Paris. Ny bestseller har ført til selvransagelse blandt Frankrigs litterære elite, der i årtier hyldede en pædofil sexforbryder.

Ravage hos avantgarden

Henover nytår startede en brand i Paris’ litterære elite, der udviklede sig til en steppeild, og i dag, mere end tre uger efter, stadig raser med uformindsket styrke i Frankrigs læsende kredse. Anledningen, gnisten, om man vil, er den nu udsolgte bog Le Consentement (»Samtykket«) skrevet af den 47-årige debutant Vanessa Springora, der til daglig er litterær direktør for forlaget Julliard Editions. I bogen beskriver hun, hvordan den 83-årige prisbelønnede forfatter Gabriel Matzneff, der indtil for nylig var skribent på magasinet Le Point, i midten af 1980erne manipulerede, groomede og analvoldtog hende, da hun var blot 13 år gammel.

Forholdet var på ingen måder hemmeligt i datidens parisiske selskabsliv. Springoras mor, der dengang var en del af Paris’ litterære miljø, beundrede den anerkendte forfatter, der i sine bøger beskrev sit forhold til mindre­årige. Moderen var ivrig efter, at datteren var sammen med det kreative geni. I sin mest kendte bog, Les moins de seize ans (»De under 16-årige«) fra 1974 beskriver Matzneff sin præference for drenge og piger fra 10 til 16 år samt sit seksuelle forhold til en dreng på blot 12. Matzneffs seksuelle præferencer var selve omdrejningspunktet i hans forfatterskab – det, der gjorde ham interessant som forfatter.

Selvom han var stort set ulæst af de brede masser, var han en kultskikkelse i Frankrigs litterære elite. Her kunne han blandt sin omgangskreds og beundrere tælle Tintin-skaberen Hergé og den socialistiske præsident Francois Mitterand, der i 1989, mens han stadig var præsident, roste Matzneffs forfatter­skab. Fra 1977 til 1982 havde Matzneff en ugentlig klumme i Le Monde. Og siden 2002 har han været en af blot 15 franske forfattere, der får en særlig statslig pension for deres bidrag til fransk litteratur. Så sent som i 2013 modtog han den prestigiøse litteraturpris Prix Renaudot.

Trods nærmest universel anerkendelse og ros fra de finere litterære kredse har Gabriel Matzneff altid beskrevet sig selv som en forfulgt minoritet, en social afviger, som det snerpede franske småborgerskab ikke kunne rumme. Den slags bånd lod det franske kulturaristokrati sig tydeligvis ikke hæmme af og gav ham ikke blot et frirum, men hæder og ære. Indtil nu, hvor Vanessa Springoras bog har sat gang i en større offentlig debat om den seksualmoralske habitus i samme kredse.

I bogen er det ikke den vovede, seksuelle frihedskæmper, hvis forbudte kærlighed samfundet ikke kan tåle, der beskrives, men derimod en kynisk overgrebsmand, der i ly af sit forfatterskab og renommé skjulte sig i fuld offentlighed, mens han systematisk misbrugte Springora og andre mindreårige piger og drenge.

Da Springora forsøgte at undslippe Matzneffs tyranni og overgreb, prøvede moderen at få hende til at blive hos ham. Andre i omgangskredsen fortalte Springora, at hun burde være taknemmelig over, at Matzneff havde valgt netop hende, og at det nu var hendes opgave at støtte ham i hans kreative rejse.

Et gammelt videoklip fra 1990 er gået viralt på de franske sociale medier. Det er et afsnit af litteraturprogrammet Apostrophes, der havde Bernard Pivot som vært og i mange år blev vist ugentligt på fransk tv. I klippet ler Pivot sammen med publikum og sit panel af forfattere, mens Matzneff fortæller om sine seksuelle forhold til 15-16-årige. Det er kun panelets eneste udlænding, den canadiske forfatter Denise Bombardier, der siger fra. I programmet kalder hun Matzneffs seneste bog for banal og uinteressant og beskylder ham for at være en børnelokker, der i stedet for slik lokker med sin prestige.

Reaktionerne fra Matzneffs venner var dengang højlydte. Forfatteren Philippe Sollers beskrev på tv Bombardier som »mal baisée« (direkte oversat: »dårligt kneppet«). I Le Monde forsvarede hans tidligere redaktør Josyane Savigneau ham som en mand, der »elsker kærlighed«. Og i Libération bad skribenten Jacques Lanzmann Bombardier om at smutte tilbage til sine isflager.

I dag fremstår Denise Bombardier som en helt. En ensom stemme, der turde sige fra. Tidligere tv-vært Bernard Pivot derimod er kommet i vanskeligheder og har på Twitter uden held forsøgt at undskylde sin medvirken med henvisning til tidsånden. Den franske kulturminister, Franck Riester, har erklæret sin støtte til Matzneffs ofre og vil nu forsøge at trække forfatterens ærespension samt offentlige hæderstitler tilbage. Hans forlag, Gallimard, udgav hans seneste bog sidste år, men har nu trukket hele forfatterskabet tilbage. Samtidig har Paris’ politi genåbnet sin efterforskning af hans forbrydelser. I pressen undrer man sig dog over, hvorfor en lignende undersøgelse blev standset i 1980erne, og spekulerer i, om der kan have været politisk indblanding på spil.

Ud over hans tidligere redaktør Josyane Savigneau er der ingen af Gabriel Matzneffs engang så indflydelsesrige vennekreds tilbage, der i dag forsvarer ham. Selv har han ikke givet Springora en undskyldning, men i stedet beskyldt hende for at misrepræsentere deres »smukke forhold«.

Forsvar og apologi for pædofili er ikke et særligt fransk fænomen. Det fulgte i kølvandet på 1968 i det meste af Vesten. Den seksuelle revolutions avantgarde ønskede et opgør med alle samfundets seksuelle restriktioner. I Frankrig smeltede det dog sammen med en særlig tradition for at dyrke kreative geniers grænseoverskridende adfærd samt en kulturelite i Paris, der i forvejen så sig hævet over det øvrige samfunds moralske småligheder.

Nu er opgøret kommet indefra i form af en bog skrevet af et af Matzneffs misbrugsofre fra samme litterære miljø. Havde han holdt sig til at misbruge ukendte små drenge i Filippinerne, ville han formodentlig stadig have haft sin gang i Paris’ forfatterkredse, sin ærespension og sine hæderstitler, et forlag i ryggen og adgang til spalterne i Le Point.

 

Fra arkivet:

Intet sted havde de pædofile større succes med at hægte sig på 1970ernes seksuelle revolution end i Holland: »En fælles kamp«

For filosoffen Michael Foucault var det et overgreb at nægte barnets ret til at have sex med voksne: »Et glemt kapitel«