Kronik. Hvis de vestlige demokratier skal overleve, kræver det et opgør med nationalstaten.

Demokratiernes krise

Demokratiernes krise

 

Af Hans Branner, forfatter og cand.scient.pol.

Er der en fællesnævner for den udvikling, vi er vidne til i disse år? Det netop overståede årsskifte har i de seneste uger naturligt nok givet anledning til mange dybsindige betragtninger over, hvad der har karakteriseret det årti, vi har forladt − de fleste holdt i en mere eller mindre dyster tone. Verden synes i dag både mere kaotisk, mere uforudsigelig og på mange måder mere skræmmende end tidligere, i hvert fald siden Den Kolde Krig sluttede.

Men er det halsløs gerning at forsøge at samle de mange tegn på opbrud og nybrud under én hat? Måske vil det være muligt engang i fremtiden, når historiens lange lys bliver kastet på nutiden. I det følgende skal alligevel forsøges et tidligt bud: Vores gennem århundreder hårdt tilkæmpede og højt værdsatte vestlige liberale demokrati er ikke længere funktionsdygtigt i sin nuværende form. Demokratiet, som vi kender det, står ved en helt afgørende skillevej − enten bliver det grundlæggende reformeret, eller også risikerer det at bukke under i konkurrencen med alternative samfundsformer. Og det er netop gennem erkendelsen heraf, at man vil være i stand til at få øje på den omtalte fællesnævner.

I en klumme i dagbladet Politiken 5.1. forsøgte Svend Brinkmann at sammenfatte udviklingen i det, han også kalder krisernes årti, med fremhævelsen af, at kapitalismens ånd har bredt sig ud over sine hidtidige bredder. Det er vigtigt at forsøge at anlægge et helikopterperspektiv på udviklingen, og Brinkmann peger utvivlsomt her på en væsentlig tendens. Men hans påpegning har sine svagheder. Dels kræver den, at man ser bort fra flere af de centrale forhold, der er omtalt i opremsningen ovenfor, dels er der tale om en tendens med rødder langt tilbage før 10erne. I virkeligheden genopliver Brinkmann i den pågældende klumme kun den tyske filosof Jürgen Habermas’ gamle skelnen fra 1980erne mellem system- og livsverdenen og truslen om, at egoistisk nyttehensyn og overdrevet profitbegær bliver grundlaget for menneskelige relationer i privatsfæren. Det er næppe 10erne, der markerer et afgørende skel i den udvikling.

Vælger man i stedet den nuværende demokratiske samfundsforms truende kollaps som den vigtigste markør, bliver det lettere at finde en rød tråd i de udviklingstendenser, der har været mest fremherskende i det forgangne årti. Og her er det i første omgang nødvendigt at hæve blikket lidt fra den nationale arena og kigge på vores omgivende samfund.

Hvad angår politisk opbrud og krisefænomener af både den ene og den anden type, er Danmark lidt af en undtagelse sammenlignet med landene i vores egen kulturkreds. Og det risikerer at kaste et slør over de − som helhed dystre − perspektiver, der tegner sig. Trods en meget forskellig baggrund fristes man til at citere Jeppe Aakjærs gamle verslinje fra 1916: »Du pusling-land, som hygger dig i smug, mens hele verden brænder om din vugge«. Også i Danmark har vi i 10erne haft økonomisk krise, flygtningekrise, øget højrepopulisme og øget økonomisk ulighed, set konsekvenser af klimaforandringer, været skræmte over fake news og et mere og mere udbredt skærmtyranni. Men helt ærligt: Hvor meget har det rystet samfundet? Og hvilken indvirkning har det haft på grundlæggende politiske strukturer? Sammenlignet med en lang række andre lande, også lande i vores nære omgivelser, har effekten været yderst begrænset.

Et godt eksempel er den højrenationale bølge, der i 10erne også for alvor rullede ind over Danmark. Men hos os i form af Dansk Folkeparti, der er en moderat centrums- og kompromissøgende udgave af tilsvarende partier andre steder; og som ved slutningen af årtiet ikke formåede at holde stand over for gamle, etablerede regeringsbærende partier. Truslen mod det eksisterende politiske fundament var afværget. Og efter valget i juni, hvor flertallet skiftede fra den ene blok til den anden, kunne magten da også på kort tid overdrages til den nye flertalsblok − og med et skifte på statsministerposten mellem partier, der hver havde dybe historiske rødder tilbage til partisystemets dannelse i slutningen af 1800-tallet. Tilsyneladende ingen krise for demokratiet her.

Hos langt de fleste af vores europæiske partnere inden for EU har situationen i de seneste år tegnet sig ganske anderledes. Regeringsdannelser trækker ud i månedsvis og resulterer i ustabile regeringer som i vore to nabolande Sverige og Tyskland; i Belgien har det nu i over et år ikke været muligt at danne en funktionsdygtig regering; længere sydpå i Italien og Frankrig har stærke højrenationalistiske partier med fascistiske rødder enten haft eller er fortsat tæt på at få andel i regeringsmagten, og begge steder har nye partier på det nærmeste udraderet nogle af de gamle veletablerede. I Spanien har det i flere år ikke været muligt at stable en stabil regering på benene, og landets enhed er truet af catalansk nationalisme. I landene sydøst for Danmark i den tidligere østblok har udfordringen mod demokratiet, især i Polen og Ungarn, en mere fundamental karakter. Og de aktuelle trusler mod retsstaten i disse lande gør det relevant at spørge, om demokratiet ikke kun er vanskeligt at eksportere til lande uden for den vestlige kulturkreds men også til lande indenfor, hvor de historiske og politiske forudsætninger har en anden karakter end i den vestlige del af Europa.

