Metoo. Jeg lægger mig fladt ned. Tv-vært Sofie Lindes anonymisering af »tv-kanonen« er ikke problemet.

En tiltrængt kindhest

En tiltrængt kindhest

Det kunne være skægt med et raskt slagsmål, når omtrent hele min karakter bliver draget i tvivl i Jacob Lindell Ruggaards kronik »Adam Holms mavefornemmelser« i Weekendavisen den 11. september.

Men der er ikke noget at slås om; trods sit polemiske tonefald har kronikøren flere udmærket pointer, som jeg bare kan nikke til.

Jeg skrev en kommentar i Altinget den 3. september, som var en kritik af Sofie Lindes anonymisering af den DR-ansatte mand – kaldet »tv-kanonen« – der engang har krænket hende. Afsættet for mit skriv var personligt, al den stund jeg dagen før var blevet kontaktet af en af formiddagsaviserne, der ville høre, om jeg mon var bemeldte »tv-kanon«.

Jeg fattede pennen under eder og forbandelser: »Pokkers osse! Det er jo resultatet af den fordømte anonymisering.« Mens jeg ikke er det mindste skeptisk over for #MeToo, begik jeg den brøde at rette skytset imod budbringeren. Jeg beklikkede, som det fremgår af den kritiske kronik, Lindes motiver til at bringe historien til torvs på den måde, hun gjorde.

Hvorfor jeg ikke for to uger siden kunne se, at den tilgang er galt afmarcheret, kan jeg ikke svare meningsfyldt på. Måske er det et udtryk for de »strukturer«, vi oppebærer bevidst og ubevidst. Faktum er; jeg gik efter kvinden, ikke bolden. Og når jeg ikke selv kunne se det, må det skyldes – og jeg er ikke ironisk – at jeg er »privilegieblind«. Simpelthen.

Ved genlæsning af min tekst, som på andre områder er en utvetydig opbakning til #MeToo, er det klart, hvordan nogle af mine argumenter rammer forbi skiven. Endda et godt stykke.

Kronikøren gør ret i at tale om mine »mavefornemmelser«. Det var i hvert fald ikke hovedet, jeg fornemmede med.

På ét punkt er jeg imidlertid lodret uenig med kronikøren; anonymisering af sexkrænkerne er forkert. Kampen imod krænkelseskulturen over for kvinder må og skal frem i lyset. Vi kan tale om strukturer i ét væk, men skyld er aldrig abstrakt og generel. Den er konkret.

Det er ikke rimeligt at sætte alle mænd på anklagebænken. Vi kan med rette rose Lindes udmelding for at hjælpe unge piger til at sige fra over for en sexistisk adfærd. Men hvad med de unge mænd? Skal de ikke også se, at der er forskel på deres kønsfællers optræden? Vi kan ikke gøre den ene fortælling eksemplarisk, mens den anden fastholder mandekønnet i rollen som »strukturelle krænkere«.

Frem i lyset med problemerne. Hvem ved, måske kan krænkernes historier på samme måde som de krænkedes lære os noget vigtigt om omgangsformen på en arbejdsplads og i det sociale liv.

Anonymiseringen skal i hvert fald ikke strækkes så langt, som Linde har givet udtryk for ved ikke at sætte navn på over for arbejdspladsens HR-afdeling. Der er ingen anden vej, hvis man vil udfordre og fortrænge krænkelseskulturen. Hvorfor dog være hensynsfuld over for de hensynsløse?

For at tage det skridt skal kvinder med historier om krænkelse føle, at de bliver lyttet til. Det er dét, jeg nu begriber, min tekst ikke bidrog til. Men jeg er her nu.

 

Læs også Jacob Lindell Ruggards kritik af Adam Holm.

Side 14



Skribenternes avis

Leny Malacinski

Arne Hardis

Marta Sørensen

Skribenternes avis

Anna Libak

Klaus Rothstein

Magnus Boding

Morten Beiter