Debat. For 100 år siden stod verdenssamfundet impotent tilbage, mens Armenien blev klemt mellem stormagterne. I dag gentager historien sig.

Armenierne alene

Armenierne alene

Jeg begyndte at le for mig selv, ikke helt stille nok, i S-toget mod Nørreport for få dage siden. Anledningen er ellers ikke spor morsom: Med militær hjælp fra »broderfolket« Tyrkiet, islamistiske lejesoldater fra Syrien og vestlig teknologi har Aserbajdsjan slået Armenien og invaderet den armensk-beboede enklave og selverklærede republik Nagorno-Karabakh i Sydkaukasus.

Rusland, der ellers før har støttet armenierne, har ladet Aserbajdsjan overtage det meste af Nagorno-Karabakh og kontrollerer nu selv resten. Del og hersk. Og »det internationale samfund« – EU, NATO, FN med videre – gør, hvad det gør bedst: vrider hænder og udsender resolutioner. Efter stort set at have ignoreret krigen, der på 45 dage nåede at koste tusindvis af soldater og civile livet og drive omkring 100.000 armeniere på flugt, blandt andet på grund af Aserbajdsjans ulovlige brug af klyngebomber og hvid fosfor.

Det er altså gået galt, og det kan ende værre, ikke mindst fordi regionale magter med autoritære ledere og store ambitioner, som Tyrkiet, Rusland og Iran, opmuntres yderligere af Vestens passivitet. Og fordi aserbajdsjanerne lader til at være opsat på før eller siden at generobre resten af, hvad de regner som deres land. Mens armenierne i Armenien og Nagorno-Karabakh kæmper en eksistenskamp med ryggen mod muren, der for mange bringer minder om tyrkernes udryddelsesforsøg under det armenske folkedrab fra 1915 i Osmannerriget (det vil sige Tyrkiet og omegn).

Hvad er der så at le ad? Jo, at Donald Trumps nationale sikkerhedsrådgiver, Robert O’Brien, ved et møde med armensk-amerikanske repræsentanter i slutningen af oktober udtalte, at det ville være uacceptabelt med tyrkisk indblanding i en eventuel fredsproces. En bedre idé, ifølge O’Brien, ville det være, hvis de skandinaviske lande sendte fredsbevarende styrker til Nagorno-Karabakh.

Jeg tvivler på, at O’Brien eller mange andre ved det. Men hans idé om skandinaviske tropper til at beskytte forfulgte armeniere er et direkte ekko af en nøjagtig 100 år gammel idé, som repræsen­tanter fra USA, andre magter og Folkeforbundet, datidens FN, forsøgte at få de danske, svenske og norske regeringer med på. Nemlig at stille neutrale styrker til rådighed for de armenske overlevende fra folkedrabet, der i 1920 var klemt som lus mellem adskillige negle i det gamle Armenien i det nordøstlige Anatolien og sydlige Kaukasus.

Nordfra kom Den Røde Hær for at knuse alle forsøg på national selvstændighed efter Den Russiske Revolution. I 1918 havde armenierne i den russiske del af Armenien nemlig udnævnt en lille selvstændig republik i kølvandet på revolutionen og den efterfølgende borgerkrig. Det var første gang i mere end 700 år, at armenierne havde deres egen stat. Men nu var det tid for de kommunistiske tropper at få generobret det tabte. Sydfra kom Mustafa Kemal Atatürks soldater, opsat på at støtte de muslimske brødre i Aserbajdsjan, dem med olien, og undervejs ødelægge resterne af den oprindelige armenske befolkning i både den tyrkiske og russiske del af Armenien. Desuden var der blodige kampe mellem armeniere, georgiere og aserbajdsjanere.

Det blev et nøje koordineret »tak, men nej tak« fra de skandinaviske regeringer til at sende tropper derned. I Danmark blev beslutningen formelt taget ved et ministermøde den 27. november 1920 ledet af den nytiltrådte udenrigsminister Harald Scavenius, fætter til Erik Scavenius, forgængeren på posten, der havde lagt Danmarks politiske linje under og efter Første Verdenskrig.

Begge fætre havde i månederne forinden telegraferet med de svenske og norske kolleger om sagen, og alle var enige om, at det var en rigtig dårlig idé at udstationere egne soldater i en heksekedel, hvor der ingen fred var at håndhæve, og hvor for eksempel danske jenser uden kamperfaring skulle beskytte armeniere imod brutaliserede, kamphærdede og motiverede tyrkiske og russiske soldater samt diverse kurdiske grupperinger.