Mest tankevækkende er demokratiets problemer i de to lande, der traditionelt og især i nyere tid for mange har været de fornemste repræsentanter for samfund bygget på grundfæstede demokratiske principper: Storbritannien og USA. To lande, der er blevet hyldet for at have holdt autoritære og totalitære regimer i ave gennem hele det 20. århundrede, ikke mindst gennem deres militære indsats under to verdenskrige. Og for USAs vedkommende ved at have sikret demokratiernes sejr under Den Kolde Krig og at have kæmpet for deres udbredelse efter sejren. Både Brexit og valget af Donald Trump har åbnet for et helt nyt syn på, hvordan de to landes demokratiske institutioner fungerer − eller snarere ikke fungerer.

Udviklingen i demokratiets to kernelande kan ikke undgå at tvinge mange af vores samfundsforms ellers mest trofaste støtter til at stille ubehagelige spørgsmål: Giver demokratiet i dag stadig de bedste svar på, hvordan politiske ledere bør vælges? Og er demokratiet i stand til at levere effektive svar på de udfordringer, der i dag er mest påtrængende at få løst?

Mange af de problemer, som en række demokratiske stater i dag er konfronteret med, hænger i vidt omfang sammen med, at svaret ikke længere er et entydigt ja til disse spørgsmål. Det negative svar afspejles i den utilfredshed, der trods frie valg, ytringsfrihed og nye partidannelser er fremherskende i store befolkningsgrupper, og som endda kommer til udtryk i, at decideret antidemokratiske holdninger vinder frem i de lande, der ellers bekender sig til de demokratiske principper. I dag udtrykker hver sjette amerikaner sympati for militærstyre, mod hver 16. for 20 år siden. En tilsvarende tendens ses i Europa, hvor præferencen for en stærk leder på 20 år er steget fra hver sjette til hver tredje i Tyskland, og fra hver fjerde til hver anden i Storbritannien. Nok så bekymrende er, at der hos de yngre generationer i EU-landene og i USA kan konstateres en klart faldende tendens til at tillægge det vigtighed at leve i et demokrati. Blandt dem, der er født i 1980erne, anser under en tredjedel det for vigtigt, mens det for ældre generationer er cirka to tredjedele.

Der er mange årsager til, at det er kommet så vidt. Demokrati- og populismeforskeren Yascha Mounk, der er ophavsmand til ovennævnte tal, peger på tre i en bog fra 2018 (The People vs. Democracy). Den første er økonomisk stagnation: Især i USA oplever almindelige mennesker ikke længere som i de foregående generationer, at deres levestandard forbedres, i flere årtier har den stået stille, men det har ikke hindret en rig elite i at blive stadig rigere. Den anden er identitetsusikkerhed: indvandring og flygtningestrømme har skabt multietniske samfund, hvor nationsbegrebet bliver udfordret, samtidig med at nedarvede roller, for eksempel mellem kønnene, er under forandring, Og den tredje er opkomsten af de sociale medier: De blev udråbt som en demokratisk saltvandsindsprøjtning, men har vist sig at have den modsatte effekt i kraft af, at de fungerer som forum for hadske ytringer og spredning af konspirationsteorier samt andre usandheder, der udgør gift for den demokratiske samtale.

Klimakrisen og dens stadig mere påtrængende karakter er et grelt eksempel på det almene problem som demokratierne står over for: vanskeligheden ved at træffe de »nødvendige« beslutninger, der skal til for at løse en række af samfundenes mest alvorlige udfordringer. Et af de handicaps, der her gør sig gældende for demokratierne, er, at de ansvarlige beslutningstagere er valgt af vælgerne og normalt søger genvalg. Det kan i undtagelsestilfælde presse politikerne til at tage de nødvendige beslutninger, hvilket den nye danske klimalov måske kan vise sig at være et eksempel på; men som regel skal mange interesser vejes mod hinanden, lobbygrupper tilgodeses og kompromiser indgås, hvilket alt sammen risikerer at føre til mindre effektiv problemløsning. Og i hvert fald betyder ønskerne om genvalg, at tidshorisonten for beslutningerne sjældent rækker ud over fire-fem år.

Noget tilsvarende gælder også migrantkrisen. Gang på gang viser det sig vanskeligt at træffe beslutninger, der gør ondt, især økonomisk, på kort sigt, men hvis gavnlige effekt først slår igennem på længere sigt. Eller også viser vanskeligheden sig ved, at politikere ikke har kompetence til, er uvillige til eller frygter for at overlade »nødvendige« beslutninger til et internationalt organ. Trods udviklingen siden Anden Verdenskrig mod stadig mere overstatsligt samarbejde opfattes de demokratiske processer først og fremmest fortsat som værende forankret inden for den nationalstatslige ramme.

En væsentlig del af løsningen ligger ligefor: at tage konsekvensen af, at nationalstaten i den europæiske udgave i dag, endnu mere end tidligere, er en uegnet ramme til løsning af nogle af vores allerstørste samfundsproblemer. Det var en konsekvens, nogle fremsynede tænkere og statsmænd allerede drog kort efter Anden Verdenskrig. Men i dag haster det med for alvor at leve op til den gamle erkendelse. Vores dyrebare demokrati kan kun overleve, hvis en europæisk suverænitet får plads på linje med en national – og hverken som et vedhæng eller som en trussel.

Dette er en kronik og udtrykker derfor alene skribentens holdning. De kan indsende forslag til en kronik på opinion@weekendavisen.dk.

 

Læs også artiklen om, at Bertel Haarder fik ret i bemærkelsesværdigt mange forudsigelser fra både 1977 og 2004: »Tilbage til fremtiden«

Side 15