Leder. Det er ubehageligt at bevidne, hvordan Mette Frederiksens greb om magten har reduceret regeringsapparatet til et frygtsomt system af nikkedukker.

Tillidsbruddets pris

Tillidsbruddets pris Af Martin Krasnik

DET er ikke svært at forestille sig, at Mette Frederiksen i løbet af de næste måneder igen må indkalde til pressemøde og indføre nye restriktioner, lukke arbejdspladser, gymnasier, restauranter, indføre flere begrænsninger, ja, måske endda indsnævre bevægelsesfriheden væsentligt. Det er sket i andre europæiske lande, det kan også ske her. Det vil kræve umådelig tillid til statsapparatet: regeringen, centraladministrationen, sundhedsmyndighederne og politiet. Det er nu tydeligt, at det vil blive langt sværere for hele dette system at overbevise borgerne om, at dét, der besluttes, hviler på saglige overvejelser og hensyn til lovgivningen. Det er det akut skandaløse ved minkskandalen: Landet står i en meget vanskelig situation, der omfatter borgernes sundhed og økonomi. Og hele den udøvende magt har svigtet befolkningens tillid.

ER man i tvivl, kan man prøve at se dette pressemøde for sig: Statsministeren vil være flankeret af justitsministeren, hvis ministerium fuldkommen har negligeret ansvaret som juridisk tilsynsførende og tilmed har udfærdiget en redegørelse, hvor dette svigt slet ikke omtales; en rapport, der mest har det formål at placere ansvaret hos Mogens Jensen og hans embedsmænd. Til stede ved sådan et pressemøde vil også være sundhedsministeren, hvis apparat har udsendt skiftende udmeldinger om risikoen for coronamutationer og Nordjylland som et nyt Wuhan. Måske er sundhedsministeren flankeret af direktøren for Statens Serum Institut, som vil sige noget, der muligvis kunne være det stik modsatte, men han er jo også på vej på pension midt i den værste sundhedskrise i 100 år.

VÆLGERNE, der ser dette pressemøde for at kunne tage de nødvendige forholdsregler, skal gerne føle sig sikre på, at det sagte er afstemt med gældende lov og ret. Loven er jo vedtaget af befolkningens repræsentanter i Folketinget; den giver regeringen lov til at udøve en magt, som gives af vælgerne – ikke af embedsmænd, ministre, styrelsesdirektører, spindoktorer, Gud eller Fanden, men folket. Borgerne skal følge denne lovgivning, og sker det ikke, har regeringen en lang, uniformeret arm til rådighed – politiet og forsvaret – til at sørge for det. På dette tænkte, men helt realistiske pressemøde, står også rigspolitichefen, der, ved vi nu, fik at vide, at der ikke var lovhjemmel til at slå alle mink ned. Alligevel ringede politiet til minkavlerne og forklarede dem, at deres besætninger ville blive slået ned uanset hvad. Kort sagt: Politiet gennemtvang en beslutning, som dets ledelse vidste var ulovlig.

DER befinder sig bag topministrene på dette tænkte pressemøde i den nære fremtid et helt apparat af departementer og styrelser, ledet af højtuddannede folk, som tjener mindst lige så meget som ministrene og langt mere end folketingspolitikere. Det gør de, fordi de er afgørende for magtudøvelsen. De bliver på deres post, når regeringen skifter farve, fordi vi mener, at det giver en høj grad af faglighed, stabilitet og forudsigelighed; særligt i akutte kriser. Embedsfolket er vælgernes garanti for, at regeringen kan udføre sin politik effektivt – inden for lovens rammer. Derfor må disse embedsmænd selvfølgelig ikke bidrage til at gennemføre ulovligheder – det er ligesom hele ideen med systemet. Man kan tale meget om hjemler og hensynet til folkesundheden, men det kan også udtrykkes så simpelt, som komikeren Peter Larsen gjorde det i sin fænomenale sketch om tamilsagen: »Når noget ikke er lovligt, mine damer og herrer, hvad er det så? SÅ ER DET ULOVLIGT.«

ER man af den opfattelse, at embedsværkets faglighed og sikkerhed i ansættelsen giver stærk integritet og styrke til at sige fra over for ulovlige tiltag, er minkredegørelsen hård kost. Som det lyder i det medfølgende notats sidste linjer: »Myndighedernes ageren i det samlede forløb må anses for en tilsidesættelse af grundlæggende forvaltningsretlige normer, der har til formål at sikre borgerne mod retstab og yde grundlæggende garantier mod uberettigede indgreb fra myndighederne.« Det kan ikke siges tydeligere. Det bør være indlysende, selv for regeringens mest hårdhudede tilhængere, de mest forbenede forsvarere af ordensmagten og de stærkeste fortalere for et stærkt, uafhængigt bureaukrati, at denne historie ikke blot kan afsluttes med fødevareministerens afgang.

