Debat

Varberg

Kurt Sørensen, Algade 32, Nykøbing Sjælland

HISTORIKEREN Jeanette Varberg har ikke lagt Vikingetiden bag sig, læser man i Bøger 31. januar i forbindelse med, at hun har modtaget Weekendavisens Litteraturpris for værket Viking. Ran, ild og sværd. Der dukker hele tiden nye arkæologiske fund op, der supplerer den viden, vi har. Imidlertid findes også viden, som kun synliggøres, hvis man umager sig med at bedrive arkivalisk arkæologi. Og et stærkt emne, som Jeanette Varberg synes at lade ligge, er vikingernes demokrati og hele tingtradition. Vikingernes demokrati og parlamentarisme lader sig ikke grave frem fra jorden – for hvordan skulle demokrati se ud som genstand?

Man kunne ønske, at arkæologen fortsatte sit virke om Vikingetiden med at undersøge demokratiets rødder i Skandinavien. Stort set kendes kun oprettelsen af det islandske Alting i 930, men før det fandtes dette tings forbillede med Gulatinget i Norge eller Uppsala­tinget i Sverige og det danske Isøreting, der eksisterede 500-1100. Der er talrige skandinaviske og udenlandske vidnesbyrd om denne tradition, som, efter Valdemar den Store i Danmark endegyldigt havde afskaffet parlamentarismen i 1200-tallet, først dukkede frem på ny i 1849 med det nye folketing på Christiansborg.

Romantikerne havde i 1800-tallet for alvor genopdaget vikingernes historie og fordansket de gamle kildeskrifter. Og det står klart, at Isøretinget blev forbilledet for demokratiets genindførelse, når man læser historikeren C.F. Allens fremstilling i Haandbog i Fædre­landets Historie fra 1840. I dag er Isøre glemt og udslettet af historikernes bevidsthed, skønt tingstedet endnu ligger i et smukt landskab syd for Rørvig omkring Mårbjerg. Her samledes gennem seks-otte århundreder danerne fra alle dele af landet for at vælge rigets konger og vedtage dets love.

Den demokratiske tingtradition er oldgammel og er siden blevet en europæisk eksportvare til resten af verden. At »verdens ældste parlament« lå i Danmark, holder vi kæft med.

Bukdahls dilettanteri

Søren Anker Madsen, pressechef, Lindhardt og Ringhof

DET ER NU gået op for selv Lars Bukdahl, at danske forlag i årevis har sendt kriminalromaner til en gruppe af bloggere, som beskæftiger sig med genren. Det har resulteret i en vanligt nedladende kommentar (Bøger 31/1), fordi han tilsyneladende ikke evner eller tør bedrive rigtig journalistik om emnet og ringe og konfrontere forlag og bloggere med kritiske spørgsmål.

»Jeg har som led i min hårde research læst 100 sider,« skriver han om en krimi, hvilket gør ham i stand til at konkludere, at forlaget er manipulerende og småkorrupt. Det er selvfølgelig nærmest vennesælt i forhold til dengang, hvor han skrev på sin blog, at han håbede, der kom varmt pis ud over redaktøren fra sprinkleranlægget på Lindhardt og Ringhof.

Til behagelig orientering bragte Politiken en hel magasinforside om emnet allerede den 3. april 2018, hvor Carsten Andersen modsat Bukdahl faktisk havde researchet og derfor kunne fortælle en mere nuanceret historie. For historien er mere nuanceret. I takt med at avisernes oplag bliver mindre, læsertallene falder, og litteraturdækningen beskæres på grund af manglende ressourcer på redaktionerne, er den journalistiske dækning og litteraturkritik af eksempelvis spændings­litteratur blevet mere sporadisk. I særdeleshed i Weekendavisen. Helt modsat bogkøbernes og læsernes interesse for genren.

Bogbloggere er noget andet end traditionel litteraturkritik – det er et digitalt interessefællesskab i øjenhøjde med læserne. For der findes også en anden litterær virkelighed end den, Lars Bukdahl befinder sig i. Der findes andre læsere end dem, der abonnerer på Weekendavisen, andre boglæsere, som ikke orienterer sig i avisanmeldelser og køber bøger derefter, men som søger viden om gode bøger andre steder, for eksempel hos bloggere, på de sociale medier, hos venner, i læseklubber, på biblioteket, streamingtjenester og så videre. Og hvilket forlag vil ikke søge kontakt med læserne, der hvor læserne er nu?

Bukdahls kommentar handler i virkeligheden om, at han føler sin position truet: »Når en kritisk faglighed nu åbenbart er fuldt undværlig i krimilitteraturen, er den det så også om et øjeblik i resten af litteraturen?«

Det er bestemt ikke utænkeligt, når romaner fra store etablerede danske forfatterskaber ikke længere bliver anmeldt i aviserne. Og når skribenter som Bukdahl graver grøften mellem avisen og bog­læserne dybere.

Bukdahl mistænkeliggør, at bloggerne har modtaget bogens manuskript, før bogen er trykt. Det er helt normal praksis, også i forhold til mange dagblade og magasiner. Han mistænkeliggør også, at bloggerne har været inviteret på en bustur med forfatteren, men avisernes medarbejdere har i årevis fået betalt flybilletter ud til interviews med forfattere, filminstruktører og musikere af forlag, film- eller pladeselskaber. Og til mere eksklusive destinationer end Gråsten.

Bukdahls pludselige interesse for spændingslitteratur glæder os da, og vi håber, at avisen fremover vil beskæftige sig seriøst i spalterne med den mest læste genre i landet.

Lars Bukdahl svarer:

Pointen i min gamle blogpost var, at Lindhardt og Ringhof pissede på deres (stadigvæk) enlige huslyriker, Peter Poulsen, ved kun at udgive hans 2010-digtsamling »Rulleteksterne« som e-bog og print-on-demand; derfor fortjente de tilstænkning af samme væske fra sprinkleranlægget ved deres reception for samme ikke-bog.

Eks Libris

Rolf Jensen, cand.scient.pol., direktør og fremtidsforsker, Fredericiagade 38, 1., 6000 Kolding

DANMARKS suverænt bedste humor- og satiretegning, Eks Libris, kommer ikke længere ind ad brevsprækken sammen med Weekend­avisen! Fredagen bliver lidt mere grå, og så får Finn Sysholm og hans pseudo-litterære venner fra Babu Bar igen frit spil – til deres selv­gode meninger. Det er et fremskridt for kedsommeligheden og pænheden – til lykke med det, men et tilbageskridt for glæde og latter, for det uhøjtidelige og lette. Jeg forlanger en undskyldning for tabt livsglæde!

 

Skriv til bogdebat@weekendavisen.dk (maks. 2.000 tegn). Angiv venligst navn og adresse.