Alternativet. Uffe Elbæk krævede Statsministeriet, mens hans parti havde kurs mod spærregrænsen. Portræt af et politisk kollaps.

Pyramide­spillerne

Man føler sig indespærret i en narcissistisk boble under læsningen af Morten Reimars reportage­bog Uffe mod magten. Det skyldes hans metode, Reimar følger i hælene på Uffe Elbæk i ti måneder op til valget grundlovsdag, men det skyldes også partiet selv. En slags Alternativets essens, en kræv det umulige-tilgang til politik, hvor en selvforelsket Narcissus tror, han kan gå på det vand, han spejler sig i, og derfor kan lade hånt om tilskikkelser uden for boblen.

Og så skyldes fornemmelsen af boblen den eminente afdækning af partitoppens fokus på spin, meningsmålinger, radio, tv, Facebook, Twitter og meningsmålinger igen, som accelererer, som valgkampen skrider frem. Man er immer vendt mod sig selv, altid optaget af den karismatiske Uffe Elbæks velbefindende, humør, dagsformen udi leveringen af de mirakler, som kan få disciple til at rejse sig og følge ham.

Uffe mod magten – med undertitlen »En dagbog i hælene på revolutionen« – er virkelig en bog til tiden. Den udkommer, en god uge før Alternativet skal vælge ny leder og finde ud af, om man fortsat er noget helt og aldeles særligt, noget ophøjet, eller en mindre, i enhver forstand grøn aktør i regeringsblokken med fem mandaters styrke og nul mandater som en ikke aldeles usandsynlig skæbne efter næste valg.

Det er også en bog, der åbenlyst dokumenterer den unge Reimar som en talentfuld reporter. Han er et meget observant kamera på Alternativets grønne gang, i motorvejscafeterier, i spinlobbyer, til møder ude i landet, i bilen med Elbæk og dennes mange kleindienst’er. Af og til kunne man ønske sig, at en redaktør formanede Reimar at holde fortælletonen og billeddannelserne i det intonerende leje, når forfatteren mener at skylde omverdenen mere og andet, end projektet tilsiger, men herregud, han er født i 1993.

OVERENSSTEMMENDE med Alternativets proklamerede åbenhed har man ladet Morten Reimar følge partiet tæt, også interne møder, og det skulle man nok ikke have gjort. Bogen viser en glad sekt, som bliver mere og mere uglad, efterhånden som den rå virkelighed trænger sig på. Også i sekter er der kamp om poster, bagtalelse, uforløste ambitioner, trætte ­kollaps og rå kalkuler.

Det er bogens ene spor. Demonteringen af det grønne tylskørt, som afslører den glade danser som almindelig, gumpe­tung og dødelig politisk aktør. Det andet spor gælder den håbløse afstand mellem ambition og styrke. Sammenstødet mellem politiske drømmerier og den politiske virkelighed på Christiansborg. Alternativet lå i hele bogens fortælletid og rodede mellem tre og fem procents opbakning, fra hvilket afsæt man meldte sig ud af rød og blå blok og ­stillede med Uffe Elbæk som statsministerkandidat.

Bogen begynder, da denne beslutning er truffet. Læseren får således ikke at vide, hvem der først kom med ideen på et vintergruppemøde i januar ’18, og hvorfor man fulgte den. Sandheden er nok den både banale og lidt uhyggelige, at det følger Alternativets skabelsesberetning og indre logik at ende ovenud af den grå hverdags realisme. Partiet er noget helt andet og skal derfor præstere noget helt andet i en form for pyramidespil, hvor partiet hele tiden har været nødt til at øge indsatserne for ikke at afsløre sit eget bluff.

Det umulige krav ligger som en nervøs tone under hele reportagerejsen. Modviljen mod at anfægte den en gang trufne beslutning er betydelig og for så vidt forståelig. Op mod julen 2018 – et halvt år før det valg, som ventes udskrevet hvert øjeblik – diskuterer man alligevel sagen og beslutter at ændre Uffe Elbæks image, så han i det mindste kunne ligne en statsministerkandidat. »Klimaet er fucking seriøst. Derfor skal vi også være fucking seriøse,« som en rådgiver formulerer det.

Læs også portrættet af formandskandidaten Theresa Scavenius, der altså ikke sidder i Folketinget: »Alternativets alternativ«

Man kan jo ikke tro på, at de selv tror på Elbæk som statsminister, men så alligevel. Rådgiveren minder under diskussionen om, at man jo har en borgmester på Fanø. Andre påpeger, at hverken Poul Schlüter eller Hilmar Baunsgaard havde mange mandater, da de indtog Statsministeriet.

BOGEN om Uffe Elbæks revolution slutter på valgaftenen, hvor Alternativet dykker fra ni til fem mandater og sølle tre procents opbakning. Rød blok har flertal uden Alternativet. »Så vi er ligegyldige,« som Elbæk ret præcist formulerer spørgsmålet til en rådgiver.

Rådvildheden er betydelig den aften. Skal man så alligevel sige, at man peger på Mette Frederiksen og forsøge at møve sig tilbage i den ligning, man meldte sig ud af? Svigte de ­vælgere, der satte kryds ved et ægte alternativ? Eller i stedet svigte dem, der ønsker at se de fem mandater dog gøre gavn?

Der er noget både brutalt og smukt over, at det er gammelpartierne, som straks på valgaftenen forsøger at rive Narcissus bort fra spejlet. Morten Østergaard har ringet og rådet Elbæk til at melde sig på vinderholdet. Senere samme aften holder Frederiksen sejrstale og deler sejren med sin blok – og med Alternativet.

Et halvt år senere er Alternativet med i både klimaforlig og finanslov. Der var vist ikke noget alternativ.

Morten Reimar: Uffe mod magten. 368 sider. Forlaget Momenta.

 

Hør også Theresa Scavenius i En time med Weekendavisen: »Et alternativ til demokratiet?«

Læs også om de udfordringer, Alternativet fortsat står over for: »Himmellængsel«