Kronik. 1970ernes sengekantsfilm viser, hvorfor debatter om samtykke og #MeToo rammer dybt ind i danskernes selvforståelse.

Dansk frisinds­propaganda

Dansk frisinds­propaganda

I Norge, hvor jeg bor, er mange mennesker stadigvæk fans af Danmark. Jeg skriver »stadigvæk«, for nordmænd af navnlig den progressive slags lufter indimellem deres skepsis. »Hva er det som skjer?« spørger de. For 20 år siden var det den nationalkonservative antiindvandringsbølge, som man ikke kunne få til at hænge sammen med »Velkommen«-kulturen i Christiania og »Svantes lykkelige dag«. Nyligt er det #MeToo-oprøret, som er noget, vi ifølge nordmændene og svenskerne har haft for lidt af – og for sent.

Også i de norske nyhedsmedier har man bragt historien om tv-værten Sofie Linde, der efterlyste et stærkere sexisme-fokus, men også om Dansk Folkeparti-veteranen Pia Kjærs­gaard, som i Debatten advarede mod »sexforskrækkelsen« i kølvandet på #MeToo. Et venstre mod højre i den danske mentalitet har man nok konkluderet både her og der. Men så enkelt er det ikke. I Danmark stikker skismaet dybere. Som generationsrepræsentanter inkarnerer debattanter som Linde og Kjærsgaard to divergerende frihedsdiskurser i frisindets angivelige fædreland: en ung, feministisk og en ældre, sex-liberal.

For hvem er vi, og hvem vil vi gerne være? For nogle blandt især de yngre landsmænd er Danmark et land, som ligger ti pladser under Sverige i den internationale rangering af ligestilling, men som ligger langt foran i grænseoverskridende jokes. For andre er Danmark et land, som for alt i verden må undgå at blive svensk, det vil sige et statsfeministisk helvede af politisk korrekthed og sexforskrækkelse.

For at forstå det danmarksbillede, som nogle af de vigtigste lad-os-nu-ikke-gå-for-vidt-fortalere forsvarer, må vi tilbage til de sex-liberale 1970ere. Det vil sige en nation, som for et halvt århundrede siden var arnestedet for en moderne national myte: det lille land i nord, som blev berømt og berygtet over hele verden for sin frie porno. Et stort set monokulturelt 1970er-Danmark, som, omtrent samtidig med det Fremskridtsparti, som Pia Kjærsgaard er rundet af, hævdede sig som uhyre diversitetsorienteret. Det vil sige friere, mindre autoritetstro og mere grænseoverskridende end alle andre – fra skrydende skattenægteri og rejsebureaudirektører med hippiehår over Gammel Dansk i frokostpausen og fri sex mellem lærer og elev til Jens Jørgen Thorsens Jesus-film-provokationer med Muhammed-tegningerne i sigte.

Det er dette alt andet end konservative frihedsideal på navnlig seksualitetens og ytringsfrihedens område, som den dag i dag, omend i en modificeret form, hævder sig som en national kerneværdi. Selvom den modsatrettede diskurs – Sofie Lindes forgængere i den anderledes radikale rødstrømpebevægelse – brød igennem samtidig med pornografiens frigivelse, er det slående, i hvor høj grad sexliberalismen er forblevet et fælleseje for mange 68ere på tværs af venstre-højre-skillelinjerne. Til den lettere ende hører den selvsamme Pia Kjærs­gaards udpegning for nogle år siden af porno­frigivelsen som indbegrebet af positiv danskhed. Til den tunge ende hører den kulturradi­kale Leif Blædels forsvar i Information i 1970erne og 1980erne for voldtægt som en slags naturens orden eller venstresocialisten Preben Wilhjelms accept, dengang som nu, af børnepornografien som det mindste onde.

Blandingen af antipuritanismen og en obskøn jovialitet lader sig sammenfatte i en populærkulturel genrebetegnelse, som kun ville kunne slå an i Danmark: »familiepornoen« i 1970ernes danske film. Dette kuriøse fænomen – sengekants- og stjernetegnsfilmene fra Mazurka på sengekanten (1970) til Agent 69 Jensen – I Skyttens tegn (1978) – koblede ikke bare Karl Stegger fra Far til fire og Poul Bundgaard fra Olsen-banden sammen med pornofilmens nærbilleder af kønsdele i bevægelse. Som folkekomedier og mainstreamkultur fungerede filmene i deres samtid som en slags frisindspropaganda.

Linjen blev i 1968 lagt i Uden en trævl, som i høj grad bidrog til Danmarks gennembrud som verdens førende pornonation. I denne præ-sengekantsfilm bliver en gymnasieelev kureret for »frigiditet« af sin læge, idet han udfolder diverse lægefaglige samlejer med hende. »Du må af med dine hæmninger«, formaner han hende, for husk, »når bare du ikke skader andre, kan du gøre, hvad du vil«. På trods af det hårdkogte i denne bløde pornofilm blev de efterfølgende sengekantsfilm typisk indlemmet i den progressive diskurs som frisind af hyggeslagsen. Her så man Poul Henningsens vision om den glade, skamløse seksualitet forløst i en bøvet, men tilforladelig discount-udgave.

Et fælles træk for kulturradikalismen og sexkomedierne er således deres udprægede naturalisme: idéen om seksualiteten som en utæmmelig urkraft, der bare må ud på trods af samfundets bornerthed. At man dermed forvekslede mandens drift med kvindens, er den nye kvindebevægelses vigtigste anklage mod den seksuelle revolution omkring 1970. Og dog skal ret være ret: Familiepornoen kunne med god grund lave sjov med hykleriet i victorianismens kølvand, nemlig den, som foreskrev kvinder at sige »nej«, når de mente »ja«. Gang på gang i disse film følger man de råd, som man i sin tid fandt i Inge og Sten Hegelers samlivsbrevkasse i Ekstra Bladet. Råd som dette: »Af og til kan det være nødvendigt for manden at bruge sin autoritet – en mild pression – fordi kvinden allierer sig med dydens vogtere og samfundets støtter.«

Når vi genser sexkomedierne i dag, virker billedet imidlertid mere sammensat, end disse hårrejsende eksempler tilsiger. Nok inkarnerer de den mandlige dagdrøm om villige kvinder til lands, til vands og i luften, men samtidig afspejler filmene en mandlig skræk (legemliggjort af den ikonisk befippede Ole Søltoft) for de mange poserende, skrævende hunkønsvæsener med deres svimlende erotiske kapital. Dem må mændene straks udtrykke deres samtykke til, ikke sandt? Også selvom deres »ja« måske snarere betyder »nej tak, jeg kigger bare«.

I dag lever vi i såvel Danmark som Norge og Sverige i en kultur, der spænder over internettets oceaniske hardcore-vildskab i den ene ende og en stadig mere overgrebsbevidst og gennemreguleret offentlig sfære i den anden. Er det sært, hvis vi bliver usikre på, hvem vi er eller gerne vil være i denne kulturelle spagat?

 

Søren Birkvad har nyligt udgivet bogen Da dyden gik amok. Seksualitet, køn og kærlighed i dansk film 1910-1980 på Syddansk Universitetsforlag.

Side 15



Skribenternes avis

Leny Malacinski

Arne Hardis

Skribenternes avis

Hans Mortensen

Aske Munck