Leder. Er kristendommen ved at forsvinde fra Vesten, eller indgår kristne ideer tværtimod i alle de væsentlige kulturkampe, vi har i disse år - fra MeToo til Black Lives Matter? Det spørgsmål stiller årets juleleder.

Et barn er født

Et barn er født Af Klaus Wivel

VI kender krybbespillet så godt, at vi næppe er i stand til at se det længere. Motivet er slidt op. Men Tom Holland beder os tage fortællingen i øjesyn igen i sin stort tænkte, nyoversatte bog Herredømmet. Den britiske historiker har skrevet bøger om perser- og romerriget og om den muslimske erobring af Mellemøsten. Han er en underholdende formidler, og skønt denne vist agnostiske herre ikke har et missionerende formål, indeholder bogen en selvindlysende og provokerende tese: Kristendommen har influeret den vestlige tankegang i så massiv grad, at vi er blevet blinde over for den. Den er for Vesten det vand, fisk svømmer i.

LEVER vi i et akvarium af kristne tanker? Og gælder det også dem, som ikke kunne drømme om at sætte foden i en kirke, som holder den sekulære fane højt og hylder menneskerettighederne? I den grad, mener Holland. Den velkendte fødselsdag er her afbildet i 1609 af en af kunsthistoriens mest intense malere, Caravaggio. En kvinde har født en gudesøn i en stald. Hun ligger på den nøgne, decemberkolde jord med barnet i favnen. Det er nat, kun i måneskinnet anes træbjælkerne, lidt halm, en kurv, en sten, et æsel og en ko. Mor og barns læber mødes næsten, og ud af den omfavnelse strømmer et lys som en projektør på fuldt blus. Den lyser fire henrykte mænd op, den ene Josef, de tre andre hyrder fra marken. Hvad vil Caravaggio sige? At vi har ladet mørket bag os, og at kærlighedens lys stråler nyt og stærkt – langt ud forbi maleriets højre ramme, helt frem til i dag.

I maleriet udfoldes kristendommens mest radikale idé: tilbedelsen af afmagten. Her ser vi klodens mest sårbare skikkelser. Holland krydsklipper til i dag, hvor kristendommen nok er på retur i Vesten, men hvor ideen om magtesløshedens primat i vor tids betydeligste kulturkampe er altdominerende. I 2011 blev direktøren for IMF, Den Internationale Valutafond, Dominique Strauss-Kahn, fældet efter at have forgrebet sig på en ung stuepige på et hotel i New York. Mellem de to kunne der ikke være større forskel i indkomst og status, og alligevel blev det rengøringsdamen, der fældede en af klodens mægtigste mænd. Herefter kunne MeToo-bevægelsen tage sin begyndelse med flere store fald til følge. Men tanken om kvindens kropslige ukrænkelighed blev, skriver Holland, udbredt af oldkirken. Og dermed også det krav, mænd stadig har svært ved at efterkomme: beherskelsen af driftslivet.

SKYGGEN fra korset falder også på George Floyd, den småkriminelle, sorte amerikaner, der i marts udåndede under en hvid betjents knæ. Holland forklarer, hvor grænseoverskridende et symbol korsfæstelsen var for oldtidens kristne. Det tog næsten et årtusind, før kunstnere turde afbilde den lidelse, den døende Jesus gennemlever. Det var for traumatisk et syn. Men Jesus på korset har bedøvet det moderne øje, forklarer ­Holland. Og alligevel var drabet i Minneapolis næppe blevet en så omvæltende begivenhed, hvis ikke den mimede den to tusind år gamle historie, som har brændt sig fast i den vestlige bevidsthed. I den forstand er vor tids identitetspolitik en form for kristen ekstremisme. Her foregår en kamp om, hvem der er den mest udsatte gruppe: kvinder, sorte, homoseksuelle, transkønnede og så videre. Og et krav om, at vi privilegerede erkender vores magt og angrer. Synds­bevidsthed i moderne form.

AF kristendommen opstod det naturstridige begreb om ligeværd. Tiggeren stod lige med kejseren, kvinden med manden. Darwinistisk var det ikke. Som Holland forklarer, fnøs Nietzsche ad denne fordærvende omsorg for alt, hvad der var forarmet og sygt, og han gennemskuede, at den tanke ikke stammede fra den franske revolution eller den amerikanske uafhængighedserklæring. Han kunne med foragt konstatere, at det var i kristendommens fejring af den sårbares moralske imperativ, at ideen om menneskerettigheder blev født – en kristen moral uden kristendom. I romerriget, hvor kristendommen blev til, stod tyendets kroppe til rådighed for de velstående. Forbrydere blev naglet på korset til offentligt skue langs vejen. Uønskede spædbørn blev kastet i kloakken. Slaver smidt for løverne. Her gjaldt de stærkes ret. At den amerikanske betjents drab og IMF-præsidentens overgreb i dag ses på med forfærdelse, er derfor ingen selvfølge. Det er heller ingen »selvindlysende sandhed«, at alle mennesker er født lige og i besiddelse af en iboende værdighed, som ­Uafhængighedserklæringen hævder. Holland har ret i, at det er noget, vi har valgt at tro på. Han mener, at det er kulturarrogance at bilde sig ind, at man andre steder på kloden lever efter samme principper. Det gør man eksempelvis ikke i Mellemøsten, forklarer han.

KRISTENDOMMENS kritikere vil med rette pege på kirken som den institution, i hvis navn grusomme handlinger er begået. De vil også udpensle, hvordan kirken har været fjende af oplysningstanken. Det sidste er kun delvist sandt, forklarer Holland. Det var jesuitter, der i den sene middelalder oprettede universiteterne i Europa og udbredte læren om stjernehimlen, og det var med den italienske renæssance støttet af den katolske kirke, at interessen for mennesket og videnskaben tog form.

GUD behøver man ikke tro på for at være kristen. Det er Hollands pointe. Man behøver ikkef engang være kristen for at være kristen. Idealerne består, også selv om kirker i den vestlige verden tømmes. Har han ret? Hans bog udgør et overbevisende argument. Her insisterer han på, at vi – med den kulturelle og politiske tilbagetrækning, Vesten på globalt plan oplever i disse år – vedgår vores idéhistoriske oprindelsesfortælling. Der går en lige linje fra os i dag tilbage til det budskab, Caravaggio gav med sit billede af den lille familie i stalden. Glædelig jul.

»Mange frygter at gå en trist højtid i møde, er der måske en gruppe, der i al hemmelighed glæder sig.« Det er ronkedorernes jul i år. Læs Klaus Wivels leder her.