TABERNE er selvfølgelig mest de minkavlere, der har gjort, som myndighederne har krævet af dem. Alle andre kan blot forestille sig, hvordan det må være at blive behandlet sådan og derefter læse sådan en redegørelse. Men det er hele befolkningen, der står som tabere: Coronakrisen kræver borgernes samarbejde og store tillid. Men der kommer flere og nye situationer, der vil presse folkestyret og trykteste systemet: Regeringens egne klimamål kræver voldsomme politiske tiltag. Internationalt vil Kina og især Rusland udfordre os. Coronakrisen er alvorlig, men også et symptom på, at verden er blevet meget uforudsigelig. Også fremover skal der træffes beslutninger hurtigt og på usikkert grundlag. Derfor er politisk stabilitet og troværdighed så afgørende.

I spidsen for det hele står Mette Frederiksen. De seneste uger har vist, at hendes ofte suveræne og imponerende håndtering af embedet hviler på en forkvaklet opfattelse af egen magt. Siden overtagelsen af formandskabet i Socialdemokratiet har hun gennemført en centralisering og topstyring, som hun har videreført på Slotsholmen. Og man kan nu se, hvad det betyder, når magten centraliseres hos så få mennesker; Frederiksen selv, hendes departementschef, særlige rådgiver og en eller to topministre. Ja, ikke bare centraliseres, men praktiseres så aggressivt, at alle retter ind, selv de øverste chefer i ministerierne og rigspolitichefen. Minksagen kan kun delvis forklares med det kaos, der opstår i komplekse, uforudsigelige situationer – for den vigtigste forklaring er den aktuelle magtkoncentration og magtudøvelse, der ligger fjernt fra dansk forvaltningstradition og har reduceret regeringsapparatet til et frygtsomt system af nikkedukker. Det er ubehageligt at bevidne.

MINKSKANDALEN er desværre ikke enestående, og det bringer os frem til landets øverste magt. Eller det, der burde være det: Folketinget, særligt oppositionen. Her har man lyst til at læne sig tilbage og udstøde det dybeste suk. Skandalen er den første sag i halvandet år, der har formået at samle den borgerlige opposition. Den er ikke udtryk for politisk tænkning og arbejde, men udelukkende et resultat af modpartens fejl. Og et enestående hykleri. Oppositionen kræver både regeringens afgang og rigsretssag for at have brudt loven og tilsidesat folketing og embedsmændenes advarsler. Måske forestiller oppositionen sig, at mere troværdige kræfter kan tage over? Tilgiv os et på denne plads meget sjældent: Oh my God! At høre Inger Støjberg, Sophie Løhde og Karsten Lauritzen, anført af en pludseligt oplivet Jakob Ellemann-Jensen, tale om en hidtil uset skandale, er dobbeltmoralsk. De flankeres af en blå blok, som har beskyttet Støjberg, selv om hendes ageren i instrukssagen muligvis kan vise sig at være værre end den detroniserede Mogens Jensens. Støjbergsagen er udtryk for, at minkskandalen ikke alene kommer af statsministerens magtfuldkommenhed, men af en langvarig moralsk erodering af det politiske system. Man må tilgive de vælgere, der tænker, at hele systemet burde sendes samme vej som de stakkels mink. Lad os her slå fast, at det blot er hele systemets indstilling, der er problemet. Der er derfor brug for en fuld kommissionsundersøgelse, der kan gennemlyse alt det, der er gået galt.

Side 14



Skribenternes avis

Leny Malacinski

Arne Hardis

Marta Sørensen

Skribenternes avis

Anna Libak

Klaus Rothstein

Magnus Boding

Morten Beiter