Cirka således fremstillede Harald Scavenius problemstillingen for regeringen: »Vi er sammen med Sverige og Norge blevet spurgt af Folkeforbundet, om vi vil stille et fælles militært korps til rådighed for at bringe de elendige forhold i Armenien til afslutning.« Udenrigsministeren tøvede ikke med at anbefale et »nej« til tilbuddet, og det blev enstemmigt vedtaget af den danske regering. Kort efter blev den armenske republik rendt over ende og indlemmet i Sovjetunionen efter tappert at have holdt ud i knap 1000 dage.

Læs også om den tyrkiske præsidents rolle i konflikten »Erdogan på eventyr i Kaukasus«

Forud var gået en længere historie. Fra verdenskrigens udbrud i 1914 havde de neutrale skandinaviske regeringer, symboliseret ved Trekongemødet i december mellem Christian X, Haakon VII og Gustav V med respektive udenrigsministre i Malmø, aftalt at koordinere politikken over for de krigsførende magter for bedre samlet at kunne holde sig uden for krigen. Det var ikke et gnidningsfrit samarbejde, dertil var interesser og sympatier trods alt for forskellige.

Men samarbejdet var godt nok til, at det blev forlænget gennem hele krigen og lidt til, nemlig til og med fredsforhandlingerne, skabelsen af Folkeforbundet fra 1919 og Genforeningen i 1920. Det var ikke nemt for små, udsatte nationer at få deres interesser hørt, endsige respekteret. Det gik lidt nemmere, hvis man stod sammen om en minimalistisk og realpolitisk dagsorden. For Danmark gjaldt det for eksempel om at få støtte til at få Sønderjylland tilbage.

I dette politiske spil passede armenierne ikke ind, lige så lidt som de gør i dag. Ganske vist var det velkendt, at det rabiate ungtyrkiske regime havde forsøgt at udrydde armenierne fra 1915, og at denne politik fortsatte. USA, Frankrig og Storbritannien havde ovenikøbet lovet de overlevende armeniere både retfærdighed ved en domstol og selvstændighed efter krigen og folkedrabet, og det samme gjorde Folkeforbundet. Det var endda traktatligt vedtaget. Men nu, hvor der skulle sættes handling bag ordene, kneb det gevaldigt. Derfor skrev Paul Mantoux, fransk historiker, chef for Folkeforbundets politiske sektion og en mand med sans for det absurde og satiriske, i 1920 denne parodi på en Folkeforbunds-resolution:

»Artikel I. Ingen massakre på armeniere må finde sted, uden at forbundets rådsforsamling er notificeret en måned i forvejen.

Artikel II. Hvis massakren omfatter kvinder og børn, skal Rådet notificeres to måneder i forvejen.

Artikel III. Enhver massakre på armeniere, der finder sted uden disse formaliteter, skal regnes for ugyldige.«

Med andre ord: »Det internationale samfund« var impotent. Armenierne gjorde, hvad de kunne for at forsvare sig, men de havde brug for den lovede hjælp mod overmagten. I 1920 var der bare ikke stemning for at ofre flere soldater eller penge, særligt ikke for et fjernt folk uden olie og den slags. Der var stadig overvældende sympati blandt vælgere og politikere for de forfulgte, sultende armeniere, også her i Danmark, men mere overvældende var krigstrætheden.

Så bag kulisserne begyndte diplomater fra USA, Frankrig, Storbritannien og Folkeforbundet at undersøge, om andre lande ville påtage sig ansvaret for armeniernes sikkerhed. Få regnede endnu med, at det ville gøre en reel forskel, det var for sent. Det handlede for de sejrende magter om at undgå at tabe ansigt efter den svulstige retorik om forpligtelser og nødvendigheden af humanitær assistance.

Der blev derfor rettet henvendelser i øst og vest. Rumænien og Brasilien viste lidt interesse, men trak sig hurtigt igen, Holland virkede kortvarigt som en mulighed, og til sidst kom turen så til Danmark, Sverige og Norge. Ud over at der ikke var flere at spørge, var ideen nogenlunde ligesom i dag, nemlig at skabe fred og samtidig holde tyrkere og russere ude med soldater, der ville blive set som neutrale af de kæmpende i Armenien.

Først blev der sendt følere ud. Den 12. april 1920 lod J.M. Gout, fransk repræsentant ved Folkeforbundet, en bemærkning falde til en svensk kollega om, at »det ville være meget ønskværdigt, hvis der kunne findes en eller flere stater, der måtte være tilbøjelige til at påtage sig denne vigtige og humanitære opgave« at redde armenierne. Han talte selvfølgelig om de skandinaviske lande.

