Jo flere knogler der stak ud, jo bedre. Jo mere folk sagde, at jeg så tynd ud, jo bedre.«

Menstruationen forsvandt, hun frøs konstant, fik blå mærker, og huden krakelerede som keramik. Hendes kost bestod i perioder af bouillonvand med kål. »Og så drak jeg mig til mæthedsfølelse i vand, sukkerfrit saftevand og kaffe.«

Blot tanken om at spise en banan udløste dødsangst. Jo, hun ved det godt selv. Hun har nok udviklet en spiseforstyrrelse, og det er måske ikke så mærkeligt.

Amerikanere, der er lykkedes med et større vægttab, kan registrere sig i National Weight Control Registry. Fire psykiatere gennemgik i 2017 registranternes stofskifte og adfærd – som at spise ekstremt restriktivt, dyrke mindst en times motion om dagen og veje sig selv mindst en gang om ugen. De kom frem til, at der er en »bemærkelsesværdig parallel mellem adfærden hos personer med et succesfuldt vægttab og personer med anoreksi«.

Skal man holde et stort vægttab, skal man altså flirte med de samme mentale mekanismer, som kan udløse den mest dødelige af alle psykiske sygdomme. Man skal ignorere sult og betvinge sin indre ellers urokkelige vægttermostat. Termodynamik? Glem det, vi er oppe imod en nådesløs, enigmatisk naturkraft, og vi har tabt. »Krigen mod fedme« har brug for et paradigmeskifte, argumenterer et stigende antal forskere.

Løsningen, der blev et problem

Den 27. november 1969 holdt den 23-årige medicinstuderende Thorkild I.A. Sørensen fra Københavns Universitet sit første foredrag om fedme. I dag er han professor, men så meget klogere er hverken han eller andre blevet efter 50 års fedmekrig. Vi forstår stadig ikke præcist, hvorfor nogle bliver tykke.

»Der er masser af indicier og ideer,« begynder han, »men vi mangler nogle, der holder stik«.

Lidt har vi dog lært, og Sørensen har som mission at »kvæle fordommene« – om at de tykke blot spiser for meget, om at det fedmefremmende samfund har skabt epidemien, om at de fattige er tykke, fordi de er grådige og dovne.

»De lytter bare ikke. Ingen af dem. Hverken WHO, Sundhedsstyrelsen eller lægerne. Og politikerne? Øj, hvor de alle gentager sig selv i én uendelighed.«

Intet, der har med viljen at gøre, kan ifølge Sørensen forklare, at WHO i 1997 måtte erklære fedme for en global epidemi, eller at andelen af danskere, der er moderat eller svært overvægtige, er steget – igen – fra 46,8 procent i 2010 til 51 procent i 2017.

Der er noget fundamentalt galt med vores vægtcentrerede sundhedsparadigme, advarer videnskabsfolk, for man kan ikke gøre sundhed op i BMI – et måltal for gennemsnitsmennesket udtænkt af en statistiker i 1800-tallet – og det gør mere skade end gavn at prøve. Studier viser eksempelvis, at en krop med et højt BMI, der får sund kost, ingen røg og trænes, holder længere end en forsømt krop med et »normalt« BMI. Den såkaldte kritiske fedmeforskning ønsker derfor et sundhedsparadigme, der ikke handler om vægt.

En af tilhængerne af et nyt paradigme er psykolog Lene Meyer fra BEDklinikken, der for nylig afsluttede sit ph.d.-projekt om overspisningsforstyrrelse (BED) på Syddansk Universitet. Hun mener, at løsningen er blevet problemet:

»Det er en gammel systemteori, som gælder på mange andre områder også. Vi fokuserer så meget på at løse fedmeproblemet, at vi er blinde for, at selve løsningen med at få folk til at tabe sig forværrer problemet.«

Den blinde vinkel er stigma, påpeger hun, som mange af fedmestudierne ikke kontrollerer for. Stigma er den stressende og socialt invaliderende stigmatisering, som mange med overvægt beretter om. Ud over at blive spyttet på, skubbet og talt grimt til oplever de også diskrimination. En undersøgelse har påvist, at tykke børn eksempelvis får lavere karakterer end tynde børn, selvom deres evner og IQ er ens.

Den stigmatisering kan uafhængigt af BMI øge risikoen for hjerte-kar-sygdomme, diabetes og tidlig død.

»Vores fokus på vægt har gjort os fjendtlige over for kroppen og gjort det farefuldt at bevæge sig ud i verden i en tyk krop. Som om vi kan løse problemer med kroppen ved at kæmpe imod den. I stedet skal vi kigge på, hvad kroppen har brug for, så vi kan tage os godt af den,« siger Meyer.

