Leder.

The Clown

The Clown Af Klaus Wivel

EN profet kendetegnes ved sin modvilje mod at være profet. I den forstand udviser hovedpersonen i Life of Brian fra 1979, hvis instruktør pythonisten Terry Jones døde tirsdag, alle de rigtige symptomer. Jo mere ihærdigt Brian forsøger at overbevise den voksende skare af disciple om, at han ikke er Guds søn, jo mere overbeviste er de om, at alt, hvad han siger og gør, er mirakuløse tegn. »Han er ikke Messias,« råber Terry Jones, der spiller Brians arrige mor med pibende stemme til den begejstrede hob, der har samlet sig under hendes lejlighed. »Han er en meget uartig dreng!« Brian vil have dem til at forstå, at hans tilhængere alle sammen er individer. »Det er jeg ikke,« råber én i mængden.

PROFETISK var filmen ligeledes – og uden at ville det; pythonisterne opfattede den nok blot som en stor, morsom bagatel. Man kan sagtens se denne geniale komedie som en kommentar til alle de fans, der ønskede at læse dybsindige budskaber ud af gruppens absurde sketcher om gakkede gangarter og døde papegøjer. Men mest af alt er filmen en latterliggørelse af religiøst hysteri og en kommentar til 1970ernes evigt ævlende bevægelser på den yderste venstrefløj, som i højere grad bekæmpede hinanden end det samfund, de mente skulle omstyrtes. Massepsykosen har religiøse og politiske grupper til fælles. Og deres mangel på humor.

KOMIKER Terry Jones’ film og reaktionen på den er på forbløffende vis blevet genopført i kulturdebatter de seneste par årtier. Pythonisterne har ofte erklæret, at filmen ikke er blasfemisk, men sådan blev den opfattet af kristne over hele verden. Da Life of Brian fik premiere i 1979, blev den bandlyst i flere lande. Dengang bar svenskerne bannere, hvor der stod, at filmen er så morsom, at den er forbudt i Norge. I dag er fornemmelsen, at det er svenskerne, som vil forbyde satire, der spidder de forkerte.

ER Life of Brian et forvarsel, er det især om den storm, som rejste sig i 2005 med Jyllands-Postens muhammedtegninger. Her forenedes rasende muslimer og forargede venstrefløjsaktivister, som mente, at minoriteters tabuer skulle skærmes mod latter. Stort set ingen aviser i Sverige, Storbritannien og USA viste tegningerne. Morderne på Charlie Hebdo i 2015 var den forfærdelige kulmination. Det hele indvarslede vor tid, hvor satire er kommet i defensiven som følge af kravet om, at humor kun må ramme de privilegerede få på magten. I USA har toneangivende komikere som Jerry Seinfeld og Chris Rock opgivet at optræde på universiteter, og den gamle filminstruktør og komiker Mel Brooks har udtalt, at hans film Blazing Saddles fra 1974 aldrig ville kunne være lavet i dag. »Politisk korrekthed tager livet af komikken,« har han udtalt.

DØD er komikken dog langtfra, skønt tidsånden længe er gået de gamle pythonister imod. John Cleese har beklaget sig over den politiske korrektheds fromhed og tyranni, og medpythonisten Terry Gilliam sagde for nylig til en forarget britisk journalist i avisen The Independent, at han som en hvid mand var træt af at blive beskyldt for alt, der er galt i verden. »Det er ikke min skyld,« forklarede han. »Jeg kan ikke udholde den forsimplede, tribalistiske opførsel, vi oplever i øjeblikket.« Det siger sig selv, at Gilliam blev ristet i britiske og amerikanske medier for de formastelige ord. Klynget op kunne man ligefrem sige, som Brian bliver det til sidst. Men også her, mens livet rinder ud af den uartige dreng, er filmen fremsynet. »Cheer up, Brian,« synger Terry Jones og resten af de korsfæstede pythonister: »Just remember that the last laugh is on you!«

Side 14