Og i maj fik Paul Benjamin Vogt, norsk diplomat, en henvendelse ved en reception i London, da en britisk viceudenrigsminister hviskede til ham, at Norge var i betragtning som armeniernes beskytter. Sådan fortsatte det 1920 igennem, et spil, hvor især Folkeforbundet, armenske repræsentanter og vestlige græsrodsbevægelser som Danske Armeniervenner pressede på med mere og mere desperate opfordringer til de skandinaviske landes regeringer om at påtage sig en eller anden form for ansvar for armeniernes skæbne. Det var forgæves. Ingen troede på, at neutrale soldater ville blive skånet. Og i øvrigt skulle de skandinaviske lande ikke nyde noget af at lægge sig ud med to nye magter i støbeskeen, Sovjetunionen og Tyrkiet.

Det var et på papiret storstilet politisk projekt, der faldt i 1920. Realistisk var det næppe, men de skandinaviske lande endte altså med at blive set som sidste udvej for bare symbolsk at realisere lidt af dette projekt. Derfor er det måske passende, at projektets gravskrift blev bragt som en lettere kryptisk notits på side to i en obskur norsk udgivelse, Nordlands Avis, den 6. december 1920:

»Regeringen har svaret på den telegrafiske forespørgsel fra folkeforbundets råd, om Norge alene eller sammen med andre stater vil gøre ende på fjendtlighederne i Armenien. Den norske regering udtaler, at Norge på grund af landets fjerne beliggenhed og med hensyn til det armenske spørgsmåls indre og alvorlige karakter ikke kan påtage sig dette. Sveriges og Danmarks regeringer har sendt lignende svar.«

Det var enden på Armenien, der blev sovjetisk socialistisk republik i 1922 efter to års besættelse. Og her når vi til en væsentlig del af årsagen til krigen i 2020 i Nagorno-Karabakh: Ud over dengang at forære traditionelt armenske landområder til Tyrkiet gjorde Sovjetunionen også Nagorno-Karabakh, som armenierne kalder Artsakh, til en selvstyrende del af en anden sovjetrepublik, Aserbajdsjan. Det skete under Josef Stalins ledelse og imod befolkningens ønsker for at glæde Atatürk og forebygge solidaritet mellem de sydkaukasiske sovjetrepublikker. Del og hersk. Dengang var omkring 90-95 procent i Nagorno-Karabakh etnisk armenske og kristne, og de ønskede ligesom i dag ægte selvstyre og/eller tæt tilknytning til Armenien.

Sovjettiden fik aldrig bugt med spændingerne mellem armenierne og Aserbajdsjan, så lige så snart Sovjetunionen begyndte at falde fra hinanden, brød der igen en blodig krig ud. Den varede til 1994 og resulterede med russisk hjælp i armensk sejr, erobringer og en million fordrevne.

Karabakh-armenierne ønskede først tilslutning til Armenien, mens Aserbajdsjan ønskede fuld kontrol med enklaven. Det endte med, at Nagorno-Karabakh erklærede sig uafhængigt, anerkendt af ingen og kun støttet militært og politisk af Armenien. Aliyev-klanen, der har regeret Aserbajdsjan diktatorisk siden 1993, har i årtier ikke lagt skjul på, at de vil genvinde det tabte. Derfor angreb Aserbajdsjan igen i september, voldsommere end længe.

Der er således meget på spil i den genopblussede armensk-aserbajdsjanske konflikt: landområder og rørledninger med naturgas til Europa; etniske og religiøse spændinger mellem kristne armeniere og muslimske aserbajdsjanere; armensk demokrati og selvstyre mod diktatur og imperialisme; folkenes selvbestemmelsesret mod etnisk udrensning og kulturelt folkedrab. Det er seneste kapitel i en lang historie, hvor enhver ny aggression ses i lyset af tidligere voldshandlinger, ikke mindst det armenske folkedrab.

Det handler også om stormagtspolitik, hvor Tyrkiet, Rusland og Iran har deres egne dagsordener og nye våbensystemer, særligt droner, der skal prøves af på slagmarken. De har nærmest frit spil over for USA og et passivt Europa, der ikke tør gribe ind i en konflikt, som Tyrkiet har så mange aktier i. Der er jo noget med en flygtningeaftale. Så alle konventioner og humanitære principper til trods er det også i dag svært at forestille sig, at Danmark, Sverige og Norge 100 år efter 1920 stiller fredsbevarende styrker til rådighed.

 

 

Læs også Ole Nyengs analyse af fredaftalen mellem Armenien og Aserbajdsjan » Det er let at se hvem der vandt og tabte«

Læs også om udsigterne til at Armenien-Aserbajdsjan krigen kan udvikle sig til regional storkonflikt

Side 14



Skribenternes avis

Leny Malacinski

Arne Hardis

Marta Sørensen

Klaus Rothstein

Anna Libak

Magnus Boding