Leder. Amerikanske tilstande. Journalister bliver af danske politikere selv inviteret til at snage i, hvad der for fremtiden foregår til partifester og julefrokoster og andre lystige begivenheder. Rendestens­­­­journalistikken vil komme til ære og værdighed.

Privatlivets politik

Privatlivets politik Af Klaus Wivel

GARY Hart er værd at minde om i denne tid. Demokraten styrede i 1987 sikkert mod at blive sit partis præsidentkandidat, og han førte massivt over George Bush, som havde været Reagans vicepræsident i otte år. Gary Hart var begavet, selvsikker og enormt populær. Han var også en politiker, der ikke orkede at dele ud af sit privatliv. Dengang skrev journalister ikke om politikeres sidespring; en berømt anekdote handler om en journalist, der blev sat til at holde øje med, hvem der kom ind og ud af det hotel, hvor præsident John F. Kennedy holdt til. »Intet at rapportere,« noterede han; kun en berømt skuespillerinde kiggede forbi.

HART var vokset op i den tradition, men journalistikken havde ændret sig i 1987 og trampede stedse oftere rundt i politikernes privatliv. I et irriteret og skødesløst øjeblik, mens en journalist forhørte sig om demokratens angivelige glæde ved kvinder, sagde han: »Følg bare efter mig. Jeg er ligeglad. Jeg er seriøs. Hvis nogen ønsker at skygge mig, er det fint med mig. De vil komme til at kede sig.« Ikke længe efter lå fem journalister fra en lille avis i Florida på lur ude foran hans bolig i Washington D.C. Avisen havde modtaget et foto af en smilende Hart, der havde en ung, forlegen og smuk skuespillerinde på skødet, og et tip om, at hun var på vej til hovedstaden. Den aften kom hun på besøg og forlod huset igen næste morgen. Hart fik på et efterfølgende pressemøde det spørgsmål, ingen amerikansk journalist før havde stillet: »Har De nogensinde været Deres kone utro?« Han kunne kun give et mumlende svar. Gary Hart var færdig og kom aldrig tilbage til amerikansk politik. Fra da af blev det legitimt for den amerikanske presse at interessere sig for politikernes sidespring.

SYNDROMET kan nu iagttages i dansk politik. Også her har vi oplevet et syndefald, og også her er det politikerne selv, der har lokket slangen ind. Der er selvsagt kulturelle forskelle – den offentlige moral i Danmark og USA er ikke ens: Morten Østergaard gravede sin egen grav med en noget større fanatisme end Gary Hart, og i Danmark er det ikke den nu tidligere radikale leders kone, der bærer offentlighedens umiddelbare sympati, men de kvinder, han har forgrebet sig på. Men konsekvensen er den samme.

HAR der været en gængs praksis i Danmark, er det en stiltiende aftale om, at journalister ikke borer i politikernes private forhold. Det er sket ud fra devisen, at også politikere har ret til et privatliv, fordi der ikke principielt er nogen sammenhæng mellem en politikers seksualmoralske habitus og dennes evne til at udføre sit hverv. Historien er fuld af vigtige politikere, som mildest talt havde hænderne alle vegne. Måske har pressens hensyn også handlet om, at politikere ikke skulle tvinges til at gøre sig bedre og mere renskurede end den offentlighed, de repræsenterede. Ligesom ingen kan tåle at få alle deres handlinger stillet til offentligt skue, er der også hemmeligheder, politikerne har ret til at holde for sig selv. Derfor har vi brystet os af, at der ikke ville indfinde sig amerikanske tilstande herhjemme.

RAMT blev vi så alligevel. Nu er ballet åbnet. Journalister er af danske politikere selv inviteret til at snage i, hvad der for fremtiden foregår til partifester og julefrokoster og andre lystige begivenheder. Partifæller kan se deres snit til at viderebringe sladder i håb om at styrke deres egen position. I andre partier vil man kunne se en fordel i at snige et beskidt rygte om en modstander videre til medierne. Rendestens­­­­journalistikken kommer til ære og værdighed. Det hele kan begrundes principielt: Politikere, der taler højt om at komme sexchikane til livs, bør jo selv leve efter idealerne. Naturligvis. Og sådan vil en retfærdig sag ende med, at den politiske magtkamp føres om alt andet end politik. I USA har præsidentkampagner efter Gary Hart handlet om at samle mest muligt snavs på hinanden, hvilket igen har skabt politikere, der har virket stivsindede, påpasselige og ufremkommelige. Det har også ført til, at amerikanske politikere er havnet i en offentlig gabestok, som flere aldrig har overvundet. Det samme er der allerede nu ansatser til vil ske herhjemme. Derved skabes et kvælende politisk rum, kun få vil orke at bevæge sig ind i.

DANMARK er blevet forandret i den seneste måned. Chefer overalt ved, at det kan have grelle konsekvenser at misbruge deres magt. Det er ubetinget godt. Kvinder skal have frihed til et arbejdsliv, uden at deres karrierer afhænger af seksuelle modydelser. Men i politik har der sneget sig en mislyd ind i disse fine bestræbelser. Er man i det mørke lune, kunne man se et signal om fremtidens journalistik i tirsdags. Her blev Henrik Qvortrup indforskrevet som vært på Danmarks Radios mest fornemme bastion, P1, til at stille spørgsmål om mediehusets egne problemer med sexchikane. Programmet var mindre interessant end værtens symbolværdi. Som Se og Hør-chef var han ikonet på mediernes uhæmmede snagen i kendtes privatliv. I dag ophøjes han som repræsentant for dansk presse.

Side 14



Skribenternes avis

Leny Malacinski

Arne Hardis

Skribenternes avis

Hans Mortensen

Aske Munck