Asylpolitik. Hvis interesser skal EU sætte først: europæernes eller migranternes?

Flere, hvor de kommer fra

Flere, hvor de kommer fra Af Anna Libak

Den 28. juli i år udsendte Den Europæiske Revisionsret i Luxembourg en pressemeddelelse, som ikke vakte nogen synderlig opmærksomhed.

Ikke desto mindre behøver man kun at læse dén for at forstå baggrunden for den stærkt følelsesladede diskussion om, hvad man skal stille op med asylansøgerne fra den nedbrændte lejr på Lesbos. Samt nok så vigtigt: forstå, hvorfor det stadig vil blive overordentligt svært at enes om det udspil til fælles asylpolitik, som EU-Kommissionen fremsætter i næste uge.

I pressemeddelelsen stod nemlig at læse, at det stadig går rigtig dårligt med at få sendt afviste asylansøgere hjem. Faktisk så dårligt, at det i gennemsnit kun lykkes at få under tre ud af ti til at forlade Europa.

Hvis man først har kæmpet sig vej til EU fra et land uden for Europa, så forlader man som oftest aldrig Unionen igen. Heller ikke selvom man får nej. Man bliver i EU. Og eftersom de fleste af den halve million asylansøgere, der årligt siden 2008 har fået besked på at forlade EU, stadig er her, så bor der i dag millioner af illegale indvandrere i EU, som arbejder sort, tigger på gaden, ernærer sig ved kriminalitet eller opholder sig i udrejsecentre, der er så spartanske, at de gør europæerne skamfulde.

Den kendsgerning er helt afgørende for at forstå, hvorfor lande som Danmark vægrer sig mod at tage imod uledsagede flygtningebørn fra den nedbrændte Moria-lejr på Lesbos og foretrækker at yde økonomisk støtte til Grækenland i stedet. 22 millioner kroner i Danmarks tilfælde. Det skyldes nemlig, at diskussionen ikke handler om de konkrete uledsagede børn. Men om alle dem, der potentielt vil følge efter, hvis vi forbarmer os.

»Uledsagede børn« leder tanken hen på små piger uden sko og snavsede drenge med forskræmte øjne. Men at dømme efter tv-billederne af de uledsagede flygtningebørn, som Tyskland og Frankrig har indvilliget i at tage imod, vil det være mere retvisende at skrive »unge mænd«. Om de alle vitterligt er under 18 år, må stå for en prøvelse, eftersom det i Sverige, der har modtaget i titusinder af uledsagede flygtningebørn, har udviklet sig til en hel videnskab at fastslå, om de er mindreårige.

Men vigtigere er, at uledsaget ikke betyder forældreløs. Erfaringen viser, at familier sender deres unge mænd i forvejen, fordi det er dem, der er stærke nok til at overleve turen over Middelhavet, og fordi det er dem, der har størst sandsynlighed for at få opholdstilladelse på grund af deres alder. Så snart de har fået den, følger familien imidlertid efter, for i henhold til konventionerne kan man ikke nægte at familiesammenføre mindreårige. Og jo flere man giver opholdstilladelse, jo flere vil der komme. Befolkningen i Afrika forventes at fordobles frem mod 2050. Der bliver over en milliard flere afrikanere, og FNs forventning er, at migrationen mod EU kun vil tage til.

Indvendingen om, at det jo er en nødsituation på Lesbos, fordi centret er nedbrændt, er heller ikke uproblematisk: For ifølge de græske myndigheder, der har arresteret flere mistænkte, blev ilden påsat af asylansøgere, der forsøgte at fremtvinge en videresendelse til fastlandet. Nedbrændingen af en lejr bliver næppe en engangsforestilling: I et klip fra Deutsche Welle bebuder en asylansøger, at nye lejre fra nu af vil blive nedbrændt, indtil asylansøgere bliver ekspederet ind på hovedlandet.

Så hvor efterlader det EU, der i næste uge forsøger at fremsætte et forslag til en fælles asylpolitik?

I sin tale om Unionens tilstand sagde kommissionsformand Ursula von der Leyen, at »Migration er et emne, som har været diskuteret længe nok«. Hun glemte at nævne, at diskussionen faktisk har resulteret i en slags tværeuropæisk konklusion: at antallet betyder noget. De færreste EU-borgere ønsker, at det går som i Sverige; det gør ikke engang svenskerne selv længere. De fleste vil have færre asylansøgere, ikke flere. De ønsker, at EU bremser tilstrømningen frem for at fremme den.

Flere EU-hjemsendelsesaftaler, udlicitering af søredning og returnering af migranter til kyststater uden for EU, EU-registrering af afviste asylansøgere og EU-støtte til nærområderne vil derfor være populært. Til gengæld er der ikke stemning for obligatorisk omfordeling, hvor staterne afgiver den demokratiske kontrol med asylområdet til Bruxelles.

Dilemmaet er uafviseligt. Asylansøgere har rigtig gode grunde til at ville til EU. Men europæerne har – belært af erfaringen – rigtig gode grunde til at være imod. Til syvende og sidst er spørgsmålet, hvis interesser EU skal forsvare: europæernes eller migranternes?

Side 11



Skribenternes avis

Leny Malacinski

Arne Hardis

Skribenternes avis

Hans Mortensen

Aske Munck