En af de unge frihedsaktivister fra Hongkong, Ted Hui, besøgte forleden kortvarigt Danmark. Her var en oplagt lejlighed til at høre, hvad Kinas demokratiske opposition har på hjerte. Men regeringen og de socialdemokratiske folketingsmedlemmer afviste at lytte til Hui. Danmark fremstår som skræmt fra vid og sans og synes stiltiende at acceptere et hvilket som helst brud på menneskerettighederne, hvis det er Kina, der er den ansvarlige. Ikke overraskende roste Kina den danske regerings underdanighed i høje toner.
Kina har ingen fri presse, ikke frie valg, retsstaten og uafhængige domstole er aldeles fraværende. Kina er et brutalt kommunistisk etpartisystem, som har indført en overvågningsstat af hidtil ukendte dimensioner, der i en form for særegen systemeksport søges udbredt til andre autoritære regimer.
I Hongkong undertrykker Kina unge menneskers kamp for frihed og demokrati. Aftalen om »ét land – to systemer« har Kina blæst en lang march. Kina er i dag ikke tættere på demokrati end i 1989, hvor Kommunistpartiet gennemførte massakren på Tiananmen-pladsen.
I et åbenhjertigt øjeblik sidste år lød statsministerens kommentar til de unge mennesker, der kæmper for demokrati og frihed i Hongkong: »Jeg synes ikke, det er en dansk regerings opgave at være part i en konflikt, der ikke vedrører os, og det gælder også andre steder.«
Mette Frederiksens Kina-politik er præget af princip- og værdiløs kræmmerpolitik og larmende tavshed, når det gælder Kinas krænkelser af menneskerettighederne, for eksempel undertrykkelsen af Tibet og mishandlingen af uighurerne og andre overvejende muslimske minoriteter i Xinjiang. Statsministeren bryder her med mange års socialdemokratisk udenrigspolitik. Indtil Frederiksen tiltrådte som statsminister, var det angiveligt Socialdemokratiets holdning, at man ville søge at påvirke den internationale udvikling ud fra »vore principper, bedømmelser og indstilling, som udspringer af vort demokratiske samfundssyn«, som daværende udenrigsminister Per Hækkerup (S) udtrykte det i 1965.
Misforstå os ikke. Naturligvis har Danmark en interesse i et fornuftigt og rationelt forhold til Kina. Men vi må fastholde, at der trods alt er et spillerum for en selvstændig dansk og europæisk stillingtagen i kampen for de menneskelige rettigheder. Vi må ikke ende som en kinesisk lydstat og skal ikke bare bukke og skrabe for kineserne.
Regeringen bør åbent erklære, at Danmark støtter frie valg og fredelige demonstrationer til fordel for frihed og demokrati i Hongkong og de internationale krav til beskyttelse af nationale minoriteter. Vi bør fremover mødes med studenterne på ministerniveau. Såvel den tyske udenrigsminister som formanden for Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, har taget møder med aktivister, blandt andre Joshua Wong og Denise Ho. Det er en opmuntring for aktivisterne og sender et signal til Beijing om, at vi følger udviklingen, og at vor sympati ligger hos demokratibevægelsen. Og vi bør give dissidenterne i Hongkong mulighed for at søge tilflugt i Danmark.
Naturligvis vil et sådant engagement vække irritation i Beijing. Hvis man tager international solidaritet alvorligt, er der en pris at betale, og man kan ikke altid være venner med alle. Men det officielle Danmarks fedtspilleri i Hongkong har også en pris. Først og fremmest at vi svigter vore egne værdier om demokrati, frihed og respekt for menneskerettigheder. Regeringen taler ofte og gerne om, at den repræsenterer og fører udenrigspolitisk værdipolitik. Det er på tide, den viser, at det ikke bare er et spil for galleriet.
Lars Adam Rehof er Grundlægger af Center (nu Institut) for Menneskerettigheder og Erik Boel er tidligere landsformand for Europabevægelsen.
Dette er et debatindlæg og udtrykker derfor alene skribentens holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk
