Kommentar. Når litterære klassikere filmatiseres, ændres de ofte til ukendelighed. Skyldes det storhedsvanvid eller politisk korrekthed hos manuskriptforfatterne?

Lad os lige fikse Dracula

Lad os lige fikse Dracula

For tiden sprøjter BBC i Storbritannien – og mange andre tv- og filmselskaber rundtom i verden – filmatiseringer af litterære klassikere ud. Man tager en bog, som verden har elsket i hundrede år, og så laver man en film ud af den. Det er en genial idé! Men inden ændrer man lige den historie, som altså var hele grunden til, at man valgte værket, fuld­stændig radikalt, men samtidig uden nogen som helst kunstnerisk begrundelse. Og jeg mener virkelig: radikalt.

Agatha Christies belgiske politimand Hercule Poirot har lige pludselig været politisk forfulgt i sit hjemland og lever siden på folks nåde som flygtning i et andet land, hvor et højreekstremt parti er på vej frem og direkte truer med at sende ham hjem, hvor han kommer fra – det hele som en åbenlys og stærkt venstreorienteret fordrejning af det migrationsdilemma, som hele Europa slås med i disse år. Men uden at det lægger noget meningsfuldt til karakteren eller øger historiens kunstneriske værdi. Den var nemlig en krimiklassiker til at begynde med.

H.G. Wells’ klassiske victorianske drama om en invasion fra Mars fik også en gang i vridemaskinen, da BBC sidste år skulle lave deres politisk korrekte udgave af en af historien forgudet fortælling om videnskab. Pludselig er det nemlig en kvinde, der står for alle de naturvidenskabelige opdagelser, som lægger marsmændene ned, og det vel at mærke uden nogen form for uddannelse – og hele fem år inden Marie Curie fik Nobel­prisen i fysik som den første kvinde nogen sinde.

Der har altid været hyper­­intelligente kvinder, og der findes jo regulære genier, som ud af det blå pludselig ved alt om biomekanik … Blot ikke i H.G. Wells’ Klodernes Kamp fra 1898. Men det plastrer man bare på. Et nærmest bizart valg, når man tænker på, at det faktisk betyder, at fremtidige generationer af piger og drenge kommer til ikke at vide, hvor undertrykte kvinder har været i århundreder.

I Et juleeventyr af Charles Dickens, som lige er rullet over de engelske tv-skærme, er en af de vigtigste bipersoner, Bob Cratchit, lige pludselig gift med en sort kvinde. Det har ganske givet været muligt i Victoria-England, men det ville – for nu at sige det hysterisk mildt – være helt fuldstændig ekstremt usædvanligt. Men sådan skal det altså være, når man vil tilgodese og repræ­sentere alle. Dickens har på ingen måde skrevet, at hans underbetalte white collar-arbejder levede i et multietnisk forhold, men i den nye udgave er det »fikset« i den politiske korrektheds navn.

I samme filmatisering insisterer man på, at et handicappet barn bliver spillet af lige præcis et handicappet barn. I den ene rolle skal man altså partout afvige fra det litterære forlæg i en grad, så det forstyrrer og er og bliver meningsløst, at der går en indvandrer fra det 20. århundrede rundt i Victoria-England. I den anden går man til yder­ligheder for at følge Dickens’ bog til punkt og prikke. Man skriver historien itu for at please diverse minoriteter. Og jeg vil vove den påstand, at Et juleeventyr faktisk virker mindre forceret i versionen fra 1992 – De ved, den dér tv-udgave, hvor frøen Kermit spiller Bob Cratchit, mens karakteren Emily, hans kone, spilles af Miss Piggy.

Rækken af nye serier og film, hvor man svækker historien i en litterær klassikers kunstneriske styrke for at tilgodese nutidens krav fra den kreative klasse – og ingen andre i øvrigt overhovedet – om mang­foldighed, inklusion og feminisme, er endeløs. Det seneste skud på stammen er Dracula, som BBC netop har lavet i samarbejde med Netflix – hvor det i øvrigt er danske Claes Bang, der brillerer i hovedrollen som greven.

I miniserien i tre afsnit reduceres Jonathan Harker, der i romanforlægget nærmest har en slags detektivisk rolle, til et klynkende offer, som afhøres af en matroniserende nonne, der viser sig at være videnskabsmand – nemlig karakteren van Helsing, som hos Bram Stoker er en gammel, hvid mand.

Og igen blander man det hele sammen. I den nye historie kastrerer man med den ene hånd en mand, fjerner en anden fyr helt og indsætter i stedet en nonne, der womansplainer. Men med den anden hånd hamrer man derudad med stereotypierne. Der jokes med homoseksualitet som noget, der svækker mænds maskulinitet, gamle mennesker er rent til grin, sådan generelt, sorte castes som rene seksuelle væsener. Og så videre. Det virker dybt selvmodsigende. Og meningsløst.

Det sidste er vigtigt. Man må nemlig gerne lave om på historier, hvis man gør det med æstetisk oomph. Bram Stokers roman om Dracula er en fuldkommen genial og enestående historie. Og af samme grund må man undre sig såre. For selv om bogen, som af indlysende grunde ikke kan forbedres på nogen som helst måde, er filmatiseret et hav af gange, så er ingen af de film, som er kommet ud af dét, tæt på originalen. Dracula, som historien rulles ud i romanen, er simpelthen aldrig lavet på film.

Heldigvis er historien Dracula udødelig. Den smitter fra læser til læser. Og man kan heldigvis bare læse originalen. For som et barn engang sagde, så findes den altså stadig … »på bog«.

 

Læs også anmeldelsen af Netflix-serien: »Hvad skal vi med grev Dracula?«

Side 52