Klumme. Jo oftere vi støder på den samme falske historie, jo mindre moralsk forkastelig forekommer den os – selv om vi ved, den er usand.

Gentagelsens magt

Er Nancy Pelosi fuld? Spørgsmålet blev for nylig rejst på baggrund af et videointerview på Facebook, hvor lederen af Repræsentanternes Hus i USA unægteligt fremstod noget bedugget. Videoen blev set millionvis af gange. Problemet var blot, at den var et falsum. Pelosis stemme var manipuleret, så hun kom til at tale langsomt og snøvlende.

Der er i dag en udbredt bekymring for de samfundsmæssige konsekvenser af udbredelsen af alskens former for fake news. Blandt forskere og beslutningstagere skorter det ikke på udsagn om, hvordan falske nyhedshistorier kan have en samfundsundergravende effekt. Mange borgere i almindelighed deler den opfattelse. Et studie fra USA har vist, at mere end halvdelen af amerikanerne anser fake news for et større samfundsmæssigt problem end terrorisme. Tilsvarende har en interviewundersøgelse fra Eurobarometer vist, at 83 procent af adspurgte europæere betragter fake news som en trussel mod demokratiet.

Men hvis et demokrati har ringe kår i et dårligt informationsmiljø, da er det oplagt at prøve at blive klogere på, hvilke mekanismer der er med til at forme vores stillingtagen og omgang med fake news. Hvad er det for eksempel for forhold, der har betydning for vores vurdering af dem, der publicerer fake news? Eller som medvirker til, at vi »liker« eller viderekolporterer informationer, selv når vi ved, at de er misvisende?

Et bidrag til afklaring af disse spørgsmål er netop blevet publiceret af psykologerne Daniel A. Effron og Medhan Raj fra henholdsvis London Business School og University of Southern California. Formålet med de to forskeres undersøgelse har været at afdække, hvordan vores etiske vurdering og omgang med fake news påvirkes af, hvor hyppigt vi møder dem. Mere præcist var forskernes hypotese, at vi er mindre tilbøjelige til at tage afstand fra informationer, når vi præsenteres for dem gentagne gange – også selvom vi ved, at de er falske.

For at teste den sammenhæng blev en større gruppe forsøgspersoner præsenteret for 12 tilfælde af usande overskrifter fra amerikansk politik, for eksempel om at Hillary Clinton var fuld på valgaftenen, eller at en domstol i delstaten Pennsylvania har gjort det muligt at fjerne Donald Trump fra sit embede.

Præsentationen fulgte et særligt mønster.

Først blev deltagerne præsenteret for seks af de 12 overskrifter, men på en sådan måde, at de så dem fire gange hver. Efter hver forevisning skulle deltagerne svare på nogle simple spørgsmål, hvis indhold i sig selv ikke var afgørende for eksperimentet (for eksempel om de syntes, den foreviste overskrift var sjov, velskrevet et cetera). Herefter blev deltagerne bedt om at svare på nogle simple spørgsmål om dem selv, hvorefter den sidste og afgørende del af eksperimentet blev iværksat. Deltagerne blev denne gang præsenteret for alle 12 overskrifter, altså både de seks, de allerede havde set flere gange, og seks nye. Opgaven for deltagerne var nu at vurdere, hvor forkert de mente, det var, at publicere hver af overskrifterne. Svarene skulle gives på en gradueret skala rækkende fra »ekstremt forkert« til »slet ikke forkert«.

Læs også artiklen om den russiskfødte journalist Peter Pomerantsev, der mener, at Vesten i højere og højere grad ligner Rusland, når vi har ledere, der siger »fuck virkeligheden«: »Den fremtidsløse nutid«

Lige inden deltagerne skulle give deres svar, blev det tydeligt pointeret, at indholdet af alle overskrifter var usandt, og at der var tale om tilfælde af fake news. Grunden til denne lille manøvre var, at tidligere studier har vist den forunderlige psykologiske effekt – kaldet »sandhedsillusions-effekten« – at hvis vi er i tvivl om, hvorvidt et udsagn er sandt, da øges vores tro på, at det er sandt, når vi eksponeres for det gentagne gange. Formålet i dette eksperiment var imidlertid ikke at replicere dette resultat, men netop at undersøge deltagernes vurderinger, når de var fuldt ud klar over, at udsagnene var falske.

Da forskerne efterfølgende regnede på besvarelserne, viste der sig et klart mønster. Deltagerne fandt det langt mindre forkert at publicere de overskrifter, som de havde set gentagne gange, frem for dem de kun havde set en enkelt gang. Forskernes tese blev bekræftet.

De to forskere var imidlertid ikke kun interesserede i at undersøge deltagernes vurderinger af det at publicere fake news, men også i at få indsigt i folks adfærd, når de blev stillet over for den slags overskrifter. Igennem flere eksperimenter viste der sig her et tilsvarende klart mønster. Deltagerne var nemlig også mere villige til at »like« og dele de overskrifter, de havde set flere gange, frem for dem, de kun var præsenteret for en enkelt gang. Tilsvarende var de mindre tilbøjelige til at blokere for en afsender af de gentagne overskrifter.

Hvorfor ændres vores vurderinger og omgang med fake news, når vi støder på dem gentagne gange? Som altid er det mere kompliceret at angive en årsag end at vise en sammenhæng.

Når vi støder på misinformation igen og igen, reduceres vores etiske afstandstagen.

En simpel forklaring kunne være, at gentagelser af overskrifter skaber en forventning om, at de pågældende udsagn er mere delte, og at det derfor også virker mindre forkert, hvis man selv »liker« eller deler dem. Undervejs i eksperimenterne havde forskerne imidlertid kunnet kontrollere for forventninger med hensyn til popularitet og udbredelse, og disse forventninger støttede ikke den forklaring.

En anden mulighed er, at gentagelse af udsagn skaber en slags intuitiv fornemmelse af, at indholdet er sandt, selv når vi på et mere bevidst plan udmærket godt ved, at det ikke er tilfældet, og at vi derfor reagerer forskelligt på gentagelserne frem for de udsagn, vi støder på første gang.

Endnu en mulig forklaring kunne være, at nogle af de følelsesmæssige reaktioner, som ofte knytter sig til etiske vurderinger, er stærkest første gang, vi bliver præsenteret for et udsagn såsom en fake news-overskrift, og at de derefter aftager i styrke og derfor efterlader os med en mindre kraftig følelse af, at der er tale om noget forkert.

Som forskerne understreger, er der dog brug for yderligere forskning for at afdække de bagvedliggende årsager.

Samlet giver studiet et lille bidrag til forståelsen af en af mekanismerne bag udbredelsen af fake news. Når misinfor­mationer af den type spredes, er det mere sandsynligt, at vi støder på dem gentagne gange. Og når vi støder på dem igen og igen, reduceres vores etiske afstandtagen, og vi bliver selv mere tilbøjelige til at sprede dem yderligere.

Læs også forskeren Roger Buchs opråb til danske medier om at huske at appellere til de unge også: »Glem fake news, men husk de unge«