Debat. At stå frem som offer for sexchikane er ikke frisættende. Kun ved at opdrage på hinanden smider vi det patriarkalske arvegods.

Krænkerens kultur

Krænkerens kultur

Mange er tilsyneladende oprigtigt overraskede, ja, nærmest lamslåede, over, at der i det ellers så moderne Danmark findes en lummerhedskultur, hvor kvinder bliver seksuelt chikaneret af mænd. I mediebranchen, i kultur- og erhvervslivet, på universiteter, på alverdens arbejdspladser og altså også på Christiansborg behandler visse mænd kvinder, som var de sexobjekter og laverestående væsener. Men ja, selvfølgelig gør de det, har jeg ofte haft lyst til at udbryde – alt andet ville da være mærkeligt.

Det er rundt regnet 50 år siden, at danske kvinder for alvor kom på arbejdsmarkedet, og vi fik formel ligeløn mellem kønnene. I 1970erne, da mine forældre var unge, kæmpede Kvindebevægelsen mod »mandssamfundet«, som indtil da havde været en realitet. Da jeg for nylig genså den populære amerikanske TV-serie Mad Men, der skildrer 1960ernes reklamebranche i USA, løb det mig atter koldt ned ad ryggen. Klask i røven til offentligt skue og sexistiske kommentarer ad libitum; serien viser med al tydelighed, hvor nedværdigende mange mænd for ganske få årtier siden behandlede det modsatte køn. Og at kvinderne fandt sig i det.

Hvad enten det drejer sig om en klam hånd på et lår eller deciderede overgreb, burde det derfor ikke komme bag på nogen, at de forulempelser, som danske kvinder nu igen står frem med, stadig finder sted. MeToo har kastet lys over det faktum, at det kulturelle arvegods fra tidligere tiders patriarkalske samfund ikke sådan lige er til at ryste af sig. Hverken for mændene, der forulemper, eller kvinderne, der ikke får sagt ordentligt fra. Så hvordan løser vi problemet?

Min moster har det med at spise meget kød. Da hun forleden diskede op med både skinkepålæg, frikadeller og leverpostej til søndagsfrokosten, måtte jeg igen huske mig selv på, at hun jo er fra en anden generation end min og bare ikke har fået den nye, klimavenlige levevis helt ind under huden. På samme måde som det tager tid og tilvænning at ændre eksempelvis kostvaner, er det naivt at forvente, at vi kan komme krænkelseskulturen til livs ved blot at pege på den og råbe vagt i gevær, sådan som MeToo-bevægelsens strategi synes at være.

For selve det at stå frem med oplevelser med sexisme er ikke i sig selv frisættende og ændrer ikke på roden til problemet. Nemlig det, at vi har at gøre med en kultur, der er nedarvet gennem årtusinder, og som ligger så dybt i vores kroppe og psyke, at vi ikke bare kan vifte den væk som en irriterende flue.

I disse dage iværksættes undersøgelser af sexchikanens omfang i flere brancher. Forfatterforeningens formand har luftet ideen om at ansætte en fagperson til at tage sig af klager om overgreb. 664 filmfolk har skrevet under på en erklæring mod sexisme. Og i Det Radikale Venstre vil man undersøge »omfanget og karakteren af sexisme i partiet«. Men hvad skal der ske, når synderne er fundet, og problemets omfang er blevet kortlagt? Skal der smækkes et sæt samtykkeregler op i samtlige Radikale Venstres lokaler, der definerer, hvilke kropsdele der er no go, og i hvilke sammenhænge der må flirtes internt i partiet? Vil det få mænd, der forulemper, og kvinder, der finder sig i det, til virkelig at indse, hvad det er for en kultur, de begge har bidraget til at opretholde?

Når klammerter som DR-værten Mads Aagaard Danielsen i årevis har kunnet slippe af sted med at chikanere sine kvindelige kolleger seksuelt, er det naturligvis under al kritik. At Aagaards redaktionschef ikke reagerede tilstrækkeligt, da direktør på Radio24syv Jørgen Ramskov i 2019 klagede over hans adfærd, er et pinligt eksempel på, at en sexistisk kultur opretholdes. Hvis ledere og mellemledere ikke slår ned på sexisme, men tværtimod holder hånden over krænkerne, vil mange, der er blevet chikaneret, fortsat være bange for at stå frem.

Derfor skal der sættes ind her, så sexchikane bliver en overtrædelse af arbejdspladsens retningslinjer på lige fod med at stjæle fra fælleskassen eller snyde med regnskabet. Men en formel håndtering af seksuel magtudnyttelse i form af regler og love kan ikke stå alene.

Vil vi for alvor sexismen til livs, må vi forstå den som det, den er – en kultur. Semiotisk defineres kultur som den ikke-genetiske videreførelse af adfærd til en ny generation. Historien sidder stadig i os alle som en refleks eller en ubevidst mekanisme. Og somme tider får den os til at handle uhensigtsmæssigt, fordi visse spilleregler er gået i arv i generationer, og vi endnu ikke er blevet tilstrækkeligt udfordret og tilvænnet til at handle anderledes.

Vil vi ændre på kulturen, må vi derfor anerkende, at ethvert sexistisk overgreb er et møde mellem to konkrete mennesker i en konkret situation. To mennesker, hvis opgave det er at påvirke og opdrage på hinanden og dermed ændre den kultur, de begge har med sig i bagagen. Læner vi os tilbage og venter på, at systemet klarer ærterne, vil sexchikanen måske mindskes. Men ingen retningslinjer eller samtykkeformularer kan stå i stedet for den virkelige transformation, der kun er mulig i mødet mellem mennesker.

Det kan synes uretfærdigt, at vi som kvinder i 2020 skal risikere at miste de privilegier, som vores mødre og bedstemødre har kæmpet så hårdt for, fordi vi taler højt om sexisme. Men måske kan vi betragte den opgave, vi er blevet stillet, som en investering i fremtidens ligestilling. Lidt ligesom at spise grøntsagsfrikadeller i stedet for burgere, så vores børn og børnebørn får en ordentlig verden at stå op til. Vi har med MeToo fået en glimrende anledning til at lære unge piger og kvinder at sige fra over for sexisme i det øjeblik, den finder sted. Kun ved at gribe den mulighed kan vi skrive videre på historien. Og kun sådan kan en ægte udvikling i vores kultur finde sted.

Dagens kronikør er uddannet journalist.

Side 15



Skribenternes avis

Leny Malacinski

Arne Hardis

Skribenternes avis

Hans Mortensen

Aske Munck