Slankekursforstyrrelsen

Kate Hansen følte sig ikke stigmatiseret, da hun var tyk.

»Jeg var super-, superglad, når jeg stod op om morgenen. Jeg har altid været mentalt sund, og nu, hvor jeg ikke er det længere, må jeg bare sige, at jeg vil 100 gange hellere være overvægtig og mentalt sund end tynd og mentalt usund.«

Og drømmen om at blive en god mor?

»Jeg kan ikke byde et barn en overvægtig mor, og jeg kan ikke byde et barn en mentalt usund mor, så på en måde er jeg nu længere fra mit mål end før.«

Da Kate Hansen i efteråret 2019 stod frem med sin historie i Fyns Amts Avis, var hun en af de sjældne, der turde tale om et vægttabs psykiske bagside, men ifølge den australske psykolog Louise Adams er der intet sjældent ved forløbet. Hun er vicepræsident for den australske gren af bevægelsen Health at Every Size, »sundhed ved alle størrelser«, som er en udløber af den kritiske fedmeforskning. Og så har hun oprettet et afvænningstilbud til slankekursafhængige kaldet Untrapped.

»Det er ikke så simpelt blot at stoppe sin slankekur, for ens forhold til mad er skadet efter i årevis at have været optaget af mad og af, hvad der er rigtigt og forkert at spise. Alt det skal aflæres, så ens spisning bliver mere intuitiv,« forklarer Adams.

Health at Every Size, som er en verdensomspændende bevægelse, kritiseres for at glorificere en usund levevis. Det afviser Adams:

»HAES handler faktisk om at passe på sin krop. Hvis en HAES-behandler ser en person med diabetes, vil behandleren fokusere på at stabilisere blodsukkeret og øge den fysiske aktivitet i stedet for blot at fokusere på vægttab.«

Frygten for fedme og slankekursafhængigheden er drivkraften bag manges spiseforstyrrelser, pointerer Adams.

Spiseforstyrrelser som især anoreksi og bulimi kom for alvor på dagsordenen i 1980erne, samtidig med at slankeindsatserne tog til, men en egentlig sammenhæng er ikke dokumenteret. Lektor i folkesundhedsvidenskab Katrine Strandberg-Larsen fra Københavns Universitet fortæller, hvordan hun næsten ændrer holdning dagligt, fordi resultaterne stritter i flere retninger. Hun fremviser en ny, skinnende fagbog om netop overvægt og spiseforstyrrelser hos børn:

»Bogen behandler de to ting i adskilte kapitler. Det er sigende for forskningen, og ikke mange har undersøgt, om der er en sammenhæng mellem høj BMI og risikoen for spiseforstyrrelser.«

På den ene side viser et stort genetisk studie baseret på 17.000 personer med anoreksi fra hele verden og 55.000 kontrolpersoner, at man genetisk har lav risiko for at udvikle fedme, hvis man genetisk er disponeret for anoreksi.

»På den anden side fortæller klinikerne jo, at deres erfaring er, at spiseforstyrrelser næsten altid begynder med en løbsk slankekur – og de fleste enkeltcases starter med et buttet barn,« anfører hun.

Hendes egen forskning under projektet Bedre sundhed i generationer viser, at de syv procent af de 11-årige børn, som har forstyrret spisning, oftere end andre var overvægtige som syvårige.

»Der er mange meninger om det, men om vores måde at behandle fedme på inducerer spiseforstyrrelser? Der er litteraturen bare sparsom.«

Samme procedure som sidste år

Trods årtiers mislykkede forsøg på at skrumpe borgerne giver alverdens sundhedsmyndigheder ikke op. Det gælder også Sundhedsstyrelsen. Her er man på vej med en række anbefalinger til kommunerne omkring livsstilsinterventioner ved svær overvægt. Materialet har netop været i høring, og en af de organisationer, som har udtalt størst kritik, er Dansk Selskab for Almen Medicin, DSAM. Foreningen anbefaler, at »Sundhedsstyrelsen ændrer fokus fra et mål om en slank krop til en glad, stærk og funktionel krop«. Ordet »vægttab« går igen 36 gange i styrelsens 43 sider lange dokument.

DSAMs repræsentant i styrelsens arbejdsgruppe er førnævnte Rasmus Køster-Rasmussen, der gerne taler i slagord.

»Tæl kilometer i stedet for kilo,« opfordrer han. »Væk med vægten.«

Som den første i verden skal han i gang med et videnskabeligt vægtneutralt forsøg med overvægtige. MUVAP – Motion uden vægttab i almen praksis – hedder det og skal inkludere 200 personer med en BMI over 27, der skal tælle skridt gennem et år. Håbet er, at forsøgspersonerne bliver sundere, men ikke nødvendigvis tyndere.

Også han angriber den kontraproduktive stigmatisering af de tykke, som alle nu endelig vil gøre noget ved, men som få forstår.

»Man har i så mange år indirekte sagt til de tykke: ’Din krop er ikke god nok, skal du ikke til at lave den om?’ Det vil man jo aldrig sige til en bælgøjet. Det er prisværdigt, at der endelig er kommet fokus på den chikane, men man kan altså ikke bekæmpe stigma og samtidig sige, at de tykke skal tabe sig. Det er selvmodsigende.«

Han peger specifikt på den nyoprettede Overvægtsalliances forslag til en national overvægtsstrategi. Alliancen består af fagfolk og forskere, og de vil bekæmpe stigma, til dels fordi »stigma i sig selv kan være en hindring for et vægttab«.

En af initiativtagerne til Overvægtsalliancen, klinisk professor Jens Meldgaard Bruun fra Aarhus Universitet, ser ikke modsætningen i det udsagn:

»Man kan godt vælge at se stigma og overvægt som olie og vand, men når vi taler om dem med meget svær overvægt, kan vi altså godt tale stigma ned og samtidig arbejde med vægttab.«

Han behandler til daglig dem, der er hårdest ramt af overvægt – dem med slidte knæ, og som knap kan bøje sig ned. »De kan jo ikke motionere,« siger Meldgaard Bruun og opfordrer til, at vi skiller de svært overvægtige med alvorlige helbredsproblemer fra andre overvægtige. Men på spørgsmålet om, hvad der reelt kan give et varigt vægttab, giver han kun ét, kort svar: »Fedmekirurgi.«

En epidemi i bølger

De fleste fedmeforskere, kritikere af vægtparadigmet eller ej, anerkender fedmeepidemien og dens alvor, men faktisk er der tegn på opbremsning – i hvert fald i den rige del af verden. Det viste Thorkild I.A. Sørensen allerede med en artikel i Obesity Reviews i 2010, og i en global analyse fra 2017 lød konklusionen: »Stigningen i børn og unges BMI er fladet ud i mange højindkomstlande.« Både Skolebørnsundersøgelsen fra 2018 og data fra Den Nationale Børnedatabase viser, at overvægten hos danske børn har været stabil siden starten af 00erne.

Har interventionerne så alligevel virket? Næppe, svarer Sørensen. Vægtudsving i befolkningen gennem tiderne må skyldes noget andet.

»Vi havde en lav, stabil forekomst af overvægt indtil årgangene født omkring 1942-43. Pludselig tog nogle flere på, og det havde ikke en snus med ’fedmefremkaldende samfund’ at gøre. Så stopper stigningen igen fra begyndelsen af 1950erne og 20 år frem – vel at mærke hos de årgange, som fik cola, fastfood, biler og fjernsyn. Så bum i 1971-72 eksploderede det igen, midt i den økonomiske krise, indtil vi omkring årtusindskiftet så et plateau,« siger Sørensen, der er i gang med at udtænke sin store finale: en samlet socio-psyko-neuro-biologisk teori for fedmes opståen, hvor fedme forklares som en naturlig reaktion på psykosocial stress.

Hvis kroppen stresses, tolker hjernen det som tegn på snarlig fødeknaphed og begynder at opbygge fedtdepoter – ligesom hos mange dyr. Og en sådan stress kan måske overføres fra forældre til afkom.

»En hypotese er, at der er sket et eller andet under og efter Anden Verdenskrig, som satte sig epigenetiske spor i sæd- og ægceller,« siger han om sin endnu meget spekulative forklaring på fedmeepidemiens ophav i det danske samfund.

Viser hypotesen sig at være korrekt, bliver epidemien en endnu større udfordring end at få folk til at spise sig tyndere. For så skal vi samfundsreformere os slanke. Andre peger på løsninger som nye, lovende slankemidler eller en omlægning af fødevaremarkedet.

Kate Hansen har de seneste måneder taget nogle kilo på og har fået styr på de værste af sine vrangforestillinger om mad. Hun har ikke fortrudt sit vægttab, men hun advarer andre om at negligere de psykiske konsekvenser ved at trodse en sulten krop:

»At tabe 100 kilo er barnemad sammenlignet med den mentale udfordring. Man mister sit perspektiv, hvis man ignorerer den.«

 

Læs også om, at intuitiv spisning varsler et opgør med kalorieregnskaber: »Autentisk sult«

Side 57