ET er nok givet: Lotte Rod havde vel ikke fantasi til at forestille sig, at hendes Facebook-opdatering i september om sexkrænkelser hos De Radikale ville føre til hendes partileder, Morten Østergaards, bedrøvelige fald. Hvorfor lagde hun så den status ud? Hun var vel inspireret af Sofie Linde, der blev hyldet for at have indledt et #MeToo-opgør, hvis metode var anonymiteten. TV-værten ville ikke udpege den skyldige, der havde udsat hende for grov sexchikane. Hun ville gøre op med en rådden kultur. Det samme var Lotte Rods ambition. »Det var ikke min mening,« skrev hun brødebetynget onsdag aften, kort efter at lederen var gået af. Hun søgte blot en »kulturændring – ikke kun i mit parti – men i alle partier alle andre steder«. Man skal passe på med, hvad man ønsker sig.
OFFER er Østergaard i første omgang for sine egne løgne. Han kunne ikke redde sit lederskab, da det stod mere og mere klart, at den person, han i Berlingske i tirsdags hævdede at have givet »en påtale«, var ham selv. Man skal lede længe efter en mere tragikomisk selvguillotinering, ikke mindst fordi Morten Østergaard i ugevis har prædiket om at få problemerne med partiets sexchikance »frem i lyset« og tage ansvar og handle på sagerne. Intet er så latterligt som en synder, der fører sig frem som et dydsmønster. Men i en bredere forstand er han også et offer for de bestræbelser, der har været i pressen, på at anonymisere egne krænkere. Sandheden er, at der altid gemte sig virkelige mænd bag de beskrivelser, som snesevis af kvinder er kommet med i det seneste stykke tid, og hvis anklager rangerede fra voldtægt til en hånd på låret for længe, længe siden.
FOR de findes jo, disse overgrebsmænd med stærkt varierende synderegister, og hvad Lotte Rod troede, og Morten Østergaard håbede skulle være unavngivne oplysninger i en væsentlig debats tjeneste, udviklede sig hurtigt til en grufuld fælde for den, hvis dumdristige hånd hun egentlig hentydede til. Debatten ændrede således karakter, da den gik fra at handle om pressen til at handle om den politiske verden. At overgrebsmændene i danske medier er forblevet anonyme, skyldes jo kun, at vi i denne branche er langt mere hensynsfulde over for hinanden og belejligt har undgået at ryge synderne ud. Men på Christiansborg er det ikke nok at diskutere »kulturændringer«. Pressen gik på jagt efter håndens ejermand. Alle mandlige folketingspolitikere hos De Radikale blev mandag krydsforhørt med det inkvisitoriske spørgsmål: »Er det dig, der har krænket Lotte Rod?« Her skulle der sættes et ansigt på forbryderen. Det kom der så. Væk var Sofie Lindes barmhjertige metode.
BANALITETENS plage har nu også ramt dansk politik. Der er ingen rimelighed i, at Østergaard skal fældes som følge af den hånd for et årti siden. Lotte Rod har ovenikøbet erklæret, at hun har tilgivet ham. Straffen står overhovedet ikke mål med gerningen, heller ikke selv om man tager lederens eminente hykleri under hele forløbet med i købet. Men det var hans håndtering, ikke gerningen, der fældede ham, lyder det. Men hvem kunne forestille sig, at en radikal leder ikke mente, man burde komme til bunds i de sager, Lotte Rod beskrev – ja, gik forrest i kulturkampen? Hvem kunne forvente, at han i mandags for åbne mikrofoner svarede »ja« til, at han var krænkeren? Han havde jo ikke blot sin karriere, men også sin familie at beskytte. Har ikke også politikere ret til visse løgne? Desuden taler meget for, at han havde lovet Lotte Rod fortrolighed. Nu blev han vasket væk af sin egen renselsesproces. Lotte Rod bandt løkken, pressen hængte den op, og Østergaard stak selv sit hoved derind.
ONDSKAB følger altid i hælene på selv de mest sympatiske sager. Det er vigtigt at få gjort op med sexchikane på danske arbejdspladser, og den seneste tids mange beretninger har vist, at omfanget er stort. Men Morten Østergaards afgang afslører, at det åndelige klima nu er blevet så betændt, at selv en lille synd kan føre til et stort fald, og at det ovenikøbet af mange vil blive beskrevet som en helt rimelig konsekvens. Også af hovedpersonen selv. Så er ideologien drevet for vidt, og proportionerne blevet selvmorderiske. Hånden på låret og hjertet: Østergaard var en ubetydelig sexchikanør og en forståelig løgner. Kun i et land med meget små problemer bør den slags koste en politisk leder jobbet.
Læs også Arne Hardis og Hans Mortensens opsamling på dramaet i Radikale.
Sofie Carsten Nielsen er ulideligt forudsigelig som ny radikal leder. Læs Martin Krasniks leder.
