Engang gik jeg i femte klasse og var 11 år.
Jeg var mobbeoffer. Det var der gode grunde til. Ingen anden var så dårlig til gymnastik. Jeg var stemplet både som tøsedreng og slapsvans. Mit tøj var slidt, sjældent vasket og passede ikke særlig godt til min krop. Jeg har nok også lugtet en del. Mest fra fødderne, tror jeg. Mine sko klemte, og mine sokker var hullede. Det var mine trøjer og mine skosåler også. Jeg var nærsynet og gik med briller, hvor den ene brillestang var knækket af. Mine negle var bidt og flænsede og havde efterladt smertende åbninger ind i fingerspidsernes kød. Jeg var skolens professor. Jeg var dybt sær.
To drenge – lad os kalde dem Knud og Ole – boede i samme ejendom som jeg. Knud var opslugt af bilers indre mekanik og ydre glans. Ole optrådte i sandkassen i gården, som var børnenes samlingsplads. Når Ole havde tilhørere, fortalte han seksuelle Jens-og-Maren-historier.
Det var i skolen, det krænkende foregik, i det store spisefrikvarter, hvor gårdvagten gik sine kontrollerende runder. Knud og Ole greb mig og trak mig ud til en bænk i et afsides hjørne af skolegården. De satte sig på hver sin side af mig. De låste hver især et underben fast mellem deres egne og brugte en af armene til at blokere en af mine. Jeg har aldrig haft særligt mange kræfter i armene.
De gav mig det, de kaldte hestebid. De greb fat om mine lår lige over knæet og klemte alt, hvad de kunne. Jeg vred mig og skreg. Smerten var voldsom. De nød det. Jeg var aldrig i tvivl om, at det var seksuel nydelse, de følte. Det var ikke alene krænkende. Det var enormt krænkende.
Ingen kom mig til hjælp. Ingen talte om den mishandling, jeg var offer for i det hjørne af den tæt befolkede skolegård. Jeg husker det, som om det stod på i et år. Det kan udmærket have været længere. Der var ingen, jeg kunne bede om hjælp. Var jeg gået til en af mine lærere eller til skoleinspektøren, ville de andre have sagt til mig – og om mig – at jeg sladrede. Det var noget af det værste, en skoledreng kunne gøre. Man sladrede ikke. Jeg sagde heller ikke noget til mine forældre. Jeg havde ikke stor tillid til nogen af dem. Jeg havde heller ikke tillid til skolen.
Dengang gjorde jeg mig ikke klart, at det var alvorlig seksuel mishandling, som Knud og Ole udsatte mig for. Det er MeToo, der omsider har givet mig sprog og begreber og sat mig i stand til at skrive om det.
Én eneste gang i al den tid, det fandt sted, stod gårdvagten foran os og så og hørte. Han smilede gennemtrængende hånligt og gik sin vej. Denne særlige lærer tog mange gårdvagter. Han var brutal. Han var frygtet og hadet blandt skolens elever for sin brutalitet. Efter mange års virke blev hans handlinger for meget for en gruppe drenge fra de ældste klasser.
De maskerede sig og ventede på ham i opgangen, hvor han boede. Den dag blev det ham, der fik kærligheden at føle. Den dag sluttede hans tilværelse som skolelærer.
Havde jeg været et pænt menneske, der kun rummer pæne og acceptable følelser, var jeg ikke blevet overvældende glad, da jeg fik at vide, at denne gårdvagtslærer nu var banket til lirekassemand. Men hvor blev jeg dog glad! Spontant og ustyrligt.
Ole kom en del i min mors hjem. Han satte pris på hendes selskab. De røg mange cigaretter sammen. Han havde været soldat og havde været udsendt til Tyskland, hvor han havde fået barn. Han sagde til min mor, at han beundrede mig – mig! – for mine kronikker og artikler og radioudsendelser. Vi talte med hinanden som venner, men vi talte aldrig om, hvad han og Knud havde udsat mig for.
Mishandlingen gjorde, at jeg på min side livet igennem konsekvent har afvist mænd som seksualpartnere. Derved er jeg kommet til at afvise mandlige medmennesker, som jeg egentlig ikke altid har ønsket at afvise. Det har bare ikke været muligt for mig at indlade mig med dem. Sådan gik jeg for resten glip af at få hiv og aids dengang.
Og hvad en fortrolig og venskabelig hånd på mit lår angår? Nu – halvfjerds år senere – går hele min krop stadig i panik, når det sker. Det kan være kvinder, som jeg elsker, og som jeg kan have været gift med i årevis: De må ikke lægge hånd på mit